Dygtig dreng, Gus
3.0
Den en gang meget personlige og originale filmskaber Gus Van Sant er tilsyneladende løbet tør for kreativ energi. Han har derfor taget konsekvensen, og lavet en tro kopi af Alfred Hitchcocks klassiske gyser "Psycho". Og Van Sant er en fremragende kopist
Man må forestille sig Gus Van Sant sidde med en drink i Hollywood og tænke for sig selv: "Jeg har sgu' gjort det meget godt, har jeg. I mine unge vilde år fik jeg lavet nogle skæve, poetiske og virkeligt fine film som "Drugstore Cowboy" og "My Own Private Idaho". Anmelderne elsker mig stadig for dem. Så fik jeg råd til lidt større stjerner, og kunne lave en rigtig bidsk satire som "To Die For" - en lille perle med Nicole Kidman som stjerneprofessionel medieluder. Og endelig blev jeg voksen og følsom og fik stor succes i brede kredse med "Good Will Hunting".
Melankolsk nipper Van Sant til sin dry martini. Selvom han godt ved, hans talent og idealer er forsvundet i tidens strøm, ville han ikke give sin nuværende position og indflydelse i bytte. "Gad vide...", tænker han alligevel, "hvordan jeg kan få en lille smule af min ungdom tilbage. Jeg savner de glade dage på filmskolen, hvor vi så de gode gamle klassikere, og bagefter selv gik og fedtede lidt med noget råfilm. Hvis bare jeg kunne få en idé til ..."
Men vent nu lidt, Gus, du sagde det jo selv: De gode gamle klassikere! Det er et rent skatkammer af idéer, som allerede er bearbejdet for filmmediet, men som næsten ingen gider se længere, fordi de er sådan lidt for gamle og sort-hvide. Det er lige til at gå til. Og det er helt oplagt som opgave på filmskolen - tag en fyrre år gammel grå strimmel, kalker den og put farver på - det bli'r skideskægt, og du behøver næsten ikke tænke til det! "Minsandten!", siger Van Sant frem for sig, "men så skal det også være "Psycho", for det er nu så ærgerligt, at man aldrig har kunnet se den fine røde farve på blodet i brusebadet!"
Sådan er det gået til, at vi nu kan se en meget trofast genindspilning af Hitchcocks mesterlige klassiker i de danske biografer. Jo, der er skam små detaljer, som kendere kan sidde og pege ud som afvigelser fra oplægget, men - tro mig - det er detaljer. Så er der naturligvis skuespillerne - de er vist nye alle sammen. Og ganske gode, flere af dem. Julianne Moore, der spiller Lila, Marions søster, har altid været en rødtop med ben i næsen, og Viggo Mortensen, der også havde en markant rolle i forrige års genindspilning af en Hitchcock-klassiker, "Et perfekt mord", viser sig endnu en gang som en habil birolleindehaver. William H. Macy, der især vil huskes som den meget uheldige bilforhandler i "Fargo", gør privatdetektiven Arbogast til en lille hovedrolle i filmen, og det er en ren fornøjelse at se Robert Forster give den som psykolog fra 1960 i filmens afsluttende scene. Så langt så godt.
Marion, i skikkelse af Anne Heche, er til gengæld blevet så sød, pæn og praktisk taget artig i 1999, at Janet Leigh's Marion fra 1960 må vende sig i sin grav. Og værst af alt er Vince Vaughn en kedelig og lidt for bøsset Norman Bates. Indrømmet, Anthony Perkins' præstation i den originale film er også utaknemmelig at skulle leve op til. Men når man tager i betragtning, hvor betænkeligt hele projektet er i sit udgangspunkt, lykkes det vores dygtige elev, Gus Van Sant, at kalkere originalen uden nogle graverende skæverter. Brusebadsscenen trækker stadig tænder ud, skulle jeg hilse at sige. Så lad os håbe, Van Sant nu sidder og tænker: "Kedeligt at lave film, som allerede er lavet før. Nu bliver jeg siddende her med min dry martini, indtil jeg selv får en god idé." Se, dét ville jo i sig selv være en god idé
Man må forestille sig Gus Van Sant sidde med en drink i Hollywood og tænke for sig selv: "Jeg har sgu' gjort det meget godt, har jeg. I mine unge vilde år fik jeg lavet nogle skæve, poetiske og virkeligt fine film som "Drugstore Cowboy" og "My Own Private Idaho". Anmelderne elsker mig stadig for dem. Så fik jeg råd til lidt større stjerner, og kunne lave en rigtig bidsk satire som "To Die For" - en lille perle med Nicole Kidman som stjerneprofessionel medieluder. Og endelig blev jeg voksen og følsom og fik stor succes i brede kredse med "Good Will Hunting".
Melankolsk nipper Van Sant til sin dry martini. Selvom han godt ved, hans talent og idealer er forsvundet i tidens strøm, ville han ikke give sin nuværende position og indflydelse i bytte. "Gad vide...", tænker han alligevel, "hvordan jeg kan få en lille smule af min ungdom tilbage. Jeg savner de glade dage på filmskolen, hvor vi så de gode gamle klassikere, og bagefter selv gik og fedtede lidt med noget råfilm. Hvis bare jeg kunne få en idé til ..."
Men vent nu lidt, Gus, du sagde det jo selv: De gode gamle klassikere! Det er et rent skatkammer af idéer, som allerede er bearbejdet for filmmediet, men som næsten ingen gider se længere, fordi de er sådan lidt for gamle og sort-hvide. Det er lige til at gå til. Og det er helt oplagt som opgave på filmskolen - tag en fyrre år gammel grå strimmel, kalker den og put farver på - det bli'r skideskægt, og du behøver næsten ikke tænke til det! "Minsandten!", siger Van Sant frem for sig, "men så skal det også være "Psycho", for det er nu så ærgerligt, at man aldrig har kunnet se den fine røde farve på blodet i brusebadet!"
Sådan er det gået til, at vi nu kan se en meget trofast genindspilning af Hitchcocks mesterlige klassiker i de danske biografer. Jo, der er skam små detaljer, som kendere kan sidde og pege ud som afvigelser fra oplægget, men - tro mig - det er detaljer. Så er der naturligvis skuespillerne - de er vist nye alle sammen. Og ganske gode, flere af dem. Julianne Moore, der spiller Lila, Marions søster, har altid været en rødtop med ben i næsen, og Viggo Mortensen, der også havde en markant rolle i forrige års genindspilning af en Hitchcock-klassiker, "Et perfekt mord", viser sig endnu en gang som en habil birolleindehaver. William H. Macy, der især vil huskes som den meget uheldige bilforhandler i "Fargo", gør privatdetektiven Arbogast til en lille hovedrolle i filmen, og det er en ren fornøjelse at se Robert Forster give den som psykolog fra 1960 i filmens afsluttende scene. Så langt så godt.
Marion, i skikkelse af Anne Heche, er til gengæld blevet så sød, pæn og praktisk taget artig i 1999, at Janet Leigh's Marion fra 1960 må vende sig i sin grav. Og værst af alt er Vince Vaughn en kedelig og lidt for bøsset Norman Bates. Indrømmet, Anthony Perkins' præstation i den originale film er også utaknemmelig at skulle leve op til. Men når man tager i betragtning, hvor betænkeligt hele projektet er i sit udgangspunkt, lykkes det vores dygtige elev, Gus Van Sant, at kalkere originalen uden nogle graverende skæverter. Brusebadsscenen trækker stadig tænder ud, skulle jeg hilse at sige. Så lad os håbe, Van Sant nu sidder og tænker: "Kedeligt at lave film, som allerede er lavet før. Nu bliver jeg siddende her med min dry martini, indtil jeg selv får en god idé." Se, dét ville jo i sig selv være en god idé
19/11-2018
