De syv samuraier
5.0
Kurosawas film fortjener sin plads blandt filmhistoriens klassikere og er trods sin længde stadig en medrivende og smuk oplevelse
Ved sin død i 1998 efterlod den japanske instruktør Kurosawa et livsværk af et sjældent omfang og med en kunstnerisk kvalitet, som kun få andre instruktører kan måle sig med. Kurosawa debuterede med "En judo saga" (1943), slog internationalt igennem med "Dæmonernes port" (1950), og skabte med "Ran" (1985) sit sidste mesterværk, inden karrieren sluttede med to mindre betydningsfulde film. "De syv samuraier" (1954) er et af hovedværkerne i denne produktion, og regnes også for et af de væsentligste værker i filmhistorien, overhovedet.
Handlingen udspiller sig i Japan i 1500tallet, hvor en borgerkrig har gjort mange samuraier herreløse, de vandrer nu rundt i landet uden arbejde. Beboerne i en landsby, der er plaget af røverbander, beslutter sig for at hyre nogle af disse samuraier til at beskytte byen. Vi følger Herefter, hvordan bønderne først får overtalt den ældre og værdige Kambei, der hyrer fem andre samuraier til opgaven. Den syvende, spillet af Toshiro Mifune, kan de ikke slippe af med, og han får til sidst lov at være med. Samuraierne træner bønderne i våbenbrug og forbereder dem på det uafvendelige slag. Et slag, der bliver både voldsomt og blodigt, og som kræver det yderste af både bønderne og samuraierne.
I en mesters hænder
"De syv samuraier" spiller i 200 minutter, og på trods af en beskeden handling, går den aldrig i stå. Man mærker filmen igennem den diskrete tilstedeværelse af en sand mester, hvis hånd viser sig i den langsomme, men omhyggelige fremdrift, der hele tiden holder beskueren fanget. Den sidste times spilletid er optaget af angrebet på landsbyen, der i filmen varer tre dage. Det er ikke alene elementært spændende, men også filmet og klippet med en intensitet, som sjældent er overgået, men ofte kopieret. Kampens sidste dag udspiller sig i silende regn og dybt mudder, og må have krævet en kraftpræstation af både skuespillere og holdet bag kameraet, der er med helt oppe i ansigtet på de medvirkende.
Bar røv og rustning
Takashi Shimura spiller Kambei med både ro og menneskelig varme, men også med en alvor der aldrig giver tvivl om hans position som leder. Hans modsætning er Kikuchiyo, spillet af Toshiro Mifune, der medvirkede i seksten af Kurosawas film, og også i denne viser sig som en stor og alsidig skuespiller. Kikuchio bærer både på sorg og indre dæmoner, der gør ham vild og uregerlig, men også frygtløs i kamp, kun iklædt brystplade og lændeklæde. "De syv samuraier" er gennemstrømmet af mange temaer, om hierarkiet i samfundet, skæbnens uundgåelighed, vigtigheden af at kæmpe for et fælles mål, men også om umulig kærlighed.
Det bliver dog aldrig tungt eller belærende, og filmen igennem er der en fin humor, der bruges med stor præcision. Det er intet mindre end et stort kunstværk, der nu igen er mulighed for at opleve i biografen.
Ved sin død i 1998 efterlod den japanske instruktør Kurosawa et livsværk af et sjældent omfang og med en kunstnerisk kvalitet, som kun få andre instruktører kan måle sig med. Kurosawa debuterede med "En judo saga" (1943), slog internationalt igennem med "Dæmonernes port" (1950), og skabte med "Ran" (1985) sit sidste mesterværk, inden karrieren sluttede med to mindre betydningsfulde film. "De syv samuraier" (1954) er et af hovedværkerne i denne produktion, og regnes også for et af de væsentligste værker i filmhistorien, overhovedet.
Handlingen udspiller sig i Japan i 1500tallet, hvor en borgerkrig har gjort mange samuraier herreløse, de vandrer nu rundt i landet uden arbejde. Beboerne i en landsby, der er plaget af røverbander, beslutter sig for at hyre nogle af disse samuraier til at beskytte byen. Vi følger Herefter, hvordan bønderne først får overtalt den ældre og værdige Kambei, der hyrer fem andre samuraier til opgaven. Den syvende, spillet af Toshiro Mifune, kan de ikke slippe af med, og han får til sidst lov at være med. Samuraierne træner bønderne i våbenbrug og forbereder dem på det uafvendelige slag. Et slag, der bliver både voldsomt og blodigt, og som kræver det yderste af både bønderne og samuraierne.
I en mesters hænder
"De syv samuraier" spiller i 200 minutter, og på trods af en beskeden handling, går den aldrig i stå. Man mærker filmen igennem den diskrete tilstedeværelse af en sand mester, hvis hånd viser sig i den langsomme, men omhyggelige fremdrift, der hele tiden holder beskueren fanget. Den sidste times spilletid er optaget af angrebet på landsbyen, der i filmen varer tre dage. Det er ikke alene elementært spændende, men også filmet og klippet med en intensitet, som sjældent er overgået, men ofte kopieret. Kampens sidste dag udspiller sig i silende regn og dybt mudder, og må have krævet en kraftpræstation af både skuespillere og holdet bag kameraet, der er med helt oppe i ansigtet på de medvirkende.
Bar røv og rustning
Takashi Shimura spiller Kambei med både ro og menneskelig varme, men også med en alvor der aldrig giver tvivl om hans position som leder. Hans modsætning er Kikuchiyo, spillet af Toshiro Mifune, der medvirkede i seksten af Kurosawas film, og også i denne viser sig som en stor og alsidig skuespiller. Kikuchio bærer både på sorg og indre dæmoner, der gør ham vild og uregerlig, men også frygtløs i kamp, kun iklædt brystplade og lændeklæde. "De syv samuraier" er gennemstrømmet af mange temaer, om hierarkiet i samfundet, skæbnens uundgåelighed, vigtigheden af at kæmpe for et fælles mål, men også om umulig kærlighed.
Det bliver dog aldrig tungt eller belærende, og filmen igennem er der en fin humor, der bruges med stor præcision. Det er intet mindre end et stort kunstværk, der nu igen er mulighed for at opleve i biografen.
19/11-2018
