Karma cowboy
3.0
Jackie Chan er i det vilde vesten for at prøve alt fra giftemodne squaws til mexican stand-offs
Chon Wang er i 1890'erne soldat i kejserens livgarde og har således daglig adgang til at blinke til den kønne, men ulykkelige prinsesse Pei Pei. Da hun en dag bortføres til USA, melder han sig frivilligt til at bringe hendes løsesum til Carson City. Selvom han bestemt ikke er kejserens førstevalg til opgaven, befinder han sig pludselig langt hjemmefra og må her gå mange bizarre oplevelser igennem for at få prinsessen og det halve kejserrige. Men hvad gør det, at man hele tiden falder over blodtørstige røvere, korrupte sheriffer, vilde rødhuder og letlevende kvinder, når man fra naturens hånd er udstyret med et lyst sind, talent for kampsport og sans for en one-liner på pidgin-engelsk.
High Noon
Som titlen ikke lader nogen i tvivl om, er "Shanghai Noon" en solid blanding af tjubang fra øst og kapow fra vest. Derudover er den naturligvis en kærlig reference til Fred Zinnemanns "Sheriffen" ("High Noon", 1952), og sådan er det hele vejen igennem i denne lette karatewesternkomedie, hvor Chan og co. gentagne gange får demonstreret kærligheden til westerngenren. Der findes næppe den westernkliche, der i denne film lades urørt, og som det pointeres flere gange, er der ikke langt fra Chon Wang til John Wayne (hvilket alle er enige om er et fjollet cowboynavn). Finten med at belyse det vilde vest gennem en asiats tilstedeværelse er i øvrigt tidligere set i f.eks. Terence Youngs "Le Soleil Rouge" (1971), hvor Charles Bronson og Toshiro Mifune prøvede at tage fusen på Alain Delon. Dengang som nu er kontrasten mellem krigere fra to kulturer god underholdning, men hvor Mifunes samurai insisterede på at blive taget ret alvorligt, er Chans kejserlivvagt en selvironisk størrelse.
Indholdsmæssigt er det vanlig Jackie Chan-actionkomedie fra først til sidst, denne gang dog parret med Owen Wilsons verbale nutidskomik. Samspillet mellem de to virker udmærket, hvis man kan holde ud, at såvel Wilson som Chan fyrer den ene kontemporære vits af efter den anden. Billedmæssigt er det en noget flottere film, end vi er vant til fra Chans side. Der er smidt mange penge i statister, kulisser og production value i øvrigt, og samtidig ligger det iboende i westerngenren, at det majestætiske landskab i sig selv er en vigtig medspiller, som der skal ofres flotte billeder på. Alligevel virker det som om, at den debuterende instruktør, Tom Dey, ikke får ret meget andet ud af billederne end tom reklameæstetik. Der kunne have været scoret mange bonuspoint på billedsiden. I stedet ærgrer man sig over spildte muligheder.
Historie på afveje
Spildte muligheder er der også i manuskriptet. Selvom Jackie Chans film aldrig har været dramaturgiske bravournumre (og heller ikke behøver at være det), er manuskriptet denne gang dog på så alvorlige vildveje, at man må spørge sig selv, om producenten Jackie Chan burde have givet sine manuskriptforfattere større beføjelser med hensyn til at ændre i idéophavsmanden Jackie Chans oprindelige udkast. Filmen render ind i flere intrigemæssige blindgyder, og kun ved at trække alvorligt på publikums gode vilje, får vi filmen i mål.
Når man alligevel ender med at kunne anbefale "Shanghai Noon", er det på grund af det meget høje niveau, Chans akrobatik og kampsport er på. Selv mindre gode film med ham er ualmindeligt seværdige, for han kan gøre alt det på film, som ingen andre kan.
Chon Wang er i 1890'erne soldat i kejserens livgarde og har således daglig adgang til at blinke til den kønne, men ulykkelige prinsesse Pei Pei. Da hun en dag bortføres til USA, melder han sig frivilligt til at bringe hendes løsesum til Carson City. Selvom han bestemt ikke er kejserens førstevalg til opgaven, befinder han sig pludselig langt hjemmefra og må her gå mange bizarre oplevelser igennem for at få prinsessen og det halve kejserrige. Men hvad gør det, at man hele tiden falder over blodtørstige røvere, korrupte sheriffer, vilde rødhuder og letlevende kvinder, når man fra naturens hånd er udstyret med et lyst sind, talent for kampsport og sans for en one-liner på pidgin-engelsk.
High Noon
Som titlen ikke lader nogen i tvivl om, er "Shanghai Noon" en solid blanding af tjubang fra øst og kapow fra vest. Derudover er den naturligvis en kærlig reference til Fred Zinnemanns "Sheriffen" ("High Noon", 1952), og sådan er det hele vejen igennem i denne lette karatewesternkomedie, hvor Chan og co. gentagne gange får demonstreret kærligheden til westerngenren. Der findes næppe den westernkliche, der i denne film lades urørt, og som det pointeres flere gange, er der ikke langt fra Chon Wang til John Wayne (hvilket alle er enige om er et fjollet cowboynavn). Finten med at belyse det vilde vest gennem en asiats tilstedeværelse er i øvrigt tidligere set i f.eks. Terence Youngs "Le Soleil Rouge" (1971), hvor Charles Bronson og Toshiro Mifune prøvede at tage fusen på Alain Delon. Dengang som nu er kontrasten mellem krigere fra to kulturer god underholdning, men hvor Mifunes samurai insisterede på at blive taget ret alvorligt, er Chans kejserlivvagt en selvironisk størrelse.
Indholdsmæssigt er det vanlig Jackie Chan-actionkomedie fra først til sidst, denne gang dog parret med Owen Wilsons verbale nutidskomik. Samspillet mellem de to virker udmærket, hvis man kan holde ud, at såvel Wilson som Chan fyrer den ene kontemporære vits af efter den anden. Billedmæssigt er det en noget flottere film, end vi er vant til fra Chans side. Der er smidt mange penge i statister, kulisser og production value i øvrigt, og samtidig ligger det iboende i westerngenren, at det majestætiske landskab i sig selv er en vigtig medspiller, som der skal ofres flotte billeder på. Alligevel virker det som om, at den debuterende instruktør, Tom Dey, ikke får ret meget andet ud af billederne end tom reklameæstetik. Der kunne have været scoret mange bonuspoint på billedsiden. I stedet ærgrer man sig over spildte muligheder.
Historie på afveje
Spildte muligheder er der også i manuskriptet. Selvom Jackie Chans film aldrig har været dramaturgiske bravournumre (og heller ikke behøver at være det), er manuskriptet denne gang dog på så alvorlige vildveje, at man må spørge sig selv, om producenten Jackie Chan burde have givet sine manuskriptforfattere større beføjelser med hensyn til at ændre i idéophavsmanden Jackie Chans oprindelige udkast. Filmen render ind i flere intrigemæssige blindgyder, og kun ved at trække alvorligt på publikums gode vilje, får vi filmen i mål.
Når man alligevel ender med at kunne anbefale "Shanghai Noon", er det på grund af det meget høje niveau, Chans akrobatik og kampsport er på. Selv mindre gode film med ham er ualmindeligt seværdige, for han kan gøre alt det på film, som ingen andre kan.
19/11-2018
