Anna i Eventyrland
3.0
Modsætninger mødes, og sød musik spiller op til vals. For tredje gang i filmhistorien gennemlever Anna og Kongen af Siam deres glæder og sorger på det store lærred. Men er det særlig sjovt at få fortalt en 150 år gammel kærlighedshistorie på en 50 år gammel måde?
Med sammensnøret skjorteliv og en fikseret forestilling om, at 'the ways of England are the ways of the world', træder Anna Leonowens (Jodie Foster) ud på kajen. Hun er ankommet med sin søn til Siams hovedstad Bangkok i 1862 for at undervise Kong Monguts (Chow Yun-Fat) nogle-og-50 børn. Og med sin parlør i hånden finder hun vej til paladset. Her møder hun kongen, der bekræfter hendes fordomme om, at hun er havnet i en ganske uciviliseret del af verden. Og hun lever på samme måde op til hans hoffærdige holdning om, at engelske kvinder er nogle skidtvigtige snerper. Med tiden finder de to dog ud af, at de er mere ens, end de først troede.
To actionhelte
Anna Leonowen er en enmandshær, både i krig og kærlighed. Og det fascinerer kongen. Han vil holde Siam fri af de vestlige imperier, og i det politiske spil er hun en vigtig hjælp og brik. Hun laver et mægtigt PR-fremstød for ham, da hun skruer en banket sammen, stadser de mere end tyve koner (og fyrre konkubiner) ud i vestlige gevandter og betager hele den engelske handelsstand i Bangkok. Hun chokerer dog samtidig sine landsmænd, da hun - i sin hvide balkjole mod de andre damers mørke aftentoiletter - valser rundt med kongen.
Hun er ude på et sidespor set i forhold til sine victorianske medsøstre. Og netop det aparte er et karaktertræk, der blandt andet med "Ondskabens øjne" ('90) og "Nell" ('94) er blevet Jodie Fosters varemærke. Anna følger blindt sine overbevisninger, og det får nogle gange tragiske konsekvenser. Men snu og vis åbner Kong Mongut hendes øjne for, at ikke alt kan ordnes 'the ways of England', når man ikke er i England. Og samtidig forstår man, at kongen er langt mere human (og vestligt orienteret!) end hans kultur umiddelbart byder ham, men at ting tager tid i Siam. Chow Yun-Fat spiller overbevisende den kloge, charmerende, kærlige, retfærdige (find selv på flere) konge, der på trods af sine mere end tyve koner, alligevel har kærlighed i overskud til den mærkværdige engelske enke. Herhjemme er Chow Yun-Fat bedst kendt som actionhelt i John Woos "The Killer" ('89) og "Hardboiled" ('92).
Tæt på farfar
"Anna og Kongen" er en storfilm, som man lavede dem, da farfar var ung. Den er grandios og eventyrlig. Og et godt stykke væk fra hverdagens rugbrød og letmælk. Der er godt skuespil, prægtige landskaber og farverigt, pulserende byliv. Et strålende set-up for instruktøren Andy Tennants bløde punkt for kærlighedsdramaer ("Fools Rush In", '97 og "For Evigt", '98). Men hvis "Anna og Kongen, part III" skal have sin berettigelse i dag, må det være på grund af det - desværre - evigt aktuelle tema om, hvor fejlagtigt vi opfatter hinandens kulturer, når vi ikke kender hinanden. Og ikke så meget på grund af kropumulig kærlighed i 1800-tallets Siam. "Anna og Kongen" er en flot film, men også ualmindelig lang. Og når man forlader biffen, er det en påtrængende tanke, at man er kommet to og en halv time tættere på at fortælle børnebørnene, hvordan man lavede film, da farmor var ung.
Med sammensnøret skjorteliv og en fikseret forestilling om, at 'the ways of England are the ways of the world', træder Anna Leonowens (Jodie Foster) ud på kajen. Hun er ankommet med sin søn til Siams hovedstad Bangkok i 1862 for at undervise Kong Monguts (Chow Yun-Fat) nogle-og-50 børn. Og med sin parlør i hånden finder hun vej til paladset. Her møder hun kongen, der bekræfter hendes fordomme om, at hun er havnet i en ganske uciviliseret del af verden. Og hun lever på samme måde op til hans hoffærdige holdning om, at engelske kvinder er nogle skidtvigtige snerper. Med tiden finder de to dog ud af, at de er mere ens, end de først troede.
To actionhelte
Anna Leonowen er en enmandshær, både i krig og kærlighed. Og det fascinerer kongen. Han vil holde Siam fri af de vestlige imperier, og i det politiske spil er hun en vigtig hjælp og brik. Hun laver et mægtigt PR-fremstød for ham, da hun skruer en banket sammen, stadser de mere end tyve koner (og fyrre konkubiner) ud i vestlige gevandter og betager hele den engelske handelsstand i Bangkok. Hun chokerer dog samtidig sine landsmænd, da hun - i sin hvide balkjole mod de andre damers mørke aftentoiletter - valser rundt med kongen.
Hun er ude på et sidespor set i forhold til sine victorianske medsøstre. Og netop det aparte er et karaktertræk, der blandt andet med "Ondskabens øjne" ('90) og "Nell" ('94) er blevet Jodie Fosters varemærke. Anna følger blindt sine overbevisninger, og det får nogle gange tragiske konsekvenser. Men snu og vis åbner Kong Mongut hendes øjne for, at ikke alt kan ordnes 'the ways of England', når man ikke er i England. Og samtidig forstår man, at kongen er langt mere human (og vestligt orienteret!) end hans kultur umiddelbart byder ham, men at ting tager tid i Siam. Chow Yun-Fat spiller overbevisende den kloge, charmerende, kærlige, retfærdige (find selv på flere) konge, der på trods af sine mere end tyve koner, alligevel har kærlighed i overskud til den mærkværdige engelske enke. Herhjemme er Chow Yun-Fat bedst kendt som actionhelt i John Woos "The Killer" ('89) og "Hardboiled" ('92).
Tæt på farfar
"Anna og Kongen" er en storfilm, som man lavede dem, da farfar var ung. Den er grandios og eventyrlig. Og et godt stykke væk fra hverdagens rugbrød og letmælk. Der er godt skuespil, prægtige landskaber og farverigt, pulserende byliv. Et strålende set-up for instruktøren Andy Tennants bløde punkt for kærlighedsdramaer ("Fools Rush In", '97 og "For Evigt", '98). Men hvis "Anna og Kongen, part III" skal have sin berettigelse i dag, må det være på grund af det - desværre - evigt aktuelle tema om, hvor fejlagtigt vi opfatter hinandens kulturer, når vi ikke kender hinanden. Og ikke så meget på grund af kropumulig kærlighed i 1800-tallets Siam. "Anna og Kongen" er en flot film, men også ualmindelig lang. Og når man forlader biffen, er det en påtrængende tanke, at man er kommet to og en halv time tættere på at fortælle børnebørnene, hvordan man lavede film, da farmor var ung.
19/11-2018
