Brudstykker af pariserliv
3.0
Martine Dugowsons andet forsøg i spillefilmsgenren er en velspillet fransk komedie, der holder balancen mellem melodrama og farce.
Selvom man er ung, smuk og talentfuld, er det ikke ensbetydende med, at man er lykkelig. Hvis man ikke før har haft en mistanke om dette forhold, kan man i hvert fald erfare det efter at have set "Fransk Rapsodi". Filmen kredser om en gruppe venners genvordigheder med kærligheden, karrieren og livet i det hele taget i dagens Paris. Miljøet er kreativt og trendy, og hovedpersonerne leder tilskueren rundt blandt modehusdesignere og filmmagere i lækre, velindrettede omgivelser.
Komedien udspringer af personernes manglende evne til at fortælle sandheden og udtrykke deres inderste følelser. Karakterskildringen nærmer sig det karikerede, når frustrationerne ikke længere kan holdes indestængt og må kanaliseres ud på en eller anden måde. Men, overdrivelse fremmer, som altid, forståelsen og i dette tilfælde også underholdningsniveauet.
Bortset fra, at filmen omhandler en yngre generation minder letheden, personernes veludviklede talegaver og humoren en del om Woody Allens univers. Indimellem gives der dog også plads til de store følelser og stille scener, uden at det hele koges sammen til omgang sødsuppe.
Rod i karriere og kærlighed
Martine Dugowsons debutfilm, "Englene over Paris" (med original-titlen "Mina Tannenbaum"), var en sørgelig fortælling om to pigers venskab og udvikling, og flere af temaerne fra denne film genfindes i hendes nyeste. Angsten for at være alene og ikke slå til, menneskeligt såvel som professionelt, samt besværlighederne med at finde sin identitet - og ikke mindst originalitet.
Det er faktisk helt galt med skaberkraften hos mange af hovedpersonerne. Tøjdesigneren Ada synes at være gået i stå ligesom sin mester i tøjets kunst, Sandre. Det samme gælder for Ada's mand, manuskriptforfatteren Paul samt dennes ven og skrivemakker Guido. Paul og Guido skriver for producenten Alphonse og instruktøren Yves, der er gift med produktionslederen Nina. Ada og Nina har veninden Emma, hvis forsøg på eksperimenterende teater er både gribende og horribelt dårligt. Den eneste med kunstnerisk drive i højeste gear er den unge designer Lise, der i stedet for Ada bliver Sandres protegé. Vel at mærke samtidig med, at hun er brændende forelsket i Paul. Nina er også en smule forelsket i en anden end sin mand, nemlig vennen Alphonse. Som det måske anes, bliver parforholdets fordele og ulemper grundigt målt og vejet et par gange i løbet af filmen. På trods af det bindende venskab mellem hoved-personer, kan fortroligheden ligge på et meget lille sted, og der bliver fortalt mange både hvide og kulsorte løgne i venskabets navn.
Intrigerne florerer bag facaden - som også antydet i filmens originaltitel "Portraits Chinois". Her refereres til 'kinesiske skyggebilleder', et spil hvor de medvirkende kun fremstår som silhuetter med skjulte ansigtstræk.
En skønsom blanding
I sin fortælleform går Dugowson ikke af vejen for at bruge løs af hele arsenalet af stilbrydende elementer. Hun lader personerne udtrykke deres tanker gennem voice-over, fastfryser billeder, viser den samme karakter to gange i samme billede, og benytter drømmescener og flash backs. Disse finurligheder bruges heldigvis ikke til overflod, men benyttes lige så ubesværet, ligesom når instruktøren sprang gennem tiden i sin debutfilm.
Udover at kredse om nogle af de samme temaer som i sin først film, byder "Fransk Rapsodi" også på et gensyn med dens to hovedrolleindehavere, Romane Bohringer og Elsa Zylberstein, samt Jean-Philippe Ecoffey. Dertil er føjet flere franske skuespillere og enkelte fra England, Italien og Serbien. Det bedst kendte ansigt herhjemme er englænderen Helena Bonham-Carter i rollen som Ada, der efter gennembruddet i engelske kostumedramaer, er begyndt at vise sig i nutidige gevandter. Hun gør det udemærket i kontinentale omgivelser, men skiller sig nu ikke ud fra resten af det velspillende skuespillerensemble (Det er en smagssag, hvis man i det hele taget ikke bryder sig om Bonham-Carters storøjede lillepige-ansigt).
"Fransk Rapsodi" er en underholdende lille film, der kommer godt og grundigt rundt i venskabets og kærlighedens smudsige kroge. Et godt råd: se den før dine venner, og overvej så lige en ekstra gang, hvem du vil betro dine dyrebare intimiteter til.
Selvom man er ung, smuk og talentfuld, er det ikke ensbetydende med, at man er lykkelig. Hvis man ikke før har haft en mistanke om dette forhold, kan man i hvert fald erfare det efter at have set "Fransk Rapsodi". Filmen kredser om en gruppe venners genvordigheder med kærligheden, karrieren og livet i det hele taget i dagens Paris. Miljøet er kreativt og trendy, og hovedpersonerne leder tilskueren rundt blandt modehusdesignere og filmmagere i lækre, velindrettede omgivelser.
Komedien udspringer af personernes manglende evne til at fortælle sandheden og udtrykke deres inderste følelser. Karakterskildringen nærmer sig det karikerede, når frustrationerne ikke længere kan holdes indestængt og må kanaliseres ud på en eller anden måde. Men, overdrivelse fremmer, som altid, forståelsen og i dette tilfælde også underholdningsniveauet.
Bortset fra, at filmen omhandler en yngre generation minder letheden, personernes veludviklede talegaver og humoren en del om Woody Allens univers. Indimellem gives der dog også plads til de store følelser og stille scener, uden at det hele koges sammen til omgang sødsuppe.
Rod i karriere og kærlighed
Martine Dugowsons debutfilm, "Englene over Paris" (med original-titlen "Mina Tannenbaum"), var en sørgelig fortælling om to pigers venskab og udvikling, og flere af temaerne fra denne film genfindes i hendes nyeste. Angsten for at være alene og ikke slå til, menneskeligt såvel som professionelt, samt besværlighederne med at finde sin identitet - og ikke mindst originalitet.
Det er faktisk helt galt med skaberkraften hos mange af hovedpersonerne. Tøjdesigneren Ada synes at være gået i stå ligesom sin mester i tøjets kunst, Sandre. Det samme gælder for Ada's mand, manuskriptforfatteren Paul samt dennes ven og skrivemakker Guido. Paul og Guido skriver for producenten Alphonse og instruktøren Yves, der er gift med produktionslederen Nina. Ada og Nina har veninden Emma, hvis forsøg på eksperimenterende teater er både gribende og horribelt dårligt. Den eneste med kunstnerisk drive i højeste gear er den unge designer Lise, der i stedet for Ada bliver Sandres protegé. Vel at mærke samtidig med, at hun er brændende forelsket i Paul. Nina er også en smule forelsket i en anden end sin mand, nemlig vennen Alphonse. Som det måske anes, bliver parforholdets fordele og ulemper grundigt målt og vejet et par gange i løbet af filmen. På trods af det bindende venskab mellem hoved-personer, kan fortroligheden ligge på et meget lille sted, og der bliver fortalt mange både hvide og kulsorte løgne i venskabets navn.
Intrigerne florerer bag facaden - som også antydet i filmens originaltitel "Portraits Chinois". Her refereres til 'kinesiske skyggebilleder', et spil hvor de medvirkende kun fremstår som silhuetter med skjulte ansigtstræk.
En skønsom blanding
I sin fortælleform går Dugowson ikke af vejen for at bruge løs af hele arsenalet af stilbrydende elementer. Hun lader personerne udtrykke deres tanker gennem voice-over, fastfryser billeder, viser den samme karakter to gange i samme billede, og benytter drømmescener og flash backs. Disse finurligheder bruges heldigvis ikke til overflod, men benyttes lige så ubesværet, ligesom når instruktøren sprang gennem tiden i sin debutfilm.
Udover at kredse om nogle af de samme temaer som i sin først film, byder "Fransk Rapsodi" også på et gensyn med dens to hovedrolleindehavere, Romane Bohringer og Elsa Zylberstein, samt Jean-Philippe Ecoffey. Dertil er føjet flere franske skuespillere og enkelte fra England, Italien og Serbien. Det bedst kendte ansigt herhjemme er englænderen Helena Bonham-Carter i rollen som Ada, der efter gennembruddet i engelske kostumedramaer, er begyndt at vise sig i nutidige gevandter. Hun gør det udemærket i kontinentale omgivelser, men skiller sig nu ikke ud fra resten af det velspillende skuespillerensemble (Det er en smagssag, hvis man i det hele taget ikke bryder sig om Bonham-Carters storøjede lillepige-ansigt).
"Fransk Rapsodi" er en underholdende lille film, der kommer godt og grundigt rundt i venskabets og kærlighedens smudsige kroge. Et godt råd: se den før dine venner, og overvej så lige en ekstra gang, hvem du vil betro dine dyrebare intimiteter til.
19/11-2018
