Spionen, der dumpede ned fra 60'erne

Mike Myers er tilbage som den groovy superhelt Austin Powers, og selvom flere af smilene denne gang er lettere anstrengte, må man overgive sig til det uhyrligt platte Powers-univers.

Da Mike Myers i 1997 introducerede sin Austin Powers-figur i Jay Roachs "Austin Powers: International Man of Mystery", gik den i en pæn bue uden om de danske biografer og direkte ind på videohylden. Synd og skam - for det viste sig faktisk at have været en af 90'ernes mest overraskende og mest morsomme komedier. Den blev så stor en succes i Amerika, at en efterfølger var uundgåelig, som nu er kommet hertil under den Bond-inspirerede titel "Austin Powers: The Spy Who Shagged me" og igen med Roach som instruktør.


Superfly Spy

For de uindviede skal handlingen fra den første film kort skitseres: Austin Powers er en topspion fra 60'ernes swinging London. Han fryses ned for igen at blive optøet i 90'erne, da hans ærkefjende Dr. Evil (også Mike Myers) pludselig begynder at lege med tanken om at overtage verdensherredømmet. På ægte Bond-manér tager Austin kampen op mod Dr. Evil, samtidig med at han, via sin pågående, men kiksede 60'er charme, forsøger at komme i bukserne på alt med en puls. Dr. Evil besejres og flygter til sidst i sit kæmpe rumskib, men truer med at vende tilbage.


Det gør han så i dette andet epos i Powers-sagaen, hvor han har fået den geniale ide at rejse tilbage til 60'erne for at stjæle Austin Powers' mojo, hans seksualdrift, hans livsnerve, hans shagpower. Den bevidst tyndbenede historie følger således Austins vej tilbage til 60'erne for at genvinde sin tabte selvrespekt. Denne gang er det dog ikke kun Dr. Evil han må bekæmpe, men også Dr. Evil-klonen Mini-me og en stor fedladen skotte kaldet Fat Bastard (ligeledes Myers). Hjælpen kommer denne gang fra CIA-agenten Felicity Shagwell (Heather Graham), der ikke ligefrem gør det nemt for den mojoløse Austin. Det kan næppe overraske nogen, at Powers får sin mojo tilbage, mens Dr. Evil endnu engang må se sig besejret.


Respektløs shaghumor

Det lyder som noget forvrøvlet Bond-sludder, og tag ikke fejl: Det er noget forvrøvlet Bond-sludder. Men historien er så inderligt ligegyldig, for det er den respektløse, men veltimede toilethumor, man er kommet for at svælge i. Og skuffet bliver man ikke. Naturligvis har "The Spy Who Shagged Me" ikke samme overraskende nyhedseffekt som den første "Austin Powers", men Myers har med Austin Powers skabt en så outreret og komisk figur, at gensynet alene er det hele værd. Man får således nye variationer af de ubetaleligt komiske optrin fra den første film, samtidig med at der er et par nye, meget opfindsomme, godter i posen.


Filmens største problem er introduktionen af Mini-me, der umiddelbart lyder som en morsom ide. Men komikken bliver, i scenerne mellem Dr. Evil og Mini-me, underligt uforløst, og smilet ender i en noget anstrengt grimasse. Det sker desværre også i et par andre mindre heldige scener, blandt andet er mødet med Fat Bastard egentlig mere grotesk end morsom. I "Austin Powers" var komikken velafbalanceret med et minimum af misere, mens man i "The Spy Who Shagged Me" udsættes for et sandt tæppebombardement, hvor der i sagens natur må være et større spild. Det skal nu ikke ødelægge fornøjelsen ved det bedste grin, man har fået på disse kanter siden "Vild med Mary".