Kærlighedens ABC...
3.0
Man tager de bedste råvarer, mixer dem sammen, stikker dejen ud med forskellige former og bager dem alle i en 2 timers tid. Resultatet er en dåse småkager med smagen af kærlighedens mange ansigter
"Playing By Heart" er opbygget omkring 6 små fortællinger over en periode på otte dage og nætter i Los Angeles, hvor det, som en forfriskende forandring, regner det meste af tiden.
Vi møder bl.a. Hannah (Gena Rowlands) og Paul (Sean Connery), hvis 40-årige komfortable og vaneagtige ægteskab pludselig kommer op til revision, da fortidens sår bliver revet op igen. Derudover møder vi den seriøse teaterinstruktør Meredith (Gillian Anderson), som lever alene og bevidst prøver på at undgå at få romantiske komplikationer ind i hendes liv. Og ikke mindst Gracie (Madeleine Stowe) og Roger (Anthony Edwards) som begge er gift, men ikke med hinanden. De finder kammeratskab og seksuelle fornøjelser i deres hemmelige affærer, som de har på et hotel, hvor virkeligheden stopper ved dørtærsklen.
At tale om kærlighed...
Man kan ikke tale om kærlighed. At tale om kærlighed er som at danse arkitektur. Sådan lyder et par bevingede ord i begyndelsen af dette gribende drama, der tager os med ind i kærlighedens forunderlige verden. Hvad enten man er gift på 40. år eller 15., eller bare ikke kan holde fast i noget af bare frygt for det. Der er lidt af det hele her. Efterhånden, som hver fortælling folder sig ud med emotionelle vægge, der krakelerer, og personer som gennem en række foruroligende begivenheder lærer at forstå dem selv og hinanden, dukker en rød tråd op, som fører os frem til The Grand Finale. Det er en film uden noget egentligt plot, men med en serie af små selvstændige fortællinger, som leder tankerne hen på Robert Altmans "Short Cuts" (´93). Filmens svageste punkt er, at den prøver på at fortælle alt for mange historier på for lidt tid. For trods filmens 2 timers spilletid når man ikke i dybden hos personerne, hvilket skuffer tilskueren, da flere af dem tegner ganske interessante.
Sød, men ikke kvalmende
Vi har set alle disse historier før pakket ind på den ene eller den anden måde. Den eneste undskyldning for at gøre dem lidt mere interessante netop her, er, at der springes fra fortælling til fortælling. Men i modsætning til Altmans film er "Playing By Heart" ikke nær så raffineret i dens fremtoning. Heldigvis præsenteres det gennemgående tema uden at være for kvalmende og klichéagtigt, og det er med til at hive filmen op. At hele herligheden byder på et overflødighedshorn af stjerner, gør den endnu mere spiselig, selv om ingen af dem kommer med de helt store skuespilpræstationer. Trods sine charmerende øjeblikke og fabelagtige jazzede toner leveret af den 5 gange Oscar-vindende komponist John Barry, når "Playing By Heart" aldrig at være enestående, men ikke desto mindre er det en ganske underholdende film med mange vittige one-liners. Denne anmelder måtte kæmpe i flere minutter efter luft, da en 29-årig transvestit forsikrer sin nyfundne ven om, at det er 29 virkelige år - ikke Heather Locklear-år. Og sådan er der flere guldkorn at hente.
"Playing By Heart" er opbygget omkring 6 små fortællinger over en periode på otte dage og nætter i Los Angeles, hvor det, som en forfriskende forandring, regner det meste af tiden.
Vi møder bl.a. Hannah (Gena Rowlands) og Paul (Sean Connery), hvis 40-årige komfortable og vaneagtige ægteskab pludselig kommer op til revision, da fortidens sår bliver revet op igen. Derudover møder vi den seriøse teaterinstruktør Meredith (Gillian Anderson), som lever alene og bevidst prøver på at undgå at få romantiske komplikationer ind i hendes liv. Og ikke mindst Gracie (Madeleine Stowe) og Roger (Anthony Edwards) som begge er gift, men ikke med hinanden. De finder kammeratskab og seksuelle fornøjelser i deres hemmelige affærer, som de har på et hotel, hvor virkeligheden stopper ved dørtærsklen.
At tale om kærlighed...
Man kan ikke tale om kærlighed. At tale om kærlighed er som at danse arkitektur. Sådan lyder et par bevingede ord i begyndelsen af dette gribende drama, der tager os med ind i kærlighedens forunderlige verden. Hvad enten man er gift på 40. år eller 15., eller bare ikke kan holde fast i noget af bare frygt for det. Der er lidt af det hele her. Efterhånden, som hver fortælling folder sig ud med emotionelle vægge, der krakelerer, og personer som gennem en række foruroligende begivenheder lærer at forstå dem selv og hinanden, dukker en rød tråd op, som fører os frem til The Grand Finale. Det er en film uden noget egentligt plot, men med en serie af små selvstændige fortællinger, som leder tankerne hen på Robert Altmans "Short Cuts" (´93). Filmens svageste punkt er, at den prøver på at fortælle alt for mange historier på for lidt tid. For trods filmens 2 timers spilletid når man ikke i dybden hos personerne, hvilket skuffer tilskueren, da flere af dem tegner ganske interessante.
Sød, men ikke kvalmende
Vi har set alle disse historier før pakket ind på den ene eller den anden måde. Den eneste undskyldning for at gøre dem lidt mere interessante netop her, er, at der springes fra fortælling til fortælling. Men i modsætning til Altmans film er "Playing By Heart" ikke nær så raffineret i dens fremtoning. Heldigvis præsenteres det gennemgående tema uden at være for kvalmende og klichéagtigt, og det er med til at hive filmen op. At hele herligheden byder på et overflødighedshorn af stjerner, gør den endnu mere spiselig, selv om ingen af dem kommer med de helt store skuespilpræstationer. Trods sine charmerende øjeblikke og fabelagtige jazzede toner leveret af den 5 gange Oscar-vindende komponist John Barry, når "Playing By Heart" aldrig at være enestående, men ikke desto mindre er det en ganske underholdende film med mange vittige one-liners. Denne anmelder måtte kæmpe i flere minutter efter luft, da en 29-årig transvestit forsikrer sin nyfundne ven om, at det er 29 virkelige år - ikke Heather Locklear-år. Og sådan er der flere guldkorn at hente.
19/11-2018
