Bella min Bella
3.0
et evige oprør
"Bella min Bella" er en meget dansk film, der er velspillet og sober, men ikke helt gennemført
Bella har det sådan set meget godt. Hun går i 3.g på et københavnsk gymnasium, bor hjemme hos sin mor og har en vældig god veninde. Men hun går nok og småkeder sig i de lidt for trygge rammer. Derfor indleder hun et forhold til skolens populære fyr, Mikkel. Han introducerer Bella i in-kliken, hvilket indebærer, at man ikke længere passer sin skolegang, ryger fede og iøvrigt frigør sig fra sine forældre.
Hurtigt finder Bella dog ud af, at Mikkel i virkeligheden ikke er særlig interessant, men bliver alligevel hængende i slænget. I stedet får hun øjnene op for den bosniske flygtning Drago, en bekendt af Mikkel, men i øvrigt hans modsætning i ét og alt. Drago er en stille og fornuftig fyr, der holder af at læse, men må leve i en evig angst for at blive nægtet asyl og sendt tilbage til Bosnien.
Drago tør imidlertid ikke for alvor indlede et forhold til Bella. Han er usikker på sin fremtid, og mener ikke, at han har noget at tilbyde hende. Inden han kender sin sags afgørelse tager han en drastisk beslutning, som får konsekvenser for Bellas forhold til både ham og moderen.
Bella og hendes mor elsker hinanden meget højt, og det kan derfor ikke undgås, at der slås skår i glæden, da Bella forsøger at løsrive sig. Samtidig er moren og Henrik, den nye lejer, ved at indlede et forhold, hvilket ikke gør sagen mindre kompliceret.
Det gode og det tunge
"Bella, min Bella" er en meget sympatisk historie om et mor-datterforhold med op- og nedture, men hvor kærligheden og viljen til at stå på egne ben til sidst baner vej for forståelsen. Den er, på godt og ondt, meget dansk i sin tone. Det gode først: Temaet er vedkommende og universelt, de svære skridt mod voksendommen og kærligheden, parret med en flig af flygtningeproblematikken. Stilen er sober, her præsenteres personer og konflikter nøgternt og uden effektjageri, skuespillet er godt og troværdigt i alle fire hovedroller.
Og så mit stille suk: Det er altså også lidt gumpetungt, specielt synes jeg dialogen har en noget støvet finish. Dertil kommer, at jeg finder Drago-figuren konstrueret. Hvorfor vælger han af alle tidspunkter netop dét, hvor der er nyt håb i hans sag, og han har mødt en dejlig pige, til at vende det hele ryggen? Her bliver historien tvunget for at skabe en bestemt pointe. En sidehistorie om, hvordan Bella blev født, virker fuldstændig malplaceret i filmen. Der fortælles i flashback, hvorledes faren kørte galt på vej til hospitalet - han døde, mens moderen og Bella overlevede. Udover nogle ganske svage ekkoer i filmens nutidshistorie og en banal pointe om, at tilfældigheder sker, men livet fortsætter, står sekvensen helt løsrevet fra resten af filmen. Ligesom med Drago-eksemplet er det sikkert meget medfølende og velment, men også trist dansk i sin ubehjælpelighed.
Filmen ender derfor med at være en lidt blandet fornøjelse. På trods af filmens til tider vel træge gang kan den dog nydes for sin menneskelighed, sit tilhørsforhold til København (for dem, der synes, den slags er sjovt), og sit fine skuespil.
"Bella min Bella" er en meget dansk film, der er velspillet og sober, men ikke helt gennemført
Bella har det sådan set meget godt. Hun går i 3.g på et københavnsk gymnasium, bor hjemme hos sin mor og har en vældig god veninde. Men hun går nok og småkeder sig i de lidt for trygge rammer. Derfor indleder hun et forhold til skolens populære fyr, Mikkel. Han introducerer Bella i in-kliken, hvilket indebærer, at man ikke længere passer sin skolegang, ryger fede og iøvrigt frigør sig fra sine forældre.
Hurtigt finder Bella dog ud af, at Mikkel i virkeligheden ikke er særlig interessant, men bliver alligevel hængende i slænget. I stedet får hun øjnene op for den bosniske flygtning Drago, en bekendt af Mikkel, men i øvrigt hans modsætning i ét og alt. Drago er en stille og fornuftig fyr, der holder af at læse, men må leve i en evig angst for at blive nægtet asyl og sendt tilbage til Bosnien.
Drago tør imidlertid ikke for alvor indlede et forhold til Bella. Han er usikker på sin fremtid, og mener ikke, at han har noget at tilbyde hende. Inden han kender sin sags afgørelse tager han en drastisk beslutning, som får konsekvenser for Bellas forhold til både ham og moderen.
Bella og hendes mor elsker hinanden meget højt, og det kan derfor ikke undgås, at der slås skår i glæden, da Bella forsøger at løsrive sig. Samtidig er moren og Henrik, den nye lejer, ved at indlede et forhold, hvilket ikke gør sagen mindre kompliceret.
Det gode og det tunge
"Bella, min Bella" er en meget sympatisk historie om et mor-datterforhold med op- og nedture, men hvor kærligheden og viljen til at stå på egne ben til sidst baner vej for forståelsen. Den er, på godt og ondt, meget dansk i sin tone. Det gode først: Temaet er vedkommende og universelt, de svære skridt mod voksendommen og kærligheden, parret med en flig af flygtningeproblematikken. Stilen er sober, her præsenteres personer og konflikter nøgternt og uden effektjageri, skuespillet er godt og troværdigt i alle fire hovedroller.
Og så mit stille suk: Det er altså også lidt gumpetungt, specielt synes jeg dialogen har en noget støvet finish. Dertil kommer, at jeg finder Drago-figuren konstrueret. Hvorfor vælger han af alle tidspunkter netop dét, hvor der er nyt håb i hans sag, og han har mødt en dejlig pige, til at vende det hele ryggen? Her bliver historien tvunget for at skabe en bestemt pointe. En sidehistorie om, hvordan Bella blev født, virker fuldstændig malplaceret i filmen. Der fortælles i flashback, hvorledes faren kørte galt på vej til hospitalet - han døde, mens moderen og Bella overlevede. Udover nogle ganske svage ekkoer i filmens nutidshistorie og en banal pointe om, at tilfældigheder sker, men livet fortsætter, står sekvensen helt løsrevet fra resten af filmen. Ligesom med Drago-eksemplet er det sikkert meget medfølende og velment, men også trist dansk i sin ubehjælpelighed.
Filmen ender derfor med at være en lidt blandet fornøjelse. På trods af filmens til tider vel træge gang kan den dog nydes for sin menneskelighed, sit tilhørsforhold til København (for dem, der synes, den slags er sjovt), og sit fine skuespil.
19/11-2018
