Sjakalen - et bevæbnet udyr

2.0
Halvdelen nu, halvdelen efter levering. Det er den betalingsform lejemorderen, Sjakalen foretrækker, når han laver dødbringende forretningsaftaler. Hverken lejemorder eller film formår dog at levere varen, når det endelige regnskab skal gøres op.

Kan Richard Gere beskytte 'sine kvinder'? Det bliver det altoverskyggende spørgsmål i "Sjakalen", selvom filmen ellers lægger ud med en anden problemstilling. Sagen er den, at en russisk mafialeder i vrede over, at det russiske politi og FBI i skøn forening har dræbt hans bror, hyrer en lejemorder til at likvidere en betydningsfuld person i Vesten. Dette får FBI og det russiske politi færten af, men de har ingen anelse om hvem offeret er, og de kender kun lejemorderens dæknavn. Det er her den fængslede IRA-terrorist Declan Mulqueen kommer på banen i skikkelse af Richard Gere. Han kender som en af de eneste i verden Sjakalens udseende og arbejdsmetoder, da han år tilbage havde et skæbnesvangert møde med den kyniske dræber. Mulqueen slår en handel af med FBI-manden Preston (Sydney Poitier) og sammen med den kvindelige russiske officer Koslova (Diane Venora), fører de an i en verdensomspændende jagt på den navnløse bøddel.

Hjerte rimer på smerte
Bruce Willis spiller Sjakalen, der udover at være topprofessionel morder også er en forvandlingskunstner uden lige. Han opererer med seks-syv forskellige identiteter og har derved succes med at rejse rundt og planlægge sin opgave uden at blive fanget. Der skal blandt andet shoppes efter en handy lille kanon, og til denne skal der specialbygges en avanceret fjernstyret platform. Da Sjakalen er en beregnende dødbider uden emotionelle udsving, lykkes det ikke rigtig for Bruce Willis at gøre udyret særlig interessant. Det mest ophidsende bliver derfor, at følge med i hvor mange velsiddende parykker han når at presse ned over sin tyndhårede isse. Og så kigger man selvfølgelig også en ekstra gang, da Die Hard-helten i forbindelse med sin "bøsse-identitet" trykker læberne mod et andet hankønsvæsen.

Over for manden, der dræber for kolde kontanter, står manden, der dræber med hjertet og en ren samvittighed. Mulqueen har som skarpskytte myrdet for Nordirlands uafhængighed, hvilket efterhånden er accepteret som moralsk forsvarligt i amerikanske film. Han er en mand, der holder sit ord, og desuden er han bevæbnet med en utæmmelig drenget charme. I hans selskab tør den barske officer, Koslova, op og ændrer sit fornavn fra Major til Valentina. Hun er kvinde nr. 2. i hans liv. Kvinde nr. 1 er Mulqueens elskede fra fortiden, som inddrages i det personlige opgør med Sjakalen. Kvinde nr. 3 viser sig at være målet for Sjakalens bestillingsopgave, mens kvinde nr. 4 er hans gidsel i filmens slutsekvens. Sjakalen mener ikke, at den irske charmetrold kan beskytte 'sine kvinder' - Mulqueen prøver det bedste han kan, men ikke alle de kvindelige bekendtskaber overlever.

"Sjakalen" anno 1998
Det personlige opgør er den væsentligste forskel mellem denne genindspilning af en roman af Frederick Forsyth og den første filmatisering fra 1973. I centrum var da en farveløs politimand, som uden store armbevægelser reddede den franske præsident de Gaulle. I denne film er det en ærekær good guy, der skal ud og hævne fortidens uretfærdigheder. Den personlige vinkel og opdateringen til 90'erne er ikke vellykket. Filmen ligner blot alle de andre spændingsfilm fra 90'erne, som sagtens kan gemmes til en flad videoaften.

En actionfilm skal have et eller flere elementer, der gør, at den skiller sig ud fra mængden af samlebåndsproduktioner fra Hollywood. Det kan være et medrivende romantisk forhold, en karismatisk skurk eller blot en fængende stemning. "Sjakalen" indeholder intet, der hæver den over det ordinære. Willis' garderobeskift og Geres irske accent tæller ikke som originale indfald, og da de to stjerner endelig kommer i nærkontakt, afvikles mødet så forudsigeligt, som det overhovedet kan gøres. Det er også småkedeligt at følge det begyndende venskab og den gensidige respekt mellem det ledende trekløver i opklaringsarbejdet - Mulqueen, Preston og Koslova. Især gaber man over Sydney Poitiers prototype på en flink sort FBI-agent. Spektakulære stunts og forpustende forfølgelsesscener skal man heller ikke vente at kunne svælge i.

Se hellere Fred Zinnemanns afdæmpede udgave fra 70'erne eller vælg en anden actionfilm. Denne her sparker absolut ikke røv.
Sjakalen