Det lo de meget af
3.0
Velmenende engelsk ensemble-film om Europa i forandring.
Resten af verden har altid set briterne som et ekstremt selvtilstrækkeligt og konservativt folkefærd. De har nok i sig selv derovre på de forblæste øer, og efter tabet af imperiet har verden ikke nogen interesse. Den kliché bliver der ikke rokket noget ved i Jasmin Dizdars "Beautiful People", men derimod bliver der agiteret grundigt for, hvor godt det selvglade folkefærd ville have af at åbne sig lidt for verden, og især for flygtningene fra det tidligere Jugoslavien.
Et Europa i krise
Handlingen er sat i oktober 1993 - en tid, hvor det virkelig brændte på i Europa. Borgerkrigen rasede i Bosnien, men englænderne havde mest travlt med at bekymre sig om landsholdets kvalifikation til VM i USA. En situation ikke ulig den danske. Vi følger en række britiske familiers møde med den jugoslaviske virkelighed.
"Beautiful People" balancerer usikkert mellem en sort-humoristisk tone og et mere bredt pladderhumanistisk budskab. Bedst lykkes komikken i den bizarre historie om skinheaden Griffin (Danny Nussbaum), der tager til Amsterdam for at se England-Holland, men i stedet havner midt i Srebrenica, da han i en rus tager det forkerte fly. Han lærer, at man skal passe noget bedre på hinanden, og at heroin skam også kan bruges til noget fornuftigt.
Interessant er også historien om krigsjournalisten Jerry (Gilbert Martin), der bliver så besat af det, han har set i Jugoslavien, at han vil amputere sit eget ben. Komikken har også gode muligheder, da to jugoslaviske fjender, en serber og en kroat, møder hinanden i en London-bus og begynder at slå hinanden til plukfisk. Vi er her i den østeuropæiske galgenhumoristiske tradition, som også Emir Kusturicas "Underground" (1995) levede højt på.
Bid i humoren
Det kommer ikke som nogen overraskelse, at den unge instruktør og manuskriptforfatter selv har interesser i sagen. Jazmin Dizdar kommer nemlig fra det tidligere Jugoslavien, og det er da fint, at han gerne vil lave film om sådan et brændende emne, men problemet er måske netop, at han ikke tager det alvorligt nok. Den grundlæggende filosofi synes at være, at hvis bare folk ville drikke sig fulde sammen og danse fandango, så skulle det nok gå. Lidt bid i humoren kommer der dog til sidst, hvor det konservative britiske borgerskab bliver nødt til at indse, at de får en vaskeægte krigsforbryder som svigersøn. Men er det egentlig sjovt?
Filmen er lanceret som en britisk "Short Cuts", men selvom man tilfældigvis følger flere forskellige hovedpersoner, så bliver man altså ikke nogen Robert Altman. Vi er her tættere på tv-serier som "Taxa" end på mesteren fra Kansas City.
Resten af verden har altid set briterne som et ekstremt selvtilstrækkeligt og konservativt folkefærd. De har nok i sig selv derovre på de forblæste øer, og efter tabet af imperiet har verden ikke nogen interesse. Den kliché bliver der ikke rokket noget ved i Jasmin Dizdars "Beautiful People", men derimod bliver der agiteret grundigt for, hvor godt det selvglade folkefærd ville have af at åbne sig lidt for verden, og især for flygtningene fra det tidligere Jugoslavien.
Et Europa i krise
Handlingen er sat i oktober 1993 - en tid, hvor det virkelig brændte på i Europa. Borgerkrigen rasede i Bosnien, men englænderne havde mest travlt med at bekymre sig om landsholdets kvalifikation til VM i USA. En situation ikke ulig den danske. Vi følger en række britiske familiers møde med den jugoslaviske virkelighed.
"Beautiful People" balancerer usikkert mellem en sort-humoristisk tone og et mere bredt pladderhumanistisk budskab. Bedst lykkes komikken i den bizarre historie om skinheaden Griffin (Danny Nussbaum), der tager til Amsterdam for at se England-Holland, men i stedet havner midt i Srebrenica, da han i en rus tager det forkerte fly. Han lærer, at man skal passe noget bedre på hinanden, og at heroin skam også kan bruges til noget fornuftigt.
Interessant er også historien om krigsjournalisten Jerry (Gilbert Martin), der bliver så besat af det, han har set i Jugoslavien, at han vil amputere sit eget ben. Komikken har også gode muligheder, da to jugoslaviske fjender, en serber og en kroat, møder hinanden i en London-bus og begynder at slå hinanden til plukfisk. Vi er her i den østeuropæiske galgenhumoristiske tradition, som også Emir Kusturicas "Underground" (1995) levede højt på.
Bid i humoren
Det kommer ikke som nogen overraskelse, at den unge instruktør og manuskriptforfatter selv har interesser i sagen. Jazmin Dizdar kommer nemlig fra det tidligere Jugoslavien, og det er da fint, at han gerne vil lave film om sådan et brændende emne, men problemet er måske netop, at han ikke tager det alvorligt nok. Den grundlæggende filosofi synes at være, at hvis bare folk ville drikke sig fulde sammen og danse fandango, så skulle det nok gå. Lidt bid i humoren kommer der dog til sidst, hvor det konservative britiske borgerskab bliver nødt til at indse, at de får en vaskeægte krigsforbryder som svigersøn. Men er det egentlig sjovt?
Filmen er lanceret som en britisk "Short Cuts", men selvom man tilfældigvis følger flere forskellige hovedpersoner, så bliver man altså ikke nogen Robert Altman. Vi er her tættere på tv-serier som "Taxa" end på mesteren fra Kansas City.
19/11-2018