Den bløde mand som helt
3.0
Bertrand Taverniers 18. spillefilm er et harmdirrende knytnæveslag i katederet og en uforsonlig anklage mod usynlige magthavere, men samtidig en varm hyldest til det menneskelige fællesskab i det nære samfund.
Endnu inden blodet på gladiatoren Russell Crowes sandaler er størknet, får vi endnu et helteportræt, omend af en noget anden støbning end den spektakulære Hollywoodfilm. Hovedpersonen i det franske samtidsdrama "Det begynder i dag" er nærmest inkarnationen af den bløde mand og en af hverdagens ukuelige helte. Daniel Lefebvre (Philippe Torrenton) er skoleleder i en nordfransk école maternelle, en frivillig forskole for 2-6 årige, i en by, der er præget af fattigdom og stor arbejdsløshed. Fjenden er ikke barbariske germanere eller en magtsyg, intrigant kejser, men derimod social fattigdom og et hierarkisk og bureaukratisk system, hvor det er svært at finde ansvarlige af kød og blod.
Fiktion og feltreportage
Historien er løs i sin struktur og følger dels Daniel Lefebvres professionelle liv som skoleleder og dels hans private liv med kæreste, papsøn og et uforløst forhold til sin egen far. Kampen for at få skolen til at fungere og give sin klasse på tredive børn en indholdsrig hverdag er dog det bærende element, mens den private historie mest af alt bidrager til at afrunde portrættet af denne sympatiske borger. Manuskriptforfatter Dominique Sampiero underviser ligesom filmens hovedperson på en école maternelle, og til tider har historien mest af alt karakter af en lettere fiktionaliseret feltreportage. Det er således langfra nogen skolekomedie.
Lefebvre er endnu ikke så forhærdet, at han automatisk ringer til politiet, blot fordi en alkoholiseret mor har glemt at hente sit barn. Han overskrider hellere sine beføjelser og tager vare på børnene uden for arbejdstiden i håb om, at problemerne kan løses uden konflikt. Hans ukuelige engagement smitter langsomt af på omgivelserne, og på den måde hylder filmen det menneskelige fællesskab, der blomstrer på trods af ansigtsløse myndigheders evige snak om resultatløn, evaluering og budgetter. Lefebvre er nok en helt, men han er ingen engel. Når magtesløsheden truer, får følelserne let overtaget. En dag viser elevernes gratis frokostordning sig at være afskaffet, og den oprørte skoleleder tilkæmper sig uden tøven adgang til borgmesterens kontor, blot for at konstatere, at den oprigtigt velmenende borgmester selv er magtesløs.
Privatliv som novellefilm
Lefebvres privatliv fungerer nærmest som en sideløbende novellefilm, hvor der nok er problemer, men af en mere overskuelig karakter. Mens Lefebvre sidder i børnehaven og klapper kage, så står hans kæreste Valeria (Maria Pitarresi) og svejser jernskulpturer i sit værksted (men hun er selvfølgelig smuk og feminin i sine beskidte overalls). De er stort set lykkelige, men papsønnen giver problemer. Lefebvre har ikke været på talefod med sin far i mange år, men er alligevel fuld af fortåelse for faderen, der har været minearbejder hele sit liv.
Solidarisk hverdagsrealisme
Taverniers største fortjeneste er, at han formår at skildre noget så usexet som social fattigdom med både medfølelse og solidaritet. Det er hverdagsrealisme, der aldrig forfalder til at æstetisere elendigheden. Mens den sociale indignation er til at tage og føle på, så er der samtidig plads til varme og optimisme. Hvorvidt filmen på dansk grund vil appellere til andre end frankofile pædagoger er en anden historie. Lefebvres lejlighedsvise voice-over er uddrag fra en digtsamling, som Lefevbre er i gang med at skrive. At skolelederen således er kunstner i sin sparsomme fritid, virker som en overflødig og distraherende sløjfe på historien. Man fristes til at spørge, om det ikke er fint nok blot at være en engageret lærer. Når Valeria hen imod slutningen af filmen siger til sin kæreste, at hun på ingen måde kunne overkomme at være lærer, så taler hun utvivlsomt på manges vegne. Og netop derfor er Daniel Lefevbre er af hverdagens rigtige helte.
Endnu inden blodet på gladiatoren Russell Crowes sandaler er størknet, får vi endnu et helteportræt, omend af en noget anden støbning end den spektakulære Hollywoodfilm. Hovedpersonen i det franske samtidsdrama "Det begynder i dag" er nærmest inkarnationen af den bløde mand og en af hverdagens ukuelige helte. Daniel Lefebvre (Philippe Torrenton) er skoleleder i en nordfransk école maternelle, en frivillig forskole for 2-6 årige, i en by, der er præget af fattigdom og stor arbejdsløshed. Fjenden er ikke barbariske germanere eller en magtsyg, intrigant kejser, men derimod social fattigdom og et hierarkisk og bureaukratisk system, hvor det er svært at finde ansvarlige af kød og blod.
Fiktion og feltreportage
Historien er løs i sin struktur og følger dels Daniel Lefebvres professionelle liv som skoleleder og dels hans private liv med kæreste, papsøn og et uforløst forhold til sin egen far. Kampen for at få skolen til at fungere og give sin klasse på tredive børn en indholdsrig hverdag er dog det bærende element, mens den private historie mest af alt bidrager til at afrunde portrættet af denne sympatiske borger. Manuskriptforfatter Dominique Sampiero underviser ligesom filmens hovedperson på en école maternelle, og til tider har historien mest af alt karakter af en lettere fiktionaliseret feltreportage. Det er således langfra nogen skolekomedie.
Lefebvre er endnu ikke så forhærdet, at han automatisk ringer til politiet, blot fordi en alkoholiseret mor har glemt at hente sit barn. Han overskrider hellere sine beføjelser og tager vare på børnene uden for arbejdstiden i håb om, at problemerne kan løses uden konflikt. Hans ukuelige engagement smitter langsomt af på omgivelserne, og på den måde hylder filmen det menneskelige fællesskab, der blomstrer på trods af ansigtsløse myndigheders evige snak om resultatløn, evaluering og budgetter. Lefebvre er nok en helt, men han er ingen engel. Når magtesløsheden truer, får følelserne let overtaget. En dag viser elevernes gratis frokostordning sig at være afskaffet, og den oprørte skoleleder tilkæmper sig uden tøven adgang til borgmesterens kontor, blot for at konstatere, at den oprigtigt velmenende borgmester selv er magtesløs.
Privatliv som novellefilm
Lefebvres privatliv fungerer nærmest som en sideløbende novellefilm, hvor der nok er problemer, men af en mere overskuelig karakter. Mens Lefebvre sidder i børnehaven og klapper kage, så står hans kæreste Valeria (Maria Pitarresi) og svejser jernskulpturer i sit værksted (men hun er selvfølgelig smuk og feminin i sine beskidte overalls). De er stort set lykkelige, men papsønnen giver problemer. Lefebvre har ikke været på talefod med sin far i mange år, men er alligevel fuld af fortåelse for faderen, der har været minearbejder hele sit liv.
Solidarisk hverdagsrealisme
Taverniers største fortjeneste er, at han formår at skildre noget så usexet som social fattigdom med både medfølelse og solidaritet. Det er hverdagsrealisme, der aldrig forfalder til at æstetisere elendigheden. Mens den sociale indignation er til at tage og føle på, så er der samtidig plads til varme og optimisme. Hvorvidt filmen på dansk grund vil appellere til andre end frankofile pædagoger er en anden historie. Lefebvres lejlighedsvise voice-over er uddrag fra en digtsamling, som Lefevbre er i gang med at skrive. At skolelederen således er kunstner i sin sparsomme fritid, virker som en overflødig og distraherende sløjfe på historien. Man fristes til at spørge, om det ikke er fint nok blot at være en engageret lærer. Når Valeria hen imod slutningen af filmen siger til sin kæreste, at hun på ingen måde kunne overkomme at være lærer, så taler hun utvivlsomt på manges vegne. Og netop derfor er Daniel Lefevbre er af hverdagens rigtige helte.
19/11-2018