Panik før lukketid
2.0
30-årige Camille er en moderne Eva: En frigjort kvinde som søger thrills per minute, og nemt lokker villige elskere i kanen med sin uhæmmede seksualitet, men som samtidig frygter at hengive sig til en fast partner og blive låst fast i parforholdets rutineprægede trummerum
Camille (Karin Viard) lever et frigjort singleliv i Paris fyldt med lidenskabelige engangsknald, men uden rigtig kærlighed og dybere hengivenhed. I modsætning til sine satte veninder Louise (Mireille Roussel) og Solveig (Nozha Khouadra) og broderen Emile (Laurent Lucas), der alle har fundet lykken i faste parforhold, er Camille en rastløs, søgende sjæl, som konstant er på udkig efter nye fristelser. På trods af sine 30 år er hun uden uddannelse, og hendes eneste job består i at overvåge bassinet i den lokale svømmehal. Selvsagt ikke nogen ideel livssituation.
Camille render ustandseligt til psykiater, og bliver her belæsset med antidepressive medikamenter. Samtidig dyrker hun uforpligtende omgang med psykiateren, der anser Camille for at være et unikt tilfælde. Hendes enorme seksuelle appetit får hende også til at score tilfældige mænd og lesbiske kvinder på byens natklubber, men hun dropper dem altid morgenen efter for at slippe for besværet.
Den eneste ene
På et kunstgalleri bliver Camille imidlertid stærkt tiltrukket af Alexis (Pierre Loup Rajot), en idealistisk, maskulin autoritetsmand, som er formand for den lokale afdeling af Socialistpartiet. Den spontane Camille melder sig som frivillig voluntør i partiet for blot at være sin drømmemand nær, men han afviser i første omgang hendes tilnærmelser. Gradvist kommer hun dog ind på livet af ham og erfarer, at han er gift med den kølige, småborgerlige Isabelle (Catherine Frot) og med hende har to små døtre.
En ligefrem, jordbunden flyttemand, Ben (Sergi Lopez) - inkarneret biseksuel og fetichist - tilbyder Camille at blive smedet i Hymens lænker, men hun viger udenom hans tilnærmelser. For Camille er der kun én mand: Alexis. Da hun omsider får skovlen under ham, og efter en hed affære får ham til at forlade kone og børn, bliver det alligevel ikke helt, som hun havde regnet med.
Narcissistisk adfærd bliver en plage
I filmens pressemateriale lægger instruktøren Catherine Corsini op til, at "Den nye Eva" er en ironisk kommentar til den måde, vi i dag lever vores parforhold på, og samtidig et forsøg på at vise vejen for en alternativ, mere uforpligtende samlivsform. Et par ægteskabelige sidespring hist og pist er i vores emanciperede tidsalder imidlertid allerede blevet kutyme, og biseksualiteten er nok heller ikke længere det store tabu, så derfor ender filmen med at blive langt mindre kontroversiel og grænseoverskridende, end den formodentlig har forekommet Corsini i idéfasen.
Et andet mere væsentligt problem er, at Camille skildres så egoistisk, hysterisk og selvmedlidende, at man som tilskuer hurtigt mister sympatien for hende. Hendes narcissistiske, neurotiske adfærds-mønstre ender med at blive en decideret plage, hvilket er synd og skam, for der er trods alt en del rigtig sjove situationer undervejs, og Karin Viard lægger enorme kræfter i at få sin karakter til at fremstå som et menneske af kød og blod.
Som et snapshot af den rådvilde, postmoderne cafégeneration rammer "Den nye Eva" et par tangenter, men desværre vil den for lidt til at blive rigtig vedkommende og interessant, og ender blot i middelmådighedens morads - hurtigt fordøjet, hurtigt glemt.
Camille (Karin Viard) lever et frigjort singleliv i Paris fyldt med lidenskabelige engangsknald, men uden rigtig kærlighed og dybere hengivenhed. I modsætning til sine satte veninder Louise (Mireille Roussel) og Solveig (Nozha Khouadra) og broderen Emile (Laurent Lucas), der alle har fundet lykken i faste parforhold, er Camille en rastløs, søgende sjæl, som konstant er på udkig efter nye fristelser. På trods af sine 30 år er hun uden uddannelse, og hendes eneste job består i at overvåge bassinet i den lokale svømmehal. Selvsagt ikke nogen ideel livssituation.
Camille render ustandseligt til psykiater, og bliver her belæsset med antidepressive medikamenter. Samtidig dyrker hun uforpligtende omgang med psykiateren, der anser Camille for at være et unikt tilfælde. Hendes enorme seksuelle appetit får hende også til at score tilfældige mænd og lesbiske kvinder på byens natklubber, men hun dropper dem altid morgenen efter for at slippe for besværet.
Den eneste ene
På et kunstgalleri bliver Camille imidlertid stærkt tiltrukket af Alexis (Pierre Loup Rajot), en idealistisk, maskulin autoritetsmand, som er formand for den lokale afdeling af Socialistpartiet. Den spontane Camille melder sig som frivillig voluntør i partiet for blot at være sin drømmemand nær, men han afviser i første omgang hendes tilnærmelser. Gradvist kommer hun dog ind på livet af ham og erfarer, at han er gift med den kølige, småborgerlige Isabelle (Catherine Frot) og med hende har to små døtre.
En ligefrem, jordbunden flyttemand, Ben (Sergi Lopez) - inkarneret biseksuel og fetichist - tilbyder Camille at blive smedet i Hymens lænker, men hun viger udenom hans tilnærmelser. For Camille er der kun én mand: Alexis. Da hun omsider får skovlen under ham, og efter en hed affære får ham til at forlade kone og børn, bliver det alligevel ikke helt, som hun havde regnet med.
Narcissistisk adfærd bliver en plage
I filmens pressemateriale lægger instruktøren Catherine Corsini op til, at "Den nye Eva" er en ironisk kommentar til den måde, vi i dag lever vores parforhold på, og samtidig et forsøg på at vise vejen for en alternativ, mere uforpligtende samlivsform. Et par ægteskabelige sidespring hist og pist er i vores emanciperede tidsalder imidlertid allerede blevet kutyme, og biseksualiteten er nok heller ikke længere det store tabu, så derfor ender filmen med at blive langt mindre kontroversiel og grænseoverskridende, end den formodentlig har forekommet Corsini i idéfasen.
Et andet mere væsentligt problem er, at Camille skildres så egoistisk, hysterisk og selvmedlidende, at man som tilskuer hurtigt mister sympatien for hende. Hendes narcissistiske, neurotiske adfærds-mønstre ender med at blive en decideret plage, hvilket er synd og skam, for der er trods alt en del rigtig sjove situationer undervejs, og Karin Viard lægger enorme kræfter i at få sin karakter til at fremstå som et menneske af kød og blod.
Som et snapshot af den rådvilde, postmoderne cafégeneration rammer "Den nye Eva" et par tangenter, men desværre vil den for lidt til at blive rigtig vedkommende og interessant, og ender blot i middelmådighedens morads - hurtigt fordøjet, hurtigt glemt.
19/11-2018