Ridderne af det unormale
3.0
I den drømmeverden de to drenge - Max og Kevin - lever i, kæmper riddere for retfærdighed i Peter Chelsoms fortælling om mod i hverdagens helvede.
Det er aldrig nemt, når man ikke kan glide ind i de "normales" anonyme rækker. Især ikke hvis man ligner Godzilla, og ens far i ni år har været lukket inde på opdragelsesmænd for uregerlige mænd. Og det er heller ikke nemt, hvis man er krøbling og har været overladt til en verden, der består af bøger og ord og tanker. I filmens to dominerende hovedroller ses Max (Elden Henson) og Kevin (Kieran Culkin, hvis bror er den irriterende MacCauley fra "Alene hjemme"-filmene).
Et liv i helvede
Max er stor og dum, og Kevin er lille og kvik. I et kvarter, der domineres af drengebanden "Doghouse Boys", er det opskriften på et liv i helvede. Med Kevins hjælp får Max sig stavet igennem fortællingen om Kong Arthur og ridderne af de runde bord, og sammen forvandler de hverdagen til en fortælling om riddere og skønjomfruer. En drømmeverden hvor Max og Kevin smelter sammen til ridderen "Freak the Mighty" og bliver uovervindelige. Men Max bærer rundt på en umenneskelig byrde, og Kevins livstruende sygdom, som har forvandlet ham til krøbling, fortsætter sin nådesløse udvikling, så der bliver rigeligt brug for drengenes forenede kræfter.
Max bor hos sine bedsteforældre Muffe (Gena Rowlands) og Moffe (Harry Dean Stanton). Kevin bor alene hos sin mor (Sharon Stone). I en lille, men ikke uvæsentlig birolle som en alkoholiseret forbryderhustru med for megen makeup og en permanent dårlig hårdag ses Gillian Anderson, der bedst er kendt for sin rolle i tv-serien "Strengt Fortroligt".
Veldrejet men kvalmende
"The Mighty" er en veldrejet fortælling om venskab af den britiske instruktør Peter Chelsom, som tidligere har instrueret "Hear my song" (1991) og "Funny Bones" (1995). Filmens handling føjer ikke et nyt kapital til filmhistorien, men Chelsom har skabt et formsprog, der formår at hæve filmen over den sædvanlige amerikanske ærtesuppe. Og de rutinerede skuespillere giver en jævn fortælling dybde og perspektiv. Men filmen kan ikke undslippe Hollywood. Det sentimentale går for ofte over i det kvalmende grinagtige, og som i mange amerikanske film er epilogen direkte overflødig. Og slutningens moralisering ødelægger indtrykket af en ellers glimrende film.
Det er aldrig nemt, når man ikke kan glide ind i de "normales" anonyme rækker. Især ikke hvis man ligner Godzilla, og ens far i ni år har været lukket inde på opdragelsesmænd for uregerlige mænd. Og det er heller ikke nemt, hvis man er krøbling og har været overladt til en verden, der består af bøger og ord og tanker. I filmens to dominerende hovedroller ses Max (Elden Henson) og Kevin (Kieran Culkin, hvis bror er den irriterende MacCauley fra "Alene hjemme"-filmene).
Et liv i helvede
Max er stor og dum, og Kevin er lille og kvik. I et kvarter, der domineres af drengebanden "Doghouse Boys", er det opskriften på et liv i helvede. Med Kevins hjælp får Max sig stavet igennem fortællingen om Kong Arthur og ridderne af de runde bord, og sammen forvandler de hverdagen til en fortælling om riddere og skønjomfruer. En drømmeverden hvor Max og Kevin smelter sammen til ridderen "Freak the Mighty" og bliver uovervindelige. Men Max bærer rundt på en umenneskelig byrde, og Kevins livstruende sygdom, som har forvandlet ham til krøbling, fortsætter sin nådesløse udvikling, så der bliver rigeligt brug for drengenes forenede kræfter.
Max bor hos sine bedsteforældre Muffe (Gena Rowlands) og Moffe (Harry Dean Stanton). Kevin bor alene hos sin mor (Sharon Stone). I en lille, men ikke uvæsentlig birolle som en alkoholiseret forbryderhustru med for megen makeup og en permanent dårlig hårdag ses Gillian Anderson, der bedst er kendt for sin rolle i tv-serien "Strengt Fortroligt".
Veldrejet men kvalmende
"The Mighty" er en veldrejet fortælling om venskab af den britiske instruktør Peter Chelsom, som tidligere har instrueret "Hear my song" (1991) og "Funny Bones" (1995). Filmens handling føjer ikke et nyt kapital til filmhistorien, men Chelsom har skabt et formsprog, der formår at hæve filmen over den sædvanlige amerikanske ærtesuppe. Og de rutinerede skuespillere giver en jævn fortælling dybde og perspektiv. Men filmen kan ikke undslippe Hollywood. Det sentimentale går for ofte over i det kvalmende grinagtige, og som i mange amerikanske film er epilogen direkte overflødig. Og slutningens moralisering ødelægger indtrykket af en ellers glimrende film.
19/11-2018
