JFK på svensk
4.0
Kjell Sundvall - ham med "Jægerne" er tilbage. Nu ripper han op i et ca. 12 år gammelt svensk traume, nemlig mordet på Olof Palme. Med "Den sidste kontrakt" føjes der et stykke til den svenske thrillertradition hvor politi, politikere og resten af samfundstoppen er viklet ind i et spind af løgne, afpresning og mord. Resultatet er rigtig godt.
Vort svenske broderfolk har en meget lang og meget flot tradition for at skrive thrillere med et politisk indhold. I Maj Sjöwall og Per Wahlöös krimier er intrigerne meget mere spegede end tilrøgede og kun en ting er helt sikkert: historierne er højdramatiske og meget spændende. Jan Guillous serie om den hårdkogte greve/jægersoldat med den socialistiske baggrund og den anløbne moral Carl Gustav Gilbert Hamilton alias Coq Rouge lader ikke forgængerne noget tilbage at ønske - det er en serie, der provokerer samfundstoppen med teorier om, at det svenske politi og militær bruger nogle meget udemokratiske metoder. Provokationen består i at Guillous romaner sandsynligvis er tæt på virkelighedens Sverige og at det svenske sikkerhedspoliti SÄPOs måde at arbejde på bliver offentliggjort og afsløret et lang stykke af vejen.
Thriller i den svenske tradition
Både Sjöwall/Wahlöö og Guilliou er blevet filmatiseret og resultatet har i de fleste tilfælde ydet forlæggene respekt og har fastholdt sit publikum i åndeløs spænding i biograferne eller foran tv-skærmene. Vi danskere har derfor al mulig grund til at være misundelige/stolte af de skarpe penne og filmfolk hinsidan. Og med det seneste skud på den politiske thrillerstamme; Kjell Sundvalls "Den sidste kontrakt" om mordet på tidl. statsminister Olof Palme er der ingen grund til at miste benovelsen over svenskernes kunnen udi den genre. Det er en fremragende thriller.
Filmen foregår i året op til mordet på Palme, som blev skudt ned på åben gade d. 28. februar 1986, og den er een lang konspirationshistorie om, at politiet og sikkerhedstjenesten SÄPO enten arrangerede eller i hvert fald vidste besked om planlægningen af mordet på en af den vestlige verdens mest markante og intelligente politikere efter 2. verdenskrig. Palme var uhyre kontroversiel i hjemlandet pga. sine forbindelser til Cubas Fidel Castro og den palæstinensiske leder Yassir Arafat, og fordi han stod på nordvietnamesernes side og dermed var imod USA under Vietnamkrigen. Han var faktisk så kontroversiel, at der var et helt legitimt Palme-had i Sverige i 70'erne og begyndelsen af 80'erne. "Den sidste kontrakt" tager da også udgangspunkt i det og fremsætter en teori om, at det var højreradikale kræfter i det svenske samfund og i udlandet, som stod bag attentatet i 1986.
Skematisk, men spændende historie
Historien i filmen er den klassiske om en dygtig politimand, Roger Nymann (Mikael Persbrandt) der efter en ulykke i tjenesten bliver overflyttet fra kriminalpolitiet til efterretningstjenesten SÄPO. Han bliver sat på en tilsyneladende banal sag om en formodet engelsk lejemorder, John Gales alias Ray Lambert (Michael Kitchen), der er kommet til Sverige under falsk navn. Under efterforskningen i sagen finder Nymann ud af, at det er Palme, som befinder sig i attentatmandens kikkertsigte, og han præsenterer selvfølgelig sin afsløring for ledelsen i SÄPO. Og som det jo går i politiske thrillere, når den lille mand opdager et kommende mord på en stor politiker, så bliver han selvfølgelig taget af sagen. Sådan går det jo - ledelsen er i lommen på de kræfter, som vil statsmanden til livs. Og som det jo også har for vane i politiske thrillere tager politimanden sagen i egen hånd, gennemskuer det hele, men kan ikke forhindre forbrydelsen.
Trods den lettere skematiske opbygning er filmen spændende til det sidste, og det underbygges af en række fine og afdæmpede skuespilpræstationer. Mikael Persbrandt er troværdig som Roger Nymann - politimanden som ikke kan give los for sine frustrationer over ikke at kunne komme til bunds i sagen, mens attentatmanden, englænderen Michael Kitchen er noget mere mut og mystisk og bliver en smule stereotyp i længden - han er lidt for cool til at det kommer helt op at ringe, men langt hen ad vejen tror man på ham.
Mislykket debatoplæg
Filmen er baseret på en bog der udkom i Sverige for et par år siden af en forfatter, som skrev under pseudonymet John W. Growe og Kjell Sundvall fandt bogen absolut troværdig og meget spændende. Sandheden om Palmes mord blæser endnu i vinden og instruktøren er da heller ikke sikker på, om det er rigtigt, det der står i bogen, men mener at der er tale om et sandsynligt bud på en forklaring. Og set i lyset af de forskellige efterforskningslederes talentløse arbejde er det, hvis man har hang til konspirationsteorier, nærliggende at tro, at politiet enten vidste besked om attentatplanerne eller direkte var involveret.
"JFK" uden politisk korrekthed
"Den sidste kontrakt" er ment som et bidrag til den slumrende debat om Palmemordet, men har ikke skabt det røre i den svenske andedam som var intentionen. Der er endnu ikke gjort antaster til at politiets arbejde eller rolle skal undersøges for at komme til bunds i sagen. Og hvis "Den sidste kontrakt" har fat i den lange ende, kan det også være en rigtig, rigtig ubehagelig oplevelse for det svenske politi, efterretningsvæsen og hele det demokratiske system hinsidan. Filmen kan ses som et godt bud på en forklaring af Palme-mordet og en bitter analyse af et tilsyneladende fint fungerende vestligt demokrati med skeletter i skabet.
Akkurat som Oliver Stones "JFK" om Kennedy-mordet vender blikket mod "the establishments" rolle i attentatet sætter "Den sidste kontrakt" spørgsmålstegn ved det demokratiske systems vilje, eller snarere mangel på samme, til at afsløre en politisk forbrydelse. Men Kjell Sundvalls film er mere end en debatfilm sådan som Oliver Stones prætentiøse lærestykke i politisk korrekthed er det - den kan også ses som en ganske almindelig og særdeles vellykket thriller, hvor man trods visheden om at Palme bliver skudt bliver underholdt lige indtil krudtrøgen har lagt sig og rulleteksterne begynder.
Vort svenske broderfolk har en meget lang og meget flot tradition for at skrive thrillere med et politisk indhold. I Maj Sjöwall og Per Wahlöös krimier er intrigerne meget mere spegede end tilrøgede og kun en ting er helt sikkert: historierne er højdramatiske og meget spændende. Jan Guillous serie om den hårdkogte greve/jægersoldat med den socialistiske baggrund og den anløbne moral Carl Gustav Gilbert Hamilton alias Coq Rouge lader ikke forgængerne noget tilbage at ønske - det er en serie, der provokerer samfundstoppen med teorier om, at det svenske politi og militær bruger nogle meget udemokratiske metoder. Provokationen består i at Guillous romaner sandsynligvis er tæt på virkelighedens Sverige og at det svenske sikkerhedspoliti SÄPOs måde at arbejde på bliver offentliggjort og afsløret et lang stykke af vejen.
Thriller i den svenske tradition
Både Sjöwall/Wahlöö og Guilliou er blevet filmatiseret og resultatet har i de fleste tilfælde ydet forlæggene respekt og har fastholdt sit publikum i åndeløs spænding i biograferne eller foran tv-skærmene. Vi danskere har derfor al mulig grund til at være misundelige/stolte af de skarpe penne og filmfolk hinsidan. Og med det seneste skud på den politiske thrillerstamme; Kjell Sundvalls "Den sidste kontrakt" om mordet på tidl. statsminister Olof Palme er der ingen grund til at miste benovelsen over svenskernes kunnen udi den genre. Det er en fremragende thriller.
Filmen foregår i året op til mordet på Palme, som blev skudt ned på åben gade d. 28. februar 1986, og den er een lang konspirationshistorie om, at politiet og sikkerhedstjenesten SÄPO enten arrangerede eller i hvert fald vidste besked om planlægningen af mordet på en af den vestlige verdens mest markante og intelligente politikere efter 2. verdenskrig. Palme var uhyre kontroversiel i hjemlandet pga. sine forbindelser til Cubas Fidel Castro og den palæstinensiske leder Yassir Arafat, og fordi han stod på nordvietnamesernes side og dermed var imod USA under Vietnamkrigen. Han var faktisk så kontroversiel, at der var et helt legitimt Palme-had i Sverige i 70'erne og begyndelsen af 80'erne. "Den sidste kontrakt" tager da også udgangspunkt i det og fremsætter en teori om, at det var højreradikale kræfter i det svenske samfund og i udlandet, som stod bag attentatet i 1986.
Skematisk, men spændende historie
Historien i filmen er den klassiske om en dygtig politimand, Roger Nymann (Mikael Persbrandt) der efter en ulykke i tjenesten bliver overflyttet fra kriminalpolitiet til efterretningstjenesten SÄPO. Han bliver sat på en tilsyneladende banal sag om en formodet engelsk lejemorder, John Gales alias Ray Lambert (Michael Kitchen), der er kommet til Sverige under falsk navn. Under efterforskningen i sagen finder Nymann ud af, at det er Palme, som befinder sig i attentatmandens kikkertsigte, og han præsenterer selvfølgelig sin afsløring for ledelsen i SÄPO. Og som det jo går i politiske thrillere, når den lille mand opdager et kommende mord på en stor politiker, så bliver han selvfølgelig taget af sagen. Sådan går det jo - ledelsen er i lommen på de kræfter, som vil statsmanden til livs. Og som det jo også har for vane i politiske thrillere tager politimanden sagen i egen hånd, gennemskuer det hele, men kan ikke forhindre forbrydelsen.
Trods den lettere skematiske opbygning er filmen spændende til det sidste, og det underbygges af en række fine og afdæmpede skuespilpræstationer. Mikael Persbrandt er troværdig som Roger Nymann - politimanden som ikke kan give los for sine frustrationer over ikke at kunne komme til bunds i sagen, mens attentatmanden, englænderen Michael Kitchen er noget mere mut og mystisk og bliver en smule stereotyp i længden - han er lidt for cool til at det kommer helt op at ringe, men langt hen ad vejen tror man på ham.
Mislykket debatoplæg
Filmen er baseret på en bog der udkom i Sverige for et par år siden af en forfatter, som skrev under pseudonymet John W. Growe og Kjell Sundvall fandt bogen absolut troværdig og meget spændende. Sandheden om Palmes mord blæser endnu i vinden og instruktøren er da heller ikke sikker på, om det er rigtigt, det der står i bogen, men mener at der er tale om et sandsynligt bud på en forklaring. Og set i lyset af de forskellige efterforskningslederes talentløse arbejde er det, hvis man har hang til konspirationsteorier, nærliggende at tro, at politiet enten vidste besked om attentatplanerne eller direkte var involveret.
"JFK" uden politisk korrekthed
"Den sidste kontrakt" er ment som et bidrag til den slumrende debat om Palmemordet, men har ikke skabt det røre i den svenske andedam som var intentionen. Der er endnu ikke gjort antaster til at politiets arbejde eller rolle skal undersøges for at komme til bunds i sagen. Og hvis "Den sidste kontrakt" har fat i den lange ende, kan det også være en rigtig, rigtig ubehagelig oplevelse for det svenske politi, efterretningsvæsen og hele det demokratiske system hinsidan. Filmen kan ses som et godt bud på en forklaring af Palme-mordet og en bitter analyse af et tilsyneladende fint fungerende vestligt demokrati med skeletter i skabet.
Akkurat som Oliver Stones "JFK" om Kennedy-mordet vender blikket mod "the establishments" rolle i attentatet sætter "Den sidste kontrakt" spørgsmålstegn ved det demokratiske systems vilje, eller snarere mangel på samme, til at afsløre en politisk forbrydelse. Men Kjell Sundvalls film er mere end en debatfilm sådan som Oliver Stones prætentiøse lærestykke i politisk korrekthed er det - den kan også ses som en ganske almindelig og særdeles vellykket thriller, hvor man trods visheden om at Palme bliver skudt bliver underholdt lige indtil krudtrøgen har lagt sig og rulleteksterne begynder.
19/11-2018