"Welcome to the Muppet Show"
2.0
Beklageligvis virker Muppet-ensemblets eskapader mere som de sidste krampetrækninger end en tilbagevenden i triumf
Det hører vel til et af livets store mysterier, at en grøn tøj-frø som indehaver af et mindre morskabsteater et unavngivent sted blandt Amerikas storbyer overhovedet skulle kunne opnå bare et minimum af succes. For nøjagtig tredive år siden kunne DR rapportere fra de første forestillinger med Kermit, Miss Piggy, Fozzie Bear, og hvad de nu ellers hedder, og det blev hurtigt klart, at dette crazy-show havde potentialer, der rakte durk mod 'the big picture'. Mupperne ramte lærredet første gang i 1979 med "Muppet går til filmen". Sidenhen er fulgt en stribe film, hvoraf "Muppets Skatteø" efter nogle års pause er det seneste påfund.
Tim Curry spiller den etbenede skurk Long John Silver, der skal forsøge at finde en nedgravet skat før drengen Jim Hawkins (Kevin Bishop). Jim har fået fat i et skattekort, og får snart samlet et mandskab bestående af hele Muppet-galleriet, der kan hjælpe ham med at finde skatten. Uheldigvis består en stor del af besætningen af pirater ledet af den etbenede kok, og så begynder skibbets kaptajn - spillet af Kermit naturligvis - at ane uråd. Den ene plan følger den anden i forsøget på at uskadeliggøre piraterne indtil det forudsigelige klimaks sender Jim og John mod hinanden. Med flyvende dukker og meta-filmiske kommentarer spredt ud gennem hele filmen bliver det til halvanden times småfnissen.
Lad mig understrege, at jeg fra mit femte leveår har været en trofast dyrker af Hr. Direktør Kermit og hans betagende teatertrup. Intet slapstick-comedy-nummer har været for lavt til ikke at modtage min ubetingede hyldest, og det er derfor med beklagelse jeg må konstatere, at Mupperne virker temmelig tamme i deres versionering af R.L. Stevensons gamle røverhistorie om Jim Hawkins og Long John Silver. Dukkerne er sjove, bevares, og flere af vittighederne kunne lige netop tåle det store biograf-format, men totalt set lignede det tre TV-shows skruet sammen til en spillefilm. Det kan måske lade sig gøre en lørdag formiddag på familiens 21" stereoalter, men i biffen bliver det som at læse Radiserne med forstørrelsesglas. Det kan Muppet-fans landet over ikke være tjent med.
Det hører vel til et af livets store mysterier, at en grøn tøj-frø som indehaver af et mindre morskabsteater et unavngivent sted blandt Amerikas storbyer overhovedet skulle kunne opnå bare et minimum af succes. For nøjagtig tredive år siden kunne DR rapportere fra de første forestillinger med Kermit, Miss Piggy, Fozzie Bear, og hvad de nu ellers hedder, og det blev hurtigt klart, at dette crazy-show havde potentialer, der rakte durk mod 'the big picture'. Mupperne ramte lærredet første gang i 1979 med "Muppet går til filmen". Sidenhen er fulgt en stribe film, hvoraf "Muppets Skatteø" efter nogle års pause er det seneste påfund.
Tim Curry spiller den etbenede skurk Long John Silver, der skal forsøge at finde en nedgravet skat før drengen Jim Hawkins (Kevin Bishop). Jim har fået fat i et skattekort, og får snart samlet et mandskab bestående af hele Muppet-galleriet, der kan hjælpe ham med at finde skatten. Uheldigvis består en stor del af besætningen af pirater ledet af den etbenede kok, og så begynder skibbets kaptajn - spillet af Kermit naturligvis - at ane uråd. Den ene plan følger den anden i forsøget på at uskadeliggøre piraterne indtil det forudsigelige klimaks sender Jim og John mod hinanden. Med flyvende dukker og meta-filmiske kommentarer spredt ud gennem hele filmen bliver det til halvanden times småfnissen.
Lad mig understrege, at jeg fra mit femte leveår har været en trofast dyrker af Hr. Direktør Kermit og hans betagende teatertrup. Intet slapstick-comedy-nummer har været for lavt til ikke at modtage min ubetingede hyldest, og det er derfor med beklagelse jeg må konstatere, at Mupperne virker temmelig tamme i deres versionering af R.L. Stevensons gamle røverhistorie om Jim Hawkins og Long John Silver. Dukkerne er sjove, bevares, og flere af vittighederne kunne lige netop tåle det store biograf-format, men totalt set lignede det tre TV-shows skruet sammen til en spillefilm. Det kan måske lade sig gøre en lørdag formiddag på familiens 21" stereoalter, men i biffen bliver det som at læse Radiserne med forstørrelsesglas. Det kan Muppet-fans landet over ikke være tjent med.
19/11-2018
