Oh yeah, I'm the great pretender ...

4.0
Et svensk statsfængsel, 5 barske indsatte, en enkel naiv skuespiller. Der er lagt op til en hylende morsom komedie, krydret med fængselslivets barske realiteter.

I enhver forbryder sidder en lille skuespiller, der bare venter på at bryde igennem. Nej ikke helt. Men i enhver forbryder er der en hjerne, der arbejder på højtryk for at udtænke planer om, hvordan man kommer ud. Sådan ja!

The Full Monty på svensk
"Det store gennembrud" udspiller sig omkring den temmelig naive skuespiller Reine, der siger ja tak til jobbet som fritidsleder i et af Sveriges mest barske fænglser. Han har en drøm om at opsætte et teaterstykke med de indsatte på brædderne, ikke kun for at bevise for omverdenen, at han dur til noget, men at alle kan noget, bare de får lov. Alle odds er naturligvis imod ham. Blandt forhindringerne er Ekman, en utrolig led satan af en indsat, som nærmest styrer fængslet med sine trusler. Men også fængselsbetjenten Jakobsson, fabelagtigt spillet af Peter Haber, skaber problemer. Han er Reines totale modsætning, og det bliver noget af en prøvelse for Reine, for hans naivitet er ikke ufarlig hverken for ham selv, fangerne eller samfundet.

Et gennembrud i sig selv
Der er gjort mange forsøg på at skabe komedier, der blander skæv humor og alvor, og desværre er det kun få gange, det er lykkedes. Men den 30-årige instruktør Daniel Lind-Lagerlöf har her formået at lave en dramatisk og humoristisk film, som er virkelig god underholdning. Specielt mindeværdigt er det, når Reine ingen rekvisitter kan få på grund af de mange hårde regler, som Jakobsson naturligvis ustandselig minder ham om, og derfor må ty til andre særdeles opfindsomme metoder, som sætter fængslet på den anden ende. Men det er ikke sjov og spas det hele - det barske fængselsliv skildres fint, måske ikke hundrede procent realistisk, men nok til at krybe ind under huden hos os.

Mange vil kunne drage enkelte linier mellem "Det store gennembrud" og "Det' bare mænd" ('97), men det gør slet ikke noget, for skuespillerne her er fantastiske, og når en af dem så oveni købet er Björn Kjellman, som de fleste faldt for i filmen "Adam & Eva" ('97) i rollen som den søde naïve skuespiller Reine, ja, hvad mere kan man så forlange?!