Så blev det Golfkrigens tur......
2.0
Edward Zwick er aktuel med en forfærdelig dårlig skildring af Golfkrigens grusomheder. Og det gør det kun værre, at Meg Ryan spiller en vigtig rolle.
Amerikanerne har denne barnlige, ofte ulidelige, ofte charmerende glæde ved deres kontinents størrelse og vigtige rolle i verdenspolitiske sammenhænge. Deres manglende kulturelle arv kompenseres der for med en vis misforstået europæisk kulturinteresse. Og det er da også meget sødt, siger vi og ryster på hovedet, når en amerikansk milliardær køber en italiensk renæssance-bygning og lader den genopføre nede i hjørnet på farmen. Hvad, der ikke er så sødt, er amerikanske filminstruktørers evindelige kræsen om amerikanernes heroiske optræden under verdenskrigene. Nuvel, der er lavet film som skildrer bagsiden af medaljen. Det er film som "Deer Hunter" og "Platoon" gode eksempler på. Nu er Anden Verdenskrig og Vietnam ikke længere interessant, for amerikanske elitetroppers nedkæmpning af Saddam Hussein under Golfkrigen er både nutidigt og mere heroisk end nogensinde.
Selverkendelse og skyld
"Det afgørende bevis" er Edward Zwicks fuldstændigt mislykkede forsøg på at gøre "Deer Hunter" og "Platoon" kunsten efter. Historien er egentlig reel nok. Oberstløjtnant Serling, spillet uden større overbevisning af Denzel Washington, har ved en fejltagelse dræbt adskillige af sine egne mænd. Efter krigen sendes han hjem, og mens den militære ledelse undersøger sagen, får han lidt papirnusseri at beskæftige sig med. En af opgaverne er den forestående tildeling en posthum æresmedalje til ambulancehelikopterchef Kaptajn Karen Walden (Meg Ryan, hvis håbløse præstation kræver et afsnit for sig), som døde under krigen. Under papirnusseriet opdager Serling, at der er noget mystisk ved denne Karen Waldings heltemodige indsats og død, og han må straks opsøge de mænd, hun havde under sig, for at få den sande version af hændelserne. Det resulterer i, at "Det afgørende bevis" bliver en blanding af Serlings drukture - for han har det jo ikke så godt efter sin (kunne man have lyst til at sige) nedtur til Irak, og flashbacks med Karen Walden i skudlinjen. Nu er der jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og Serling overlever måske netop, fordi han i sit arbejde med Karen Waldens manglende eller ikke manglende tapperhed erkender og accepterer sin egen rolle og skyld i den tragiske hændelse, han selv var en del af.
Sukkersød superrealisme - ka' man det?
"Det afgørende bevis" er decideret dårlig. Flashbackene, såvel Serlings egne fra hans tid i Irak, som dem vi ser, når Karen Waldens mænd beskriver hende, virker forvirrende, og de er klippet ind på denne lidt hurtige friske musikvideofacon, som nok er moderne for tiden, men malplaceret i denne sammenhæng. Desuden er det ikke lykkedes Edward Zwick at skabe spænding i historien, og man bliver mere og mere ligeglad med, hvorvidt Karen Walden var en helt eller ej, eller om Serling erkender, at alle kan fejle. I det hele taget ved vi ikke, hvorfor vi endnu engang skal se amerikanerne retfærdiggøre deres rolle som verdens politimand og samtidig begræde de ofre, som krige kræver i form af døde og dem, der må leve videre med traumerne. Filmen vil være superrealistisk med billeder og lyd, som vi så det i de frygtelige direkte optagelser, som alle tv-skærme i døgndrift var fyldt med under krigen i 1991. Men samtidig slipper filmen ikke for det typiske glatte og glamourøse udtryk, som de fleste Hollywood-film lider under. Denne sammenblanding af grovkornet grimhed og "smooth" mainstream-realisme giver indtryk af, at filmen ikke tager stilling til den historie, den vil fortælle, og man lever sig ikke på noget tidspunkt ind i hverken personer eller miljø.
Talentløst skuespil
Værst af alt er dog Meg Ryan, som kun burde tillades roller, hvor hun simulerer orgasme på restauranter. Hun er intet mindre end forfærdelig som ambulancehelikopterchef. For det første er det totalt utroværdigt, at hun er så lille, nuttet og taler, som om hun lige var fyldt 13 og skulle til sin første koncert. For det andet er hun en talentløs skuespiller. Hun har kun ét ansigtsudtryk, og det bruger hun flittigt, hvad enten hun giver ordrer til kæmpestore soldater langt ude i en fjern ørken, eller hun siger farvel til sin lille dreng, før hun drager i krig. Det er ikke til at bære at se på. Gå i stedet ned i nærmeste videobutik og lej en klassiker eller to.
Amerikanerne har denne barnlige, ofte ulidelige, ofte charmerende glæde ved deres kontinents størrelse og vigtige rolle i verdenspolitiske sammenhænge. Deres manglende kulturelle arv kompenseres der for med en vis misforstået europæisk kulturinteresse. Og det er da også meget sødt, siger vi og ryster på hovedet, når en amerikansk milliardær køber en italiensk renæssance-bygning og lader den genopføre nede i hjørnet på farmen. Hvad, der ikke er så sødt, er amerikanske filminstruktørers evindelige kræsen om amerikanernes heroiske optræden under verdenskrigene. Nuvel, der er lavet film som skildrer bagsiden af medaljen. Det er film som "Deer Hunter" og "Platoon" gode eksempler på. Nu er Anden Verdenskrig og Vietnam ikke længere interessant, for amerikanske elitetroppers nedkæmpning af Saddam Hussein under Golfkrigen er både nutidigt og mere heroisk end nogensinde.
Selverkendelse og skyld
"Det afgørende bevis" er Edward Zwicks fuldstændigt mislykkede forsøg på at gøre "Deer Hunter" og "Platoon" kunsten efter. Historien er egentlig reel nok. Oberstløjtnant Serling, spillet uden større overbevisning af Denzel Washington, har ved en fejltagelse dræbt adskillige af sine egne mænd. Efter krigen sendes han hjem, og mens den militære ledelse undersøger sagen, får han lidt papirnusseri at beskæftige sig med. En af opgaverne er den forestående tildeling en posthum æresmedalje til ambulancehelikopterchef Kaptajn Karen Walden (Meg Ryan, hvis håbløse præstation kræver et afsnit for sig), som døde under krigen. Under papirnusseriet opdager Serling, at der er noget mystisk ved denne Karen Waldings heltemodige indsats og død, og han må straks opsøge de mænd, hun havde under sig, for at få den sande version af hændelserne. Det resulterer i, at "Det afgørende bevis" bliver en blanding af Serlings drukture - for han har det jo ikke så godt efter sin (kunne man have lyst til at sige) nedtur til Irak, og flashbacks med Karen Walden i skudlinjen. Nu er der jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og Serling overlever måske netop, fordi han i sit arbejde med Karen Waldens manglende eller ikke manglende tapperhed erkender og accepterer sin egen rolle og skyld i den tragiske hændelse, han selv var en del af.
Sukkersød superrealisme - ka' man det?
"Det afgørende bevis" er decideret dårlig. Flashbackene, såvel Serlings egne fra hans tid i Irak, som dem vi ser, når Karen Waldens mænd beskriver hende, virker forvirrende, og de er klippet ind på denne lidt hurtige friske musikvideofacon, som nok er moderne for tiden, men malplaceret i denne sammenhæng. Desuden er det ikke lykkedes Edward Zwick at skabe spænding i historien, og man bliver mere og mere ligeglad med, hvorvidt Karen Walden var en helt eller ej, eller om Serling erkender, at alle kan fejle. I det hele taget ved vi ikke, hvorfor vi endnu engang skal se amerikanerne retfærdiggøre deres rolle som verdens politimand og samtidig begræde de ofre, som krige kræver i form af døde og dem, der må leve videre med traumerne. Filmen vil være superrealistisk med billeder og lyd, som vi så det i de frygtelige direkte optagelser, som alle tv-skærme i døgndrift var fyldt med under krigen i 1991. Men samtidig slipper filmen ikke for det typiske glatte og glamourøse udtryk, som de fleste Hollywood-film lider under. Denne sammenblanding af grovkornet grimhed og "smooth" mainstream-realisme giver indtryk af, at filmen ikke tager stilling til den historie, den vil fortælle, og man lever sig ikke på noget tidspunkt ind i hverken personer eller miljø.
Talentløst skuespil
Værst af alt er dog Meg Ryan, som kun burde tillades roller, hvor hun simulerer orgasme på restauranter. Hun er intet mindre end forfærdelig som ambulancehelikopterchef. For det første er det totalt utroværdigt, at hun er så lille, nuttet og taler, som om hun lige var fyldt 13 og skulle til sin første koncert. For det andet er hun en talentløs skuespiller. Hun har kun ét ansigtsudtryk, og det bruger hun flittigt, hvad enten hun giver ordrer til kæmpestore soldater langt ude i en fjern ørken, eller hun siger farvel til sin lille dreng, før hun drager i krig. Det er ikke til at bære at se på. Gå i stedet ned i nærmeste videobutik og lej en klassiker eller to.
19/11-2018
