Saunaklubben
4.0
Italiensk-tyrkiske "Det tyrkiske bad" giver et usædvanligt og forførende billede af Istanbuls fristelser.
Orienten har altid været et på én gang eksotisk og farligt sted i europæernes bevidsthed. Istanbul hører ligesom Tyrkiet egentligt med til Europa, men er i de flestes øjne grænsen til Østen, de muslimske og arabiske lande. "Det tyrkiske bad" følger en europæers vej ind i denne fremmede verden, men undgår heldigvis 'det eksotiskes' klichéer, og tegner i stedet et både realistisk og sympatisk billede af Tyrkiet.
Den døde moster
Francesco (Alessandro Gassman) er arkitekt, og sammen med konen Marta (Francesca d'Aloja) og vennen Paolo (Alberto Molinari) har de et succesfuldt firma i Rom. De istandsætter gamle bygninger og sælger dem for stor profit, og selvom der ikke er meget kærlighed blandt ægtefolkene, holder firmaet dem i gang. En dag dør Francescos moster, og han må rejse til Istanbul for at sælge hendes hus. Det var egentligt meningen, at rejsen skulle være ganske kort, for Francesco er en travl mand, men Istanbul er ikke så let at komme væk fra.
Damp og døsighed
Boligsalget trækker i langdrag og i mellemtiden begynder Francesco at blive trukket ind af Istanbuls døsige stemning. Der er larm i gaderne og husene er faldefærdige, men kvarteret hvor mosterens hus lå er sin egen lille rustikke verden, en lomme af provinsielt liv. Francesco møder den venlige familien Osman, der var mosterens medarbejdere og venner. Det viser sig, at mosterens hus egentlig er et Hamam, et tyrkisk bad kun for mænd. Hamam er noget der er gået af mode i Istandbuls moderne liv, men i mosterens velmagtsdag var hendes Hamam kvarterets perle. Her mødtes indflydelsesrige familieoverhoveder og ordnede verdenssituationen, men dyrkede også deres egne små hemmelige lyster.
Mosterens Hamam er for længst lukket, men da Francesco ved et tilfælde besøger en fungerende badstue i nabolaget, fanges han af traditionens tunge dampskyer. Han beslutter sig for at genopbygge Hamam med hjælp fra Osman (Halil Ergun), den gamle forvalter og dennes familie, ikke mindst hans yndige datter Füsun (Basak Koklukaya).
Trekant eller firkant?
Her tror man måske at have regnet historien ud, men "Det tyrkiske bad" har langt mere i posen. Osmans søn Mehmet (Mehmet Gunsur) viser sig at have mere end venskabelig interesse i Francesco, og måske er den ellers så dystre italiener blevet lokkett af den særlige Hamam-kultur? Francesco flirter med både Füsun og Mehmet, men pludselig kommer konen Marta uventet på besøg fra Italien. Samtidig bliver det klart, at Istanbul måske ikke er en så fredelig by endda, for kvinden, der ville købe huset og lave kvarteret om til et forretningscenter, har ikke tænkt sig at give op så let. Mere skal ikke afsløres her.
Spartansk og fortættet
Det lykkes for den tyrkiske instruktør Ferzan Ozpetek at skabe et både realistisk afdæmpet og sært tillokkende Istanbul. Med spartanske midler (vi ser fx aldrig store maleriske billeder af Istanbuls skyline eller konfronteres med fængsler og hvid slavehandel) drages vi ind i byen og fatter dens magi. Især den eminente musik og de mættede billeder er skaber stemning, og vi forstår hvorfor Istanbul bliver både mosterens, Francescos og Martas skæbne.
Det er højst usædvanligt, at en film med tyrkisk islæt kommer op i Danmark. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om nogen på stående fod. Men noget tyder på, at der er en stadigt større interesse for film fra muslimske lande, og det med god grund.
Orienten har altid været et på én gang eksotisk og farligt sted i europæernes bevidsthed. Istanbul hører ligesom Tyrkiet egentligt med til Europa, men er i de flestes øjne grænsen til Østen, de muslimske og arabiske lande. "Det tyrkiske bad" følger en europæers vej ind i denne fremmede verden, men undgår heldigvis 'det eksotiskes' klichéer, og tegner i stedet et både realistisk og sympatisk billede af Tyrkiet.
Den døde moster
Francesco (Alessandro Gassman) er arkitekt, og sammen med konen Marta (Francesca d'Aloja) og vennen Paolo (Alberto Molinari) har de et succesfuldt firma i Rom. De istandsætter gamle bygninger og sælger dem for stor profit, og selvom der ikke er meget kærlighed blandt ægtefolkene, holder firmaet dem i gang. En dag dør Francescos moster, og han må rejse til Istanbul for at sælge hendes hus. Det var egentligt meningen, at rejsen skulle være ganske kort, for Francesco er en travl mand, men Istanbul er ikke så let at komme væk fra.
Damp og døsighed
Boligsalget trækker i langdrag og i mellemtiden begynder Francesco at blive trukket ind af Istanbuls døsige stemning. Der er larm i gaderne og husene er faldefærdige, men kvarteret hvor mosterens hus lå er sin egen lille rustikke verden, en lomme af provinsielt liv. Francesco møder den venlige familien Osman, der var mosterens medarbejdere og venner. Det viser sig, at mosterens hus egentlig er et Hamam, et tyrkisk bad kun for mænd. Hamam er noget der er gået af mode i Istandbuls moderne liv, men i mosterens velmagtsdag var hendes Hamam kvarterets perle. Her mødtes indflydelsesrige familieoverhoveder og ordnede verdenssituationen, men dyrkede også deres egne små hemmelige lyster.
Mosterens Hamam er for længst lukket, men da Francesco ved et tilfælde besøger en fungerende badstue i nabolaget, fanges han af traditionens tunge dampskyer. Han beslutter sig for at genopbygge Hamam med hjælp fra Osman (Halil Ergun), den gamle forvalter og dennes familie, ikke mindst hans yndige datter Füsun (Basak Koklukaya).
Trekant eller firkant?
Her tror man måske at have regnet historien ud, men "Det tyrkiske bad" har langt mere i posen. Osmans søn Mehmet (Mehmet Gunsur) viser sig at have mere end venskabelig interesse i Francesco, og måske er den ellers så dystre italiener blevet lokkett af den særlige Hamam-kultur? Francesco flirter med både Füsun og Mehmet, men pludselig kommer konen Marta uventet på besøg fra Italien. Samtidig bliver det klart, at Istanbul måske ikke er en så fredelig by endda, for kvinden, der ville købe huset og lave kvarteret om til et forretningscenter, har ikke tænkt sig at give op så let. Mere skal ikke afsløres her.
Spartansk og fortættet
Det lykkes for den tyrkiske instruktør Ferzan Ozpetek at skabe et både realistisk afdæmpet og sært tillokkende Istanbul. Med spartanske midler (vi ser fx aldrig store maleriske billeder af Istanbuls skyline eller konfronteres med fængsler og hvid slavehandel) drages vi ind i byen og fatter dens magi. Især den eminente musik og de mættede billeder er skaber stemning, og vi forstår hvorfor Istanbul bliver både mosterens, Francescos og Martas skæbne.
Det er højst usædvanligt, at en film med tyrkisk islæt kommer op i Danmark. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om nogen på stående fod. Men noget tyder på, at der er en stadigt større interesse for film fra muslimske lande, og det med god grund.
19/11-2018