Begærets vildveje
3.0
Gilles Mimounis kærlighedsthriller "L'appartement" er elegant og dragende, men tager sig for mange svinkeærinder
Max (Vincent Cassel) er en smart, ung forretningsmand med fremtiden i sin hule hånd. Han er på vej mod toppen i et internationalt edb-firma og skal snart giftes med chefens lettere anæmiske søster, Muriel (Sandrine Kiberlain). Hans grumme fortid ser ud til at være glemt for længst, men, pludselig, lige inden han skal på en vigtig rejse til Tokyo, dukker Lisa (Monica Bellucci) op igen. Hun var hans store kærlighed, men forsvandt pludselig uden varsel ud af hans liv, da de for to år siden for alvor skulle binde sig til hinanden. Max er aldrig kommet sig, og da han pludselig hører hendes stemme i en restaurants telefonbox, kommer det hele tilbage igen: længslen, forelskelsen, nederlaget. Max forsøger at indhente Lisa, men forgæves. Imidlertid efterlader hun sig en nøgle til et hotelværelse.
Løgnens vej
Max bliver besat af at finde Lisa, af at finde ud af, hvad der skete, dengang hun forsvandt uden et ord. Han opgiver rejsen til Tokyo, lyver for sin tilkommende Muriel og begiver sig i stedet hen til Lisas hotelværelse. Således starter Gilles Mimounis inciterende "L'appartement" om kærlighed og bedrag. I en ekstremt kompliceret flashback-struktur oprulles Max smertefulde fortid med Lisa, og hans ikke mindre intense nutid - for det ser ud til, at Lisa er på flugt fra en elsker, der muligvis har myrdet sin kone for hendes skyld. Lisa er pigen, alle vil have fat i. Koste hvad det vil.
Der dukker undervejs mange skygger op fra fortiden. Desværre efterhånden så mange, at man som tilskuer har svært ved at overskue handlingen, der hele tiden introducerer nye drejninger i det i forvejen meget sindrige plot. Det ligner lidt en labyrint uden centrum, en forvirrende legen kispus uden at løjerne for alvor fører nogen steder hen.
Gode spillere
Den underskønne italienske fotomodel Monica Belucci er perfekt som begærets dunkle mål. Hendes skønhed er virkelig hele filmen værd, og man forstår Max, spillet af Vincent Cassel, der er tilpas intens som den besatte kærlighedsdetektiv. Ligeledes er Jean-Philippe Ecoffey god som Max's letlevende ven Lucien, der (naturligvis) viser sig at have en del mere med historien at gøre, end man først tror. Romane Bohringer er god som den gådefulde Alice, der sidder inde med gådens løsning, men hendes karakter svækkes kraftigt af, at man savner tydelig motivation for hendes handlinger. Det hele bliver lidt for indviklet, lidt for gådefuldt.
En fransk Hitchcock i miniformat
Gilles Mimouni, der også har skrevet manuskriptet til "L'appartement", har en stor evne til at manipulere tilskuerne og lege med illusionernes maskespil. Der er lidt Hitchcock over hans dvælende undersøgelse af Maxs begær efter at vide, at undersøge, at komme til bunds i kvindens mysterium - men hele konstruktionen er lidt fortænkt og prøver at fortælle lidt for mange historier, der alligevel aldrig rigtigt udfoldes. At følge handlingens dystre skygger og uheldige misforståelser er i sig selv en nydelse, men når filmen er slut, sidder man tilbage med en lidt tom fornemmelse. Det er selvfølgelig en ironisk pointe fra Mimounis side: Begæret på afveje fører i grunden ingen steder hen.
Max (Vincent Cassel) er en smart, ung forretningsmand med fremtiden i sin hule hånd. Han er på vej mod toppen i et internationalt edb-firma og skal snart giftes med chefens lettere anæmiske søster, Muriel (Sandrine Kiberlain). Hans grumme fortid ser ud til at være glemt for længst, men, pludselig, lige inden han skal på en vigtig rejse til Tokyo, dukker Lisa (Monica Bellucci) op igen. Hun var hans store kærlighed, men forsvandt pludselig uden varsel ud af hans liv, da de for to år siden for alvor skulle binde sig til hinanden. Max er aldrig kommet sig, og da han pludselig hører hendes stemme i en restaurants telefonbox, kommer det hele tilbage igen: længslen, forelskelsen, nederlaget. Max forsøger at indhente Lisa, men forgæves. Imidlertid efterlader hun sig en nøgle til et hotelværelse.
Løgnens vej
Max bliver besat af at finde Lisa, af at finde ud af, hvad der skete, dengang hun forsvandt uden et ord. Han opgiver rejsen til Tokyo, lyver for sin tilkommende Muriel og begiver sig i stedet hen til Lisas hotelværelse. Således starter Gilles Mimounis inciterende "L'appartement" om kærlighed og bedrag. I en ekstremt kompliceret flashback-struktur oprulles Max smertefulde fortid med Lisa, og hans ikke mindre intense nutid - for det ser ud til, at Lisa er på flugt fra en elsker, der muligvis har myrdet sin kone for hendes skyld. Lisa er pigen, alle vil have fat i. Koste hvad det vil.
Der dukker undervejs mange skygger op fra fortiden. Desværre efterhånden så mange, at man som tilskuer har svært ved at overskue handlingen, der hele tiden introducerer nye drejninger i det i forvejen meget sindrige plot. Det ligner lidt en labyrint uden centrum, en forvirrende legen kispus uden at løjerne for alvor fører nogen steder hen.
Gode spillere
Den underskønne italienske fotomodel Monica Belucci er perfekt som begærets dunkle mål. Hendes skønhed er virkelig hele filmen værd, og man forstår Max, spillet af Vincent Cassel, der er tilpas intens som den besatte kærlighedsdetektiv. Ligeledes er Jean-Philippe Ecoffey god som Max's letlevende ven Lucien, der (naturligvis) viser sig at have en del mere med historien at gøre, end man først tror. Romane Bohringer er god som den gådefulde Alice, der sidder inde med gådens løsning, men hendes karakter svækkes kraftigt af, at man savner tydelig motivation for hendes handlinger. Det hele bliver lidt for indviklet, lidt for gådefuldt.
En fransk Hitchcock i miniformat
Gilles Mimouni, der også har skrevet manuskriptet til "L'appartement", har en stor evne til at manipulere tilskuerne og lege med illusionernes maskespil. Der er lidt Hitchcock over hans dvælende undersøgelse af Maxs begær efter at vide, at undersøge, at komme til bunds i kvindens mysterium - men hele konstruktionen er lidt fortænkt og prøver at fortælle lidt for mange historier, der alligevel aldrig rigtigt udfoldes. At følge handlingens dystre skygger og uheldige misforståelser er i sig selv en nydelse, men når filmen er slut, sidder man tilbage med en lidt tom fornemmelse. Det er selvfølgelig en ironisk pointe fra Mimounis side: Begæret på afveje fører i grunden ingen steder hen.
19/11-2018
