Heksene iblandt os
4.0
"Heksejagt" er filmatiseringen af den store amerikanske dramatiker Arthur Millers skuespil fra 1953. Historien foregår i den lille by Saleem i 1700-tallets Amerika. Det er et lille puritansk og meget religiøst samfund. Et samfund med strenge normer for, hvad der er rigtigt og forkert, og hvordan man skal opføre sig. I en form for oprør mod dette undertrykkende og indelukkede liv mødes en flok teenagepiger en aften ude i skoven, hvor de danser nøgne og udfører sataniske ritualer. Imidlertid overværer den lokale præst Parris (Bruce Davison) dem, og da to af de yngste piger dagen efter henligger i en komalignende trance, bryder helvede løs i den lille by. Er der hekse på spil? Er djævlen løs i Saleem? En udenbys ekspert, pastor Hale (Rob Campbell), tilkaldes. Pigerne bekender i en form for kollektivt hysteri deres omgang med djævlen. Under anførelse af Abigail (Winona Ryder) beruses pigerne af den magt, de pludselig har fået. De starter en strøm af falske anklager, og snart er hele det lille samfund grebet af en masseparanoia, hvor angst, had og gammelt nag hvirvles op til overfladen og fører død og ødelæggelse med sig.
Kommunistforskrækkelse
Historien om heksejagterne i Saleem er baseret på virkelige hændelser, men først og fremmest er skuespillet Arthur Millers barske kommentar til 50'ernes kommunistjagt i USA. En jagt hvor især prominente mennesker, fra Hollywood og underholdningsindustrien, blev tvunget til at vidne for senator McCarthys komite til undersøgelse af 'uamerikanske aktiviteter'. Der kunne de så enten vælge at nægte at udtale sig og blive blacklistede fra alt arbejde. Eller de kunne vælge at tilstå politiske sympatier, de sjældent havde. Men prisen for at slippe var ikke bare selv at tilstå. Ligeså vigtigt var det at angive venner, bekendte og kollegaer som værende kommunister. I 50'ernes USA repræsenterede kommunismen ikke blot et anderledes samfundssystem baseret på en anden ideologi. Den var et symbol på ondskab. En ofte usynlig og farlig fjende, der ikke bare befandt sig på den anden side af jordkloden, men også kunne inficere mennesker hjemme i USA. Parallellen til hekse og djævlen er yderst velvalgt. Selvom kommunistparanioaen i USA havde sit højdepunkt i 50'erne, vedblev kommunismen hele vejen gennem den kolde krig at være et sted, hvor amerikanerne kunne projicere deres frygt og had hen. Så sent som i 80'erne betegnede Ronald Reagan Sovjetunionen for 'ondskabens imperium'. Reagan var som formand for skuespillerforbundet i 50'erne meget aktiv i kampen mod 'anti-amerikansk virksomhed'.
Teater til film
"Heksejagt" er instrueret af Nicolas Hytner. Han er tidligere teaterinstruktør og filmdebuterede sidste år med den fremragende "Den gale Kong George". Det lykkes ham langt hen ad vejen at hæve "Heksejagt" over det teatralske og gøre den filmisk, selvom det er et stykke, hvor der tales meget. Generelt er skuespillet godt, uden at der dog er Oscarpræstationer imellem. Daniel Day-Lewis er god som den gifte bonde John Proctor, der har haft et forhold til Abigail. Winona Ryder er desværre knap så god. Hun overspiller og fænger aldrig rigtig som den unge pige, hvis forelskelse i John Proctor, er med til at udløse lavinen af død og ulykke i Saleem.
Det er en fantastisk god historie Hytner har at fortælle - om intolerance og angst, og hvad det kan gøre ved et samfund. En meget intens og skræmmende historie. Desværre bliver filmen ikke helt så god, som den har potentiale til. Den starter godt og får opbygget en ildevarslende stemning, men ca. 1/3 del inde i filmen taber den pusten og bliver lidt flad. Heldigvis finder den tempoet igen, henimod slutningen. Så alt i alt er det en seværdig film med et eviggyldigt budskab.
Kommunistforskrækkelse
Historien om heksejagterne i Saleem er baseret på virkelige hændelser, men først og fremmest er skuespillet Arthur Millers barske kommentar til 50'ernes kommunistjagt i USA. En jagt hvor især prominente mennesker, fra Hollywood og underholdningsindustrien, blev tvunget til at vidne for senator McCarthys komite til undersøgelse af 'uamerikanske aktiviteter'. Der kunne de så enten vælge at nægte at udtale sig og blive blacklistede fra alt arbejde. Eller de kunne vælge at tilstå politiske sympatier, de sjældent havde. Men prisen for at slippe var ikke bare selv at tilstå. Ligeså vigtigt var det at angive venner, bekendte og kollegaer som værende kommunister. I 50'ernes USA repræsenterede kommunismen ikke blot et anderledes samfundssystem baseret på en anden ideologi. Den var et symbol på ondskab. En ofte usynlig og farlig fjende, der ikke bare befandt sig på den anden side af jordkloden, men også kunne inficere mennesker hjemme i USA. Parallellen til hekse og djævlen er yderst velvalgt. Selvom kommunistparanioaen i USA havde sit højdepunkt i 50'erne, vedblev kommunismen hele vejen gennem den kolde krig at være et sted, hvor amerikanerne kunne projicere deres frygt og had hen. Så sent som i 80'erne betegnede Ronald Reagan Sovjetunionen for 'ondskabens imperium'. Reagan var som formand for skuespillerforbundet i 50'erne meget aktiv i kampen mod 'anti-amerikansk virksomhed'.
Teater til film
"Heksejagt" er instrueret af Nicolas Hytner. Han er tidligere teaterinstruktør og filmdebuterede sidste år med den fremragende "Den gale Kong George". Det lykkes ham langt hen ad vejen at hæve "Heksejagt" over det teatralske og gøre den filmisk, selvom det er et stykke, hvor der tales meget. Generelt er skuespillet godt, uden at der dog er Oscarpræstationer imellem. Daniel Day-Lewis er god som den gifte bonde John Proctor, der har haft et forhold til Abigail. Winona Ryder er desværre knap så god. Hun overspiller og fænger aldrig rigtig som den unge pige, hvis forelskelse i John Proctor, er med til at udløse lavinen af død og ulykke i Saleem.
Det er en fantastisk god historie Hytner har at fortælle - om intolerance og angst, og hvad det kan gøre ved et samfund. En meget intens og skræmmende historie. Desværre bliver filmen ikke helt så god, som den har potentiale til. Den starter godt og får opbygget en ildevarslende stemning, men ca. 1/3 del inde i filmen taber den pusten og bliver lidt flad. Heldigvis finder den tempoet igen, henimod slutningen. Så alt i alt er det en seværdig film med et eviggyldigt budskab.
19/11-2018
