Livets gang i Lidenlund, USA
4.0
Indlevet sydstatsepos om skønhedsdronningen som flyttede fra byen - og hjem igen
Da den gode Dr. Sigismund lå på divaneseren nede i Wien og udtænkte traumer, forskydninger og komplekser, forestillede han sig sikkert ikke hvilken betydning det skulle få for den amerikanske mainstreamfilm. Der er ikke tal på hvor mange gange vi har skulle se en hovedperson udleve en rædselsfyldt barndomsoplevelse for at komme ud på "den anden side" og være et helt og befriet subjekt. Denne vulgærpsykoanalytiske strømning har siden 50'erne præget amerikansk film med Hitchcocks "Fuglene" og "Spellbound" som prominente eksempler. Og så er der den knap så bombastiske version, hvor en datter gennemgår præcis den samme udvikling som moderen og pludselig en dag glor sig i spejlet - og først da går det op for hende, at hun er ved at begå de samme fejl som Moderen. For sjovt nok er det oftest et mor/datterforhold, der er temaet.
Helt så firkantet er Forest Whitakers film "Hope Floats" ikke. Selvom der er lagt godt med brænde i den traumatiske kakkelovn, lykkes det faktisk for historien at styre udenom de værste klicheer. Men den undgår dem ikke helt. Det er vel kun i amerikanske film at man kan opleve dette replikskifte mellem mor og datter: "I love you, Mom". "I love you too".
Historien er en klassisk fortælling om et ægteskab som bryder sammen, hvorefter parterne skal forsøge at komme videre med deres nye liv. Hovedpersonen er her den perfekte hustru, Birdee, som med datteren Bernice rejser fra Bigcity hjem til Smalltown, USA, efter at det er kommet frem at husbonden har en affære med Birdees bedste veninde. I øvrigt et fantastisk pinligt scenario, fordi manden og veninden vælger at komme med afsløringen i et realityshow, som til forveksling ligner Ricki Lakes eller Jerry Springers. Bortset fra at deltagerne ikke er overvægtige.
Whitaker på hjemmebane
Hjemme i Smithville, Texas, installeres Birdee hos sin mor, spillet af den dygtige og veloplagte Gena Rowlands. Hun er excentrisk og bor i et kæmpestort hus, omgivet af udstoppede dyr som hun selv fremstiller. Og nu skal den smukke, tidligere prom queen og cheerleader så til at forene sig med tanken om at ægteskabet er forbi - og at hele byen har fulgt opløsningen på landsdækkende tv. Hun får et job i den lokale fotoforretning, hvor indehaveren fortæller hende at her kommenterer vi ikke kundernes billeder hvis de indeholder promiskuøst materiale. Næ, vi tager bare lige en ekstra kopi, som vi lægger nederst i en anden skuffe til egen underholdning. Og langsomt integreres byens tidligere stolthed i det lille samfund. Forest Whitaker, der ellers mest er kendt som skuespiller, er tydeligvis på hjemmebane her i sin anden spillefilm. Den første var "Waiting to Exhale". Han er selv født i Longview, Texas, og kender sine lus på gangen, se fx skildringen af den bobbede Bobbi-Claire, der har fået nye bryster og misunder Birdee for hendes, sådan, naturlige frisure.
Birdee spilles med stor indlevelse og glød af den ellers så ferske Sandra Bullock. Hun tillægger rollen en hemmelighedsfuld og mystisk distance, som klæder den. På den måde bliver hun ikke så uudholdelig som vi har set fx Meryl Streep og Meg Ryan i lignende roller. Hun kan minde om Debra Winger, der jo også har været helt troværdig i roller som den naturlige pige fra landet i "Urban Cowboy" og "Betrayed". Faktisk er "Hope Floats" lidt af en showcase for Bullock, der har fået smag for roller med tyngde og karakter efter at hun var Agnes von Kurowsky i "In Love and War". Og pudsigt nok kan hendes udstråling sagtens bære både en Annie i "Speed" og en Agnes i "In Love and War", måske fordi hendes to mandlige modspillere i disse film, nemlig Keanu Reeves og Chris O'Donnell, ikke har den stærkeste udstråling. "Hope Floats" er en stor og overraskende skuespilpræstation som gerne må følges op.
Mor er næsten den bedste i verden
Gena Rowlands er skøn som Birdees mor Ramona, der nægter at tage livet rigtig alvorligt, og som derfor måske ikke har givet datteren al den kærlighed, som hun kunne have forlangt. En særligt godt sat scene, er den, hvor Birdee er kommet hjem tidligt om morgenen efter at have drukket sig fuld og ydmyget sig på den lokale bodega. Hun ligger med hele hovedet nede i toilettønden og Ramona kommer ind og sætter sig på gulvet. Her er alle afsavnene, men også alle mulighederne, tilstede. Vi fornemmer klart at Ramona gerne vil nærme sig datteren på en anden måde end den sædvanlige håndfaste og brutale, men at hun ikke ved lige hvordan.
Filmen går lidt i stå undervejs, manuskriptet vil så gerne kaste et forklarelsens lys over alle aspekter, meget sympatisk, men også noget udynamisk. Man lever med det fordi historien og personerne godt kan holde til det - vi vil med andre ord gerne se mere. "Hope Floats" er en yderst velspillet og velskrevet mainstreamfilm, som kun plettes af et lidt ufokuseret plot og af en helt håbløs skuespilpræstation af Michael Paré som Bill Pruitt, Birdees mand. Han spiller som om det var endnu et afsnit af en sæbeopera, tungt, overtydeligt og sentimentalt. Måske er han gode venner med instruktøren?
Da den gode Dr. Sigismund lå på divaneseren nede i Wien og udtænkte traumer, forskydninger og komplekser, forestillede han sig sikkert ikke hvilken betydning det skulle få for den amerikanske mainstreamfilm. Der er ikke tal på hvor mange gange vi har skulle se en hovedperson udleve en rædselsfyldt barndomsoplevelse for at komme ud på "den anden side" og være et helt og befriet subjekt. Denne vulgærpsykoanalytiske strømning har siden 50'erne præget amerikansk film med Hitchcocks "Fuglene" og "Spellbound" som prominente eksempler. Og så er der den knap så bombastiske version, hvor en datter gennemgår præcis den samme udvikling som moderen og pludselig en dag glor sig i spejlet - og først da går det op for hende, at hun er ved at begå de samme fejl som Moderen. For sjovt nok er det oftest et mor/datterforhold, der er temaet.
Helt så firkantet er Forest Whitakers film "Hope Floats" ikke. Selvom der er lagt godt med brænde i den traumatiske kakkelovn, lykkes det faktisk for historien at styre udenom de værste klicheer. Men den undgår dem ikke helt. Det er vel kun i amerikanske film at man kan opleve dette replikskifte mellem mor og datter: "I love you, Mom". "I love you too".
Historien er en klassisk fortælling om et ægteskab som bryder sammen, hvorefter parterne skal forsøge at komme videre med deres nye liv. Hovedpersonen er her den perfekte hustru, Birdee, som med datteren Bernice rejser fra Bigcity hjem til Smalltown, USA, efter at det er kommet frem at husbonden har en affære med Birdees bedste veninde. I øvrigt et fantastisk pinligt scenario, fordi manden og veninden vælger at komme med afsløringen i et realityshow, som til forveksling ligner Ricki Lakes eller Jerry Springers. Bortset fra at deltagerne ikke er overvægtige.
Whitaker på hjemmebane
Hjemme i Smithville, Texas, installeres Birdee hos sin mor, spillet af den dygtige og veloplagte Gena Rowlands. Hun er excentrisk og bor i et kæmpestort hus, omgivet af udstoppede dyr som hun selv fremstiller. Og nu skal den smukke, tidligere prom queen og cheerleader så til at forene sig med tanken om at ægteskabet er forbi - og at hele byen har fulgt opløsningen på landsdækkende tv. Hun får et job i den lokale fotoforretning, hvor indehaveren fortæller hende at her kommenterer vi ikke kundernes billeder hvis de indeholder promiskuøst materiale. Næ, vi tager bare lige en ekstra kopi, som vi lægger nederst i en anden skuffe til egen underholdning. Og langsomt integreres byens tidligere stolthed i det lille samfund. Forest Whitaker, der ellers mest er kendt som skuespiller, er tydeligvis på hjemmebane her i sin anden spillefilm. Den første var "Waiting to Exhale". Han er selv født i Longview, Texas, og kender sine lus på gangen, se fx skildringen af den bobbede Bobbi-Claire, der har fået nye bryster og misunder Birdee for hendes, sådan, naturlige frisure.
Birdee spilles med stor indlevelse og glød af den ellers så ferske Sandra Bullock. Hun tillægger rollen en hemmelighedsfuld og mystisk distance, som klæder den. På den måde bliver hun ikke så uudholdelig som vi har set fx Meryl Streep og Meg Ryan i lignende roller. Hun kan minde om Debra Winger, der jo også har været helt troværdig i roller som den naturlige pige fra landet i "Urban Cowboy" og "Betrayed". Faktisk er "Hope Floats" lidt af en showcase for Bullock, der har fået smag for roller med tyngde og karakter efter at hun var Agnes von Kurowsky i "In Love and War". Og pudsigt nok kan hendes udstråling sagtens bære både en Annie i "Speed" og en Agnes i "In Love and War", måske fordi hendes to mandlige modspillere i disse film, nemlig Keanu Reeves og Chris O'Donnell, ikke har den stærkeste udstråling. "Hope Floats" er en stor og overraskende skuespilpræstation som gerne må følges op.
Mor er næsten den bedste i verden
Gena Rowlands er skøn som Birdees mor Ramona, der nægter at tage livet rigtig alvorligt, og som derfor måske ikke har givet datteren al den kærlighed, som hun kunne have forlangt. En særligt godt sat scene, er den, hvor Birdee er kommet hjem tidligt om morgenen efter at have drukket sig fuld og ydmyget sig på den lokale bodega. Hun ligger med hele hovedet nede i toilettønden og Ramona kommer ind og sætter sig på gulvet. Her er alle afsavnene, men også alle mulighederne, tilstede. Vi fornemmer klart at Ramona gerne vil nærme sig datteren på en anden måde end den sædvanlige håndfaste og brutale, men at hun ikke ved lige hvordan.
Filmen går lidt i stå undervejs, manuskriptet vil så gerne kaste et forklarelsens lys over alle aspekter, meget sympatisk, men også noget udynamisk. Man lever med det fordi historien og personerne godt kan holde til det - vi vil med andre ord gerne se mere. "Hope Floats" er en yderst velspillet og velskrevet mainstreamfilm, som kun plettes af et lidt ufokuseret plot og af en helt håbløs skuespilpræstation af Michael Paré som Bill Pruitt, Birdees mand. Han spiller som om det var endnu et afsnit af en sæbeopera, tungt, overtydeligt og sentimentalt. Måske er han gode venner med instruktøren?
19/11-2018