Dødkedelig Kamp
1.0
End ikke oppumpet aerobic-techno musik eller flotte visulle effekter kan skjule, at tilfældig vold erstatter en spændende historie i filmversionen af computerspillet "Mortal Kombat"
"Mortal Kombat" har i de sidste par år været titlen på et meget populært kampsports-computerspil, af den type hvor to modstandere lammetæver hinandens computerpersoner med et væld af akrobatiske finesser og varianter over orientalske discipliner. Hver person har sine særtræk og specielle udseende, og omgivelserne er farveladeagtige geometriske kamppladser på strande, i skove eller dybt i mørke kældre.
Nu er den tynde rammehistorie for spillet "Mortal Kombat" blevet til en eventyrfilm, som er fatalt præget af sit forlægs natur. Pointen ved computerspil er netop, at man som spiller selv skal udføre handlingen ved aktiv medvirken, og begivenhederne ligger derfor på ingen måde fast. Desuden har et kampsportsspil den mangel, at historien i kun meget sjældent fald kan være andet end et tyndt lag fernis, da indholdet er en række isolerede kampe mellem forskellige modstandere. De åbenlyse ulemper har dog ikke forhindret Hollywood i alligevel at konvertere spillet til film, da de mange begejstrede før-teenage knægte, som har vredet deres arme af led med joystikket, sikkert også kan forventes at ville se filmen. Det kan derfor undre, at aldersgrænsen for filmen "Mortal Kombat" er sat til 16 år, for det er svært at forestille sig, at nogen over 12 vil finde denne bovlamme eventyrfilm spændende.
Verden trues
Scenen er den store kampsportskonkurrence "Mortal Kombat" hvor intet mindre end Det Gode og Det Onde mødes for at kæmpe om verdens skæbne. Her mødes menneskehedens modvillige repræsentanter med underverdenen Outworlds skabninger - og vinder Outworld, vil verden være fortabt.
De grumme udsigter forhindrer dog ikke menneskehedens repræsentanter i at have deres egne gode grunde til at deltage: Karatefilms-frikadellen Johnny Cage (Linden Ashby) deltager først og fremmest for at bevise, at han ikke er noget "blålys"; Politikvinden Sonya Blade (Bridgette Wilson) vil allerhelst fange den lede forbryder Kano (Trevor Goddard), som har søgt tilflugt i konkurrencen, og den ædelmodige helt Liu Kang (Robin Shou) søger i første række hævn over den onde troldmand Shang Tsung (Cary-Hiroyuki Tagawa), som står bag hele komplottet, da denne tidligere har aflivet Liu Kangs broder. Det er åbenbart ikke motivation nok, at verdens fremtid står på spil.
Filmens handling går i al sin enkelthed ud på, at vore tre i starten vrangvillige venner møder en række grumme fjender i en række visuelt flotte kampe, og efterhånden overvinder deres egne indre svagheder, og dermed får styrke til at styrte mørkets fyrste Shang Tung. Midlet er til tider krigslist, men først og fremmest vold i lange baner, kombineret med et par banale lommefilosofiske sætninger om, at ethvert menneske er ansvarligt for egne handlinger. Det har tilsyneladende været umuligt at kombinere skuespilsevner med kampsports-ditto, og resultatet er simpelthen pinligt. Tåbeligheden krones af en parykklædt Christopher Lambert, som overhovedet ikke magter rollen som tordenguden Lord Rayden, der burde være imponerende, kynisk og uberegnelig, men istedet virker ubehjælpsomt krukket med sin mildest talt ikke særligt guddommelige one-liner "I don't think so!".
Fortællingen udstrækker sig usædvanligt gumpetungt og uopfindsomt, og det er tydeligt, at den største interesse er at genskabe computerspillets personer og kampscener troværdigt. Om det lykkes, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men der er ingen tvivl om, at filmen præsenteres os for en imponerende række af vulgær-eventyr genrens arketyper: Den onde troldmand, den ædelmodige hævner, den kvindelige valkyrie, det mægtige monster, de tre prøver, osv. I starten virker det morsomt og sympatisk velbekendt, men efterhånden fortaber historien sig i det ene kedsommelige slagsmål efter det andet. Der er gode og dårlige måder at bruge eventyr-klichéerne på, og "Mortal Kombat" når ikke "Star Wars" til sokkeholderne.
Drengedrømmenes figurer rammes med kalkuleret præcision, men med en eftersmag af den allermest fladpandede tegneserielogik og amerikaniserede fantasy-karikaturer. Herudover skal slet ikke nævnes den usmagelige voldsforherligelse som præger filmen. I gamle dage sejrede snuheden altid over musklernes magt, her gælder det først og fremmest, at tæsk klares med flere tæsk.
Om filmen bliver en succes hos det unge computerspillende publikum, er svært at sige, men "Mortal Kombat" har den himmelråbende utroværdighed og den skamløse mangel på god smag, som gjorde gamle dages eventyrfilm som "Tarzan" og "Jens Lyn" til god (dårlig) underholdning for præpubertære poder.
"Mortal Kombat" har i de sidste par år været titlen på et meget populært kampsports-computerspil, af den type hvor to modstandere lammetæver hinandens computerpersoner med et væld af akrobatiske finesser og varianter over orientalske discipliner. Hver person har sine særtræk og specielle udseende, og omgivelserne er farveladeagtige geometriske kamppladser på strande, i skove eller dybt i mørke kældre.
Nu er den tynde rammehistorie for spillet "Mortal Kombat" blevet til en eventyrfilm, som er fatalt præget af sit forlægs natur. Pointen ved computerspil er netop, at man som spiller selv skal udføre handlingen ved aktiv medvirken, og begivenhederne ligger derfor på ingen måde fast. Desuden har et kampsportsspil den mangel, at historien i kun meget sjældent fald kan være andet end et tyndt lag fernis, da indholdet er en række isolerede kampe mellem forskellige modstandere. De åbenlyse ulemper har dog ikke forhindret Hollywood i alligevel at konvertere spillet til film, da de mange begejstrede før-teenage knægte, som har vredet deres arme af led med joystikket, sikkert også kan forventes at ville se filmen. Det kan derfor undre, at aldersgrænsen for filmen "Mortal Kombat" er sat til 16 år, for det er svært at forestille sig, at nogen over 12 vil finde denne bovlamme eventyrfilm spændende.
Verden trues
Scenen er den store kampsportskonkurrence "Mortal Kombat" hvor intet mindre end Det Gode og Det Onde mødes for at kæmpe om verdens skæbne. Her mødes menneskehedens modvillige repræsentanter med underverdenen Outworlds skabninger - og vinder Outworld, vil verden være fortabt.
De grumme udsigter forhindrer dog ikke menneskehedens repræsentanter i at have deres egne gode grunde til at deltage: Karatefilms-frikadellen Johnny Cage (Linden Ashby) deltager først og fremmest for at bevise, at han ikke er noget "blålys"; Politikvinden Sonya Blade (Bridgette Wilson) vil allerhelst fange den lede forbryder Kano (Trevor Goddard), som har søgt tilflugt i konkurrencen, og den ædelmodige helt Liu Kang (Robin Shou) søger i første række hævn over den onde troldmand Shang Tsung (Cary-Hiroyuki Tagawa), som står bag hele komplottet, da denne tidligere har aflivet Liu Kangs broder. Det er åbenbart ikke motivation nok, at verdens fremtid står på spil.
Filmens handling går i al sin enkelthed ud på, at vore tre i starten vrangvillige venner møder en række grumme fjender i en række visuelt flotte kampe, og efterhånden overvinder deres egne indre svagheder, og dermed får styrke til at styrte mørkets fyrste Shang Tung. Midlet er til tider krigslist, men først og fremmest vold i lange baner, kombineret med et par banale lommefilosofiske sætninger om, at ethvert menneske er ansvarligt for egne handlinger. Det har tilsyneladende været umuligt at kombinere skuespilsevner med kampsports-ditto, og resultatet er simpelthen pinligt. Tåbeligheden krones af en parykklædt Christopher Lambert, som overhovedet ikke magter rollen som tordenguden Lord Rayden, der burde være imponerende, kynisk og uberegnelig, men istedet virker ubehjælpsomt krukket med sin mildest talt ikke særligt guddommelige one-liner "I don't think so!".
Fortællingen udstrækker sig usædvanligt gumpetungt og uopfindsomt, og det er tydeligt, at den største interesse er at genskabe computerspillets personer og kampscener troværdigt. Om det lykkes, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men der er ingen tvivl om, at filmen præsenteres os for en imponerende række af vulgær-eventyr genrens arketyper: Den onde troldmand, den ædelmodige hævner, den kvindelige valkyrie, det mægtige monster, de tre prøver, osv. I starten virker det morsomt og sympatisk velbekendt, men efterhånden fortaber historien sig i det ene kedsommelige slagsmål efter det andet. Der er gode og dårlige måder at bruge eventyr-klichéerne på, og "Mortal Kombat" når ikke "Star Wars" til sokkeholderne.
Drengedrømmenes figurer rammes med kalkuleret præcision, men med en eftersmag af den allermest fladpandede tegneserielogik og amerikaniserede fantasy-karikaturer. Herudover skal slet ikke nævnes den usmagelige voldsforherligelse som præger filmen. I gamle dage sejrede snuheden altid over musklernes magt, her gælder det først og fremmest, at tæsk klares med flere tæsk.
Om filmen bliver en succes hos det unge computerspillende publikum, er svært at sige, men "Mortal Kombat" har den himmelråbende utroværdighed og den skamløse mangel på god smag, som gjorde gamle dages eventyrfilm som "Tarzan" og "Jens Lyn" til god (dårlig) underholdning for præpubertære poder.
19/11-2018
