For Gud, præsident og fædreland
2.0
Fægtekampe, onde englændere og Mel Gibson i fin form burde borge for god underholdning. De slås da også, så det er en lyst, men "The Patriot" bliver aldrig det epos, den gerne vil være.
Det er flot at se på, når Mel Gibson og Roland Emmerich ruller sig ud i skildringen af den amerikanske frihedskrig. Det er ellers ikke en krig, vi har set så meget til, når man sammenligner med film om borgerkrigen, 2. verdenskrig og Vietnamkrigen. Disse tre bruges ellers normalt til at skildre, hvordan USA etablerede sig som nation, hvordan det konsoliderede sin stormagtsstatus, og hvordan det til sidst satte drømmen over styr. Og hvis man så tager alle cowboyfilmene, som jo også beskriver nationens fødsel, med, så er det da bemærkelsesværdigt, at der kun findes et par håndfulde film om frihedskrigen.
Fra pacifist til dræbermaskine
Det vil Mel og Roland gerne råde bod på med storværket "The Patriot", hvor Gibson spiller familiefaderen Benjamin Martin med en krigsfortid i kampen mod indianerne og franskmændene. Han er faldet til ro nu og har fået syv børn med en kvinde, der desværre er død fra ham. Den ældste søn, Gabriel (Heath Ledger), bliver grebet af frihedsrusen efter uafhængigheden og vil drage i krig mod englænderne. Faderen sætter sig imod, ikke pga. sagens natur, men fordi han elsker sin søn og ikke vil se ham dø. Gibson er trods sin blakkede fortid ikke så meget for at slå ihjel, men da den ældste søn bliver taget til fange af den sadistiske oberst Tavington (Jason Isaacs) og den næstældste bliver dræbt, kommer der andre boller på Mels suppe. Han skifter fra at være den omsorgsfulde familiefar til at blive en veritabel dræbermaskine, der vil beskytte ikke bare sine børn, men hele den unge nation mod de fæle, imperialistiske, hovne og frem for alt brutale englændere.
Flotte kampe, men ...
Og det er her, "The Patriots" forcer ligger, men så sandelig også de anker, man kan have mod den. Først det gode: kampscenerne er flotte og fuldt på højde med de tilsvarende i "Gladiator", både når det gælder de store slagscener og kampene mand mod mand. Blod og bensplinter flyver om ørerne på os, og hvis man skal tro producenten Dean Devlin og manuskriptforfatteren Robert Rodat ("Saving Private Ryan"), så er det meningen, at alt blodet skal være med til at vise, hvor bestialsk krigshåndværket er. I en meget voldsom scene i begyndelsen af filmen, hvor Gibson ene mand slår 20 engelske soldater ihjel, får vi alt det brutale smidt i ansigtet og væmmes ved det. Senere fryder man sig dog over selvsamme Gibsons heltmodige indsats og fantastiske krigskunst i nogle kampscener, der er lige så voldsomme, og hvad vil filmen så? Vil den vise os, hvordan volden ødelægger den menneskelige fornemmelse for, hvad der er godt og skidt, eller vil den sige, at så længe det er amerikanere, der slår ihjel, gør det ikke så meget?
Hvis man igen skal tro producenten og manuskriptforfatteren, så vil den selvfølgelig vise os nationens fødsel, men i lige så høj grad, hvordan krig indvirker på almindelige mennesker. Men det holder heller ikke hele vejen igennem, da Mel Gibson er den, der udvikler sig mest, og det kun fra at være tilskuer til en kamp, han hele tiden synes er retfærdig, til selv at tage del i den. Derfor forekommer den velmente holdning om krigens indvirkning og det historisk/episke snit, som der lægges op til, underligt uforløst og står i modsætning til "The Patriot"s alt andet end pacifistiske moral. Filmen knækker, da manuskriptet ikke hænger sammen eller har substans nok til at nå ud over det skematiske, og det står i hvert fald ikke mål med kampscenernes overdådighed.
Det er flot at se på, når Mel Gibson og Roland Emmerich ruller sig ud i skildringen af den amerikanske frihedskrig. Det er ellers ikke en krig, vi har set så meget til, når man sammenligner med film om borgerkrigen, 2. verdenskrig og Vietnamkrigen. Disse tre bruges ellers normalt til at skildre, hvordan USA etablerede sig som nation, hvordan det konsoliderede sin stormagtsstatus, og hvordan det til sidst satte drømmen over styr. Og hvis man så tager alle cowboyfilmene, som jo også beskriver nationens fødsel, med, så er det da bemærkelsesværdigt, at der kun findes et par håndfulde film om frihedskrigen.
Fra pacifist til dræbermaskine
Det vil Mel og Roland gerne råde bod på med storværket "The Patriot", hvor Gibson spiller familiefaderen Benjamin Martin med en krigsfortid i kampen mod indianerne og franskmændene. Han er faldet til ro nu og har fået syv børn med en kvinde, der desværre er død fra ham. Den ældste søn, Gabriel (Heath Ledger), bliver grebet af frihedsrusen efter uafhængigheden og vil drage i krig mod englænderne. Faderen sætter sig imod, ikke pga. sagens natur, men fordi han elsker sin søn og ikke vil se ham dø. Gibson er trods sin blakkede fortid ikke så meget for at slå ihjel, men da den ældste søn bliver taget til fange af den sadistiske oberst Tavington (Jason Isaacs) og den næstældste bliver dræbt, kommer der andre boller på Mels suppe. Han skifter fra at være den omsorgsfulde familiefar til at blive en veritabel dræbermaskine, der vil beskytte ikke bare sine børn, men hele den unge nation mod de fæle, imperialistiske, hovne og frem for alt brutale englændere.
Flotte kampe, men ...
Og det er her, "The Patriots" forcer ligger, men så sandelig også de anker, man kan have mod den. Først det gode: kampscenerne er flotte og fuldt på højde med de tilsvarende i "Gladiator", både når det gælder de store slagscener og kampene mand mod mand. Blod og bensplinter flyver om ørerne på os, og hvis man skal tro producenten Dean Devlin og manuskriptforfatteren Robert Rodat ("Saving Private Ryan"), så er det meningen, at alt blodet skal være med til at vise, hvor bestialsk krigshåndværket er. I en meget voldsom scene i begyndelsen af filmen, hvor Gibson ene mand slår 20 engelske soldater ihjel, får vi alt det brutale smidt i ansigtet og væmmes ved det. Senere fryder man sig dog over selvsamme Gibsons heltmodige indsats og fantastiske krigskunst i nogle kampscener, der er lige så voldsomme, og hvad vil filmen så? Vil den vise os, hvordan volden ødelægger den menneskelige fornemmelse for, hvad der er godt og skidt, eller vil den sige, at så længe det er amerikanere, der slår ihjel, gør det ikke så meget?
Hvis man igen skal tro producenten og manuskriptforfatteren, så vil den selvfølgelig vise os nationens fødsel, men i lige så høj grad, hvordan krig indvirker på almindelige mennesker. Men det holder heller ikke hele vejen igennem, da Mel Gibson er den, der udvikler sig mest, og det kun fra at være tilskuer til en kamp, han hele tiden synes er retfærdig, til selv at tage del i den. Derfor forekommer den velmente holdning om krigens indvirkning og det historisk/episke snit, som der lægges op til, underligt uforløst og står i modsætning til "The Patriot"s alt andet end pacifistiske moral. Filmen knækker, da manuskriptet ikke hænger sammen eller har substans nok til at nå ud over det skematiske, og det står i hvert fald ikke mål med kampscenernes overdådighed.
19/11-2018
