Nedtour de force
2.0
I 50'ernes Island følger man en samling sørgelige skæbner i barakbyen Camp Thule. Her lever de fattigeste islændinge et usselt sigøjnerliv - men dog et liv. Der bliver på ingen måde skortet på sprutten, når der skal fejres - og bestemt heller ikke, når livet bare bliver for trøstesløst.
Man følger 3-4 familiers dagligdag på godt og ondt i den ramponerede barakby Camp Thule. Gógó tager til det store USA med en amerikaner for at prøve lykken, og det samme gør den selvhøjtidligesøn Baddi. Livet fortsætter sin sædvanlig gang i det lille samfund, og Baddis lillebror, landsbytossen Danni, drømmer om en dag at blive pilot, og måske endda score den smukke nabodatter Dolly.
Drømme går i opfyldelse - og bliver til tragedier
For enden af regnbuen - derovre i USA - fandtes der ingen guld, og da slet ingen lykke, så Gógó og Baddi returnerer til Camp Thule, og modtages som helte: Gógó uden mand og Baddi som en selviscenesat islandsk Elvis i dollargrin, der næsten har "glemt" sit modersmål til fordel for amerikanske rock'n roll fraser og causerende klichéer.
Danni ser stiltiende til mens Baddis arbejdsløse og anmassende livsstil langsomt men sikkert går fuldstændigt fløjten i sprut, tv og frustationer. Men Danni har gejsten og livsgnisten til i det mindste at forsøge at arbejde sig ud af armodet, og stik imod alles forventninger går han målrettet i gang med at tage flycertifikat - og han får det, og han bliver en helt - og det ender næsten så tragisk, at det ikke er til at bære. Men én tragedie kommer sjældent alene (i instruktøren Fridrik Thor Fridrikssons verden), og det hele bliver så meget destor værre, da det lille samfund på godt og ondt, bliver tvunget til at flytte fra Camp Thule og ind i det nærliggende tunge og grå betonkompleks.
Nedtour de force
I starten af filmen har man det rigtigt godt i Fridrikssons (bl.a. "Naturens børn" (1991)) lukkede lokalsamfunds univers. Fantastiske billeder og ditto stemning, går op i en højere enhed med den anderledes fortællestils nedtonede tempo. Man tror på miljøet og de sørgelige skæbner, der trods alt har den førnævnte så vigtige livsgnist og nærmest hygger sig med armodet. Men da Baddis nedtur for alvor starter, forsvinder Camp Thules humør og optimisme og hele filmens stemning ændres drastisk til en gigantisk nedtour de force. Død, sprut og negative stemninger er en kende for sort til mig, så afslutningsvis vil jeg sige at hvis man har den mindste tendens til at hoppe i Storkespringvandet med kampesten om anklerne, så gå en lang tur uden om "Djævlens ø".
Man følger 3-4 familiers dagligdag på godt og ondt i den ramponerede barakby Camp Thule. Gógó tager til det store USA med en amerikaner for at prøve lykken, og det samme gør den selvhøjtidligesøn Baddi. Livet fortsætter sin sædvanlig gang i det lille samfund, og Baddis lillebror, landsbytossen Danni, drømmer om en dag at blive pilot, og måske endda score den smukke nabodatter Dolly.
Drømme går i opfyldelse - og bliver til tragedier
For enden af regnbuen - derovre i USA - fandtes der ingen guld, og da slet ingen lykke, så Gógó og Baddi returnerer til Camp Thule, og modtages som helte: Gógó uden mand og Baddi som en selviscenesat islandsk Elvis i dollargrin, der næsten har "glemt" sit modersmål til fordel for amerikanske rock'n roll fraser og causerende klichéer.
Danni ser stiltiende til mens Baddis arbejdsløse og anmassende livsstil langsomt men sikkert går fuldstændigt fløjten i sprut, tv og frustationer. Men Danni har gejsten og livsgnisten til i det mindste at forsøge at arbejde sig ud af armodet, og stik imod alles forventninger går han målrettet i gang med at tage flycertifikat - og han får det, og han bliver en helt - og det ender næsten så tragisk, at det ikke er til at bære. Men én tragedie kommer sjældent alene (i instruktøren Fridrik Thor Fridrikssons verden), og det hele bliver så meget destor værre, da det lille samfund på godt og ondt, bliver tvunget til at flytte fra Camp Thule og ind i det nærliggende tunge og grå betonkompleks.
Nedtour de force
I starten af filmen har man det rigtigt godt i Fridrikssons (bl.a. "Naturens børn" (1991)) lukkede lokalsamfunds univers. Fantastiske billeder og ditto stemning, går op i en højere enhed med den anderledes fortællestils nedtonede tempo. Man tror på miljøet og de sørgelige skæbner, der trods alt har den førnævnte så vigtige livsgnist og nærmest hygger sig med armodet. Men da Baddis nedtur for alvor starter, forsvinder Camp Thules humør og optimisme og hele filmens stemning ændres drastisk til en gigantisk nedtour de force. Død, sprut og negative stemninger er en kende for sort til mig, så afslutningsvis vil jeg sige at hvis man har den mindste tendens til at hoppe i Storkespringvandet med kampesten om anklerne, så gå en lang tur uden om "Djævlens ø".
19/11-2018