Skæbner og sanser
3.0
Det kræver noget særligt af en instruktør at fortælle flere historier på en gang. Jeremy Podeswa gør et hæderligt forsøg i "The Five Senses", men ender med for mange løse ender.
En øjenlæge opdager, at han er ved at blive døv og begynder at indsamle lydindtryk. En kvinde får uanmeldt besøg af sin italienske sommerflirt. En lille pige forsvinder i en park, og barnepigen plages af skyld. Dette er nogle af de historier, som "The Five Senses" er sat sammen af, og fælles for dem er, at de udspiller sig for beboerne i en ejendom i Toronto over tre dage.
Disse folk, deres venner og bekendte er aktører i et drama, hvor hver enkelt har et specielt forhold til en af menneskets fem sanser. En har perfekt lugtesans og kan lugte, om folk er forelskede i ham. En fysioterapeut kan føle sin afdøde mand, når hun masserer bestemte patienter. Fælles for dem er også, at de alle har problemer med kærligheden og med at få et afklaret forhold til deres omverden.
I sansernes vold
Det største problem for "The Five Senses" er, at den vil for meget; her skal både fortælles historier og arbejdes med en symbolik, der sine steder falder til jorden som en blyballon. At lade en ung fyr klæde sig ud i dametøj og se sig selv i et knust spejl, er ikke nogen særlig elegant måde at fremstille en identitetskrise på. Flere af de, ganske sympatiske, personer har spændende historier, men at de skal hænges op på dette sansetema, virker noget søgt. Der kunne snildt skæres en karakter væk for at lære de øvrige bedre at kende. Jeremy Podeswa er, udover instruktør, også manuskriptforfatter og medproducent og har tilsyneladende manglet modet til at sætte kniven i sit eget manuskript.
"The Five Senses" kommer således til at minde om Willard Carrolls "Playing by Heart" (1998) som kunne opleves i biograferne sidste år. Her blev der også fortalt flere sideløbende historier med alt for mange temaer.
Canadaskolen
Podeswa er tydeligt inspireret af af sin canadiske instruktørkollega Atom Egoyan, der har lavet film som "Exotica" (1994) og "Felicias Journey" (1999, og som i høj grad bruger at lade sine karakterer optræde som brikker i avancerede psykologiske spil.
"The Five Senses" vinder på en befriende underspillet stil og på et godt hold af skuespillere, der ikke behøver de store følelsesudbrud for at virke levende. De har da også fået en, for det meste, glimrende dialog at arbejde med. En enkelt undtagelse er dog den italienske elsker, der spiller, som om instruktøren har opgivet at kontrollere ham. Filmen vinder ligeledes på en flot fotografering i mørke toner, hvor de få striber af sollys, der får lov til at trænge ind, skærer sig igennem billedet.
"The Five Senses" er en interessant film, der ikke har kunnet begrænse sig, men i stedet ophober alt for mange små historier og temaer. Den ender derfor med lidt for mange løse ender og uden den forløsning, som man havde ønsket for personerne.
En øjenlæge opdager, at han er ved at blive døv og begynder at indsamle lydindtryk. En kvinde får uanmeldt besøg af sin italienske sommerflirt. En lille pige forsvinder i en park, og barnepigen plages af skyld. Dette er nogle af de historier, som "The Five Senses" er sat sammen af, og fælles for dem er, at de udspiller sig for beboerne i en ejendom i Toronto over tre dage.
Disse folk, deres venner og bekendte er aktører i et drama, hvor hver enkelt har et specielt forhold til en af menneskets fem sanser. En har perfekt lugtesans og kan lugte, om folk er forelskede i ham. En fysioterapeut kan føle sin afdøde mand, når hun masserer bestemte patienter. Fælles for dem er også, at de alle har problemer med kærligheden og med at få et afklaret forhold til deres omverden.
I sansernes vold
Det største problem for "The Five Senses" er, at den vil for meget; her skal både fortælles historier og arbejdes med en symbolik, der sine steder falder til jorden som en blyballon. At lade en ung fyr klæde sig ud i dametøj og se sig selv i et knust spejl, er ikke nogen særlig elegant måde at fremstille en identitetskrise på. Flere af de, ganske sympatiske, personer har spændende historier, men at de skal hænges op på dette sansetema, virker noget søgt. Der kunne snildt skæres en karakter væk for at lære de øvrige bedre at kende. Jeremy Podeswa er, udover instruktør, også manuskriptforfatter og medproducent og har tilsyneladende manglet modet til at sætte kniven i sit eget manuskript.
"The Five Senses" kommer således til at minde om Willard Carrolls "Playing by Heart" (1998) som kunne opleves i biograferne sidste år. Her blev der også fortalt flere sideløbende historier med alt for mange temaer.
Canadaskolen
Podeswa er tydeligt inspireret af af sin canadiske instruktørkollega Atom Egoyan, der har lavet film som "Exotica" (1994) og "Felicias Journey" (1999, og som i høj grad bruger at lade sine karakterer optræde som brikker i avancerede psykologiske spil.
"The Five Senses" vinder på en befriende underspillet stil og på et godt hold af skuespillere, der ikke behøver de store følelsesudbrud for at virke levende. De har da også fået en, for det meste, glimrende dialog at arbejde med. En enkelt undtagelse er dog den italienske elsker, der spiller, som om instruktøren har opgivet at kontrollere ham. Filmen vinder ligeledes på en flot fotografering i mørke toner, hvor de få striber af sollys, der får lov til at trænge ind, skærer sig igennem billedet.
"The Five Senses" er en interessant film, der ikke har kunnet begrænse sig, men i stedet ophober alt for mange små historier og temaer. Den ender derfor med lidt for mange løse ender og uden den forløsning, som man havde ønsket for personerne.
19/11-2018
