Fabel om tabet af uskyld
3.0
"The Loss of Sexual Innocence" har ikke en fremadskridende handling, men fortæller i stedet en symbolsk fabel om menneskets drifter og længsel efter samvær
Det er ikke en umiddelbart tilgængelig - eller entydig - pointe, som fremlægges i Mike Figgis' filosofiske "The Loss of Sexual Innocence", men for de tilskuere, der er villige til at se filmen med et åbent sind, venter en fascinerende og unik oplevelse.
Fire stadier i et livsforløb
Fortællingen er opdelt som en krydsklipning mellem fire stadier i hovedpersonen Nics liv, samt i en række afsnit, der hver har en titel, som belyser dets centrale omdrejningspunkt. Det er altså ikke en sammenhængende historie som præsenteres, mere en række symbolske tableauer, der kan tolkes som et udsagn om menneskets længsel efter kærlighed og sex.
I nutidshistorien præsenteres glimt fra den voksne Nics (Julian Sands) familieliv og karriere. Han har succes som producent af dokumentariske rejsefilm, men plages af minder om sin opvækst i 1950'ernes Newcastle. Her blev han i skolens idrætstimer udsat for grov ydmygelse og tæsk. Der er megen poesi i disse sekvenser, som leder tankerne hen på Lindsay Anderson og de socialt engagerede film fra 1950'ernes britiske Free Cinema-bevægelse.
I de andre forløb vises, hvordan 16-årige Nic (Jonathan Rhys Meyers) kærester med pigen Susan (Kelly Macdonald). Seksualiteten er pirrende for de unge, men forholdet får en brat ende, da Susans far dør af en ondartet sygdom. I episoden "tvillinger" konfronterer to unge kvinder (Saffron Burrows) ordløst hinanden i en lufthavn. Symbolsk antydes, at de er åndeligt forbundne, at begge længes efter samhørigheden. Forholdet mellem kønnene er et centralt tema i "The Loss of Sexual Innocence".
Sekvenserne fra Nics liv krydsklippes med illustrationer af Det Gamle Testamentes syndefaldsmyte. I farverige, betagende billeder skildres hvordan en sort Adam (Femi Ogumbanjo) og en hvid Eva (den danske fotomodel Hanne Klintøe), opdager og udforsker hinandens seksualitet i Paradiset, og hvordan de endeligt uddrives derfra.
Rytmisk billedstrøm
Instruktøren Mike Figgis blev født i Carlisle i England, men voksede op i Kenya. Som ung spillede han med i flere bands, læste på musikkonservatoriet og arbejdede med performanceteater. Figgis' rødder i musikmiljøet fornægter sig ikke. "The Loss of Sexual Innocence" er i lange passager fortalt som en ordløs billedstrøm, båret af rytmisk klipning og en minimal musikbrug. Der er næsten ingen fremadskridende handling, ingen skurke og helte, intet klimaks.
Filmen går af og til over stregen, som når Adam og Eva på skift tisser i en skovsø, eller når en ung kvinde stikkes ned af en flok afrikanske nomader, fordi hendes kæreste uheldigvis kom til at påkøre et af deres børn. Sekvensen er rystende, men mindre kunne have belyst pointen; at der i forskellige kulturer er forskellig opfattelse af begrebet retfærdighed.
"The Loss of Sexual Innocence" er afgjort en krævende stiløvelse at gå til, men den kan anbefales som et hypnotisk billeddigt. Rart at se, at der stadig laves eksperimental filmkunst, hvis mål ikke er at tjene penge, men derimod at få publikum til at se sin egen livsførelse i øjnene og tænke nærmere over livets sammensathed.
Det er ikke en umiddelbart tilgængelig - eller entydig - pointe, som fremlægges i Mike Figgis' filosofiske "The Loss of Sexual Innocence", men for de tilskuere, der er villige til at se filmen med et åbent sind, venter en fascinerende og unik oplevelse.
Fire stadier i et livsforløb
Fortællingen er opdelt som en krydsklipning mellem fire stadier i hovedpersonen Nics liv, samt i en række afsnit, der hver har en titel, som belyser dets centrale omdrejningspunkt. Det er altså ikke en sammenhængende historie som præsenteres, mere en række symbolske tableauer, der kan tolkes som et udsagn om menneskets længsel efter kærlighed og sex.
I nutidshistorien præsenteres glimt fra den voksne Nics (Julian Sands) familieliv og karriere. Han har succes som producent af dokumentariske rejsefilm, men plages af minder om sin opvækst i 1950'ernes Newcastle. Her blev han i skolens idrætstimer udsat for grov ydmygelse og tæsk. Der er megen poesi i disse sekvenser, som leder tankerne hen på Lindsay Anderson og de socialt engagerede film fra 1950'ernes britiske Free Cinema-bevægelse.
I de andre forløb vises, hvordan 16-årige Nic (Jonathan Rhys Meyers) kærester med pigen Susan (Kelly Macdonald). Seksualiteten er pirrende for de unge, men forholdet får en brat ende, da Susans far dør af en ondartet sygdom. I episoden "tvillinger" konfronterer to unge kvinder (Saffron Burrows) ordløst hinanden i en lufthavn. Symbolsk antydes, at de er åndeligt forbundne, at begge længes efter samhørigheden. Forholdet mellem kønnene er et centralt tema i "The Loss of Sexual Innocence".
Sekvenserne fra Nics liv krydsklippes med illustrationer af Det Gamle Testamentes syndefaldsmyte. I farverige, betagende billeder skildres hvordan en sort Adam (Femi Ogumbanjo) og en hvid Eva (den danske fotomodel Hanne Klintøe), opdager og udforsker hinandens seksualitet i Paradiset, og hvordan de endeligt uddrives derfra.
Rytmisk billedstrøm
Instruktøren Mike Figgis blev født i Carlisle i England, men voksede op i Kenya. Som ung spillede han med i flere bands, læste på musikkonservatoriet og arbejdede med performanceteater. Figgis' rødder i musikmiljøet fornægter sig ikke. "The Loss of Sexual Innocence" er i lange passager fortalt som en ordløs billedstrøm, båret af rytmisk klipning og en minimal musikbrug. Der er næsten ingen fremadskridende handling, ingen skurke og helte, intet klimaks.
Filmen går af og til over stregen, som når Adam og Eva på skift tisser i en skovsø, eller når en ung kvinde stikkes ned af en flok afrikanske nomader, fordi hendes kæreste uheldigvis kom til at påkøre et af deres børn. Sekvensen er rystende, men mindre kunne have belyst pointen; at der i forskellige kulturer er forskellig opfattelse af begrebet retfærdighed.
"The Loss of Sexual Innocence" er afgjort en krævende stiløvelse at gå til, men den kan anbefales som et hypnotisk billeddigt. Rart at se, at der stadig laves eksperimental filmkunst, hvis mål ikke er at tjene penge, men derimod at få publikum til at se sin egen livsførelse i øjnene og tænke nærmere over livets sammensathed.
19/11-2018