Røvtur i New York
2.0
Steve Martin og Goldie Hawn vender op og ned på The Big Apple i lystspillet om den materialistiske baby-boom-generations midtlivskrise, når børnene flyver fra reden, og karrieren går i spåner.
Hvad gør det midaldrende, velstillede ægtepar, når børnene flytter hjemmefra, og de opofrende forældre skal finde sig til rette i en konservativ egoisttilværelse uden impulsivitet og ungdommelig vitesse som inspirationsfaktor? Det er stort set det centrale spørgsmål i dette satiriske lystspil, hvor Henry Clark (Steve Martin) og Nancy Clark (Goldie Hawn) er "Out-of-Towners"-teamet, der flytter fra kartoffelrækkerne i Ohio til metropolen New York, fordi Henry har søgt en overordnet stilling i et reklamebureau.
Hvis historien lyder bekendt, er det fordi, det er en opdatering af et Neil Simon-manuskript, som Arthur Hiller filmatiserede i 1970 med Jack Lemmon og Sandy Dennis. Nu prøver Paramount at score lidt kasse på denne genindspilning og har derfor klogeligt satset på at bringe de spøjse veterankomikere Martin og Hawn sammen som det hårdt prøvede ægtepar Henry og Nancy Clark. De ankommer til det pulserende liv i The Big Apple, hvor alt selvfølgelig går helt galt. Det er kort fortalt den gamle historie om 'bymusen og landmusen' om igen, blot med dén ændring, at bymusene denne gang faktisk ender med at falde til i storbyen. Forinden skal de dog igennem en mængde genvordigheder: Omdirigerede fly, forkerte tog, forsvunden bagage, hold-up på åben gade, en bidsk rottweiler, spærrede kreditkort, arrestation for seksuel adfærd i en offentlig park og meget, meget mere. Alt dette er set hundrede gange før i andre amerikanske filmkomedier og virker derfor mere end forslidt.
Martin og Hawn er to trumf-esser
Steve Martin og Goldie Hawn har tidligere præsteret forrygende samspil i Franz Oz' "Hushjæælp" (1992), og også denne gang slår det gnister mellem dem. Den efterhånden 53-årige blondine Hawn er en sand komedienne, og det er primært hendes talenter, der trækker læsset. Martin er en mester i at agere hæderlig bedsteborger og pernittengryn, som vil gøre alt for at tækkes sin families luner. Det har han vist talrige gange, bedst måske i Charles Shyers to film om "Brudens Far" (1991 og 1995). Denne gang virker hans spil dog indimellem noget manieret.
John Cleese i stiletter og minkstola
Den gamle Monty Python-veteran John Cleese dukker op i en solid birolle som den maniske hoteldirektør Mersault der i bedste Basil Fawlty-stil gør en ære ud af at ydmyge såvel gæster som personale på det groveste. Uheldigvis viser det sig, at denne pertentlighedens vogter selv har en betydelig karakterbrist, nemlig en kompulsiv trang til at iklæde sig dametøj og svanse rundt med de mest gakkede gangarter bag lukkede døre. Denne fetichisme ender med at blive hans Watergate. På det tekniske hold skal nævnes veteranfotografen John Bailey, der har komponeret nogle smukke postkortbilleder fra New Yorks seightseeinglokationer, Greenwich Village, Times Square og Fulton Fish Market, samt komponisten Marc Shaiman, der pakker filmen ind i de smukkeste evergreens og jazz-toner.
På bare tæer i parken
Selv om det meste af pegefingermoralen i denne farce virker forceret og forudsigelig, og der aldrig helt opnås den balance mellem satire og konflikt, som instruktøren Sam Weisman efterstræber, byder filmen da på et par solide grin hen ad vejen. Ikke mindst da Steve Martin efter indtagelsen af hallucinerende stoffer fjantrer rundt i Central Park til tonerne af det gamle Ronald Dyson-hit "Aquarius" fra hippiemusicalen "Hair", og i et øjebliks anfald af ungdommelig kådhed, savlende jagter en aldeles velproportioneret pige med sunde jader. Eller da ægteparret ufrivilligt kommer til at deltage i et terapigruppemøde for sexuelt perverterede singles, og hustru Hawn åbenhjertigt begynder at berette om det manglende sexliv på hjemmefronten til stor fortrydelse for den bonerte husbond Martin.
For disse momentvise glimt af høj komik, bærer man gerne over med "Når Godtfolk Kommer til Byen"s leflende amerikanske krukkeri og dens stereotype karakterer og situationer. Men nogen lårklaskende morsom tour de force-oplevelse bliver denne storby-odyssé aldrig, selv ikke med den veloplagte duo Martin/Hawn som guider
Hvad gør det midaldrende, velstillede ægtepar, når børnene flytter hjemmefra, og de opofrende forældre skal finde sig til rette i en konservativ egoisttilværelse uden impulsivitet og ungdommelig vitesse som inspirationsfaktor? Det er stort set det centrale spørgsmål i dette satiriske lystspil, hvor Henry Clark (Steve Martin) og Nancy Clark (Goldie Hawn) er "Out-of-Towners"-teamet, der flytter fra kartoffelrækkerne i Ohio til metropolen New York, fordi Henry har søgt en overordnet stilling i et reklamebureau.
Hvis historien lyder bekendt, er det fordi, det er en opdatering af et Neil Simon-manuskript, som Arthur Hiller filmatiserede i 1970 med Jack Lemmon og Sandy Dennis. Nu prøver Paramount at score lidt kasse på denne genindspilning og har derfor klogeligt satset på at bringe de spøjse veterankomikere Martin og Hawn sammen som det hårdt prøvede ægtepar Henry og Nancy Clark. De ankommer til det pulserende liv i The Big Apple, hvor alt selvfølgelig går helt galt. Det er kort fortalt den gamle historie om 'bymusen og landmusen' om igen, blot med dén ændring, at bymusene denne gang faktisk ender med at falde til i storbyen. Forinden skal de dog igennem en mængde genvordigheder: Omdirigerede fly, forkerte tog, forsvunden bagage, hold-up på åben gade, en bidsk rottweiler, spærrede kreditkort, arrestation for seksuel adfærd i en offentlig park og meget, meget mere. Alt dette er set hundrede gange før i andre amerikanske filmkomedier og virker derfor mere end forslidt.
Martin og Hawn er to trumf-esser
Steve Martin og Goldie Hawn har tidligere præsteret forrygende samspil i Franz Oz' "Hushjæælp" (1992), og også denne gang slår det gnister mellem dem. Den efterhånden 53-årige blondine Hawn er en sand komedienne, og det er primært hendes talenter, der trækker læsset. Martin er en mester i at agere hæderlig bedsteborger og pernittengryn, som vil gøre alt for at tækkes sin families luner. Det har han vist talrige gange, bedst måske i Charles Shyers to film om "Brudens Far" (1991 og 1995). Denne gang virker hans spil dog indimellem noget manieret.
John Cleese i stiletter og minkstola
Den gamle Monty Python-veteran John Cleese dukker op i en solid birolle som den maniske hoteldirektør Mersault der i bedste Basil Fawlty-stil gør en ære ud af at ydmyge såvel gæster som personale på det groveste. Uheldigvis viser det sig, at denne pertentlighedens vogter selv har en betydelig karakterbrist, nemlig en kompulsiv trang til at iklæde sig dametøj og svanse rundt med de mest gakkede gangarter bag lukkede døre. Denne fetichisme ender med at blive hans Watergate. På det tekniske hold skal nævnes veteranfotografen John Bailey, der har komponeret nogle smukke postkortbilleder fra New Yorks seightseeinglokationer, Greenwich Village, Times Square og Fulton Fish Market, samt komponisten Marc Shaiman, der pakker filmen ind i de smukkeste evergreens og jazz-toner.
På bare tæer i parken
Selv om det meste af pegefingermoralen i denne farce virker forceret og forudsigelig, og der aldrig helt opnås den balance mellem satire og konflikt, som instruktøren Sam Weisman efterstræber, byder filmen da på et par solide grin hen ad vejen. Ikke mindst da Steve Martin efter indtagelsen af hallucinerende stoffer fjantrer rundt i Central Park til tonerne af det gamle Ronald Dyson-hit "Aquarius" fra hippiemusicalen "Hair", og i et øjebliks anfald af ungdommelig kådhed, savlende jagter en aldeles velproportioneret pige med sunde jader. Eller da ægteparret ufrivilligt kommer til at deltage i et terapigruppemøde for sexuelt perverterede singles, og hustru Hawn åbenhjertigt begynder at berette om det manglende sexliv på hjemmefronten til stor fortrydelse for den bonerte husbond Martin.
For disse momentvise glimt af høj komik, bærer man gerne over med "Når Godtfolk Kommer til Byen"s leflende amerikanske krukkeri og dens stereotype karakterer og situationer. Men nogen lårklaskende morsom tour de force-oplevelse bliver denne storby-odyssé aldrig, selv ikke med den veloplagte duo Martin/Hawn som guider
19/11-2018
