Tamme hævnere
2.0
Endnu en tv-serie må se sig overført til det store lærred. Denne gang er det "The Avengers", der i Jeremiah Chechiks bioversion er blevet lige så flot og gennemført i designet, som den er anstrengende i dialogen
I disse for vor verden så postmoderne retrotider hentes meget materiale og ideer fra de gode gamle 60'ere og 70'ere. I filmkredse har det udmøntet sig i, at en sand strøm af gamle tegneserier har fået liv, og mangen en populær tv-serie er blevet blæst op til stort format. Succesen ved denne transformation har naturligvis været svingende. I begge ender af skalaen, kan man nævne den slemme "The Saint - Helgenen" (97) og den betydeligt bedre "Mission: Impossible" (96). Nu er turen altså kommet til en af engelsk tv's store klenodier fra 60'erne, "The Avengers", der er blevet shinet gevaldigt op og har fået et par gedigne stjerner på rollelisten.
Den gamle sang om helte og skurke
Historien er i starten noget rodet fortalt, og det er først et stykke inde i filmen, at man for alvor fatter, hvad det egentlig drejer sig om. Ministeriets første mand i marken, John Steed (spillet med tilpas stiv overlæbe og te-attituder af Ralph Fiennes), bliver sat på en sag af allerhøjeste prioritet: vejrforholdene i England er gået amok og ændrer sig fra høj solskin til isnende vinter på få minutter. Mistanken samler sig hurtigt om den ekcentriske videnskabsmillionær Sir August De Wynter (spillet med forbavsende ufarlighed af Sean Connery). For at stå lidt bedre rustet får Steed tilkendt eksperthjælp i form af den langhårede slikasparges Dr. Emma Peel (uimodståelige Uma Thurman), der har et par overraskelser gemt i ærmerne, blandt andet en mindre venlig dobbeltgænger, som arbejder for De Wynter. For naturligvis er det ham, der laver rav i den med sin avancerede vejrmaskine, og naturligvis vil han have en bunke penge af Ministeriet for at stoppe sine små eksperimenter. Men Steed og Peel stiller jo ikke op for bollemælk og får tilsidst sat tingene på plads.
Kon
Det lyder jo faretruende ordinært, og det er det desværre også. Der er ganske enkelt for mange velkendte Bond-referencer til, at man gider interessere sig for selve handlingen. Det er reelt set noget, man kan leve med, fordi det kan henvises til genrens stereotyper. Hvad der derimod er svære at tilgive, er dens mangel på originalitet i beskrivelsen af Steed og Peels forhold, med deres konstante antydninger af noget mere end bare professionelt samarbejde. Her er det så, at man igen må skyde på manuskriptforfatteren, der i stedet for en dialog med vid og bid, giver os anstrengte metaforer til overflod. Og det er synd, når man får stillet noget nær de perfekte skuespillere til rådighed.
Pro
Men så er det da godt, at der er andre ting, man kan savle over. Foruden Uma Thurman i sort læderantræk, så er filmens absolutte hovedatraktion et meget gennemført design. I flere scener tager denne overflod af stil totalt magten fra historien, og lur mig om det ikke er ganske bevidst. Når den første benovelse over det trendy udseende først har lagt sig, så står man desværre tilbage med historien, og den er godt nok for tynd.
I disse for vor verden så postmoderne retrotider hentes meget materiale og ideer fra de gode gamle 60'ere og 70'ere. I filmkredse har det udmøntet sig i, at en sand strøm af gamle tegneserier har fået liv, og mangen en populær tv-serie er blevet blæst op til stort format. Succesen ved denne transformation har naturligvis været svingende. I begge ender af skalaen, kan man nævne den slemme "The Saint - Helgenen" (97) og den betydeligt bedre "Mission: Impossible" (96). Nu er turen altså kommet til en af engelsk tv's store klenodier fra 60'erne, "The Avengers", der er blevet shinet gevaldigt op og har fået et par gedigne stjerner på rollelisten.
Den gamle sang om helte og skurke
Historien er i starten noget rodet fortalt, og det er først et stykke inde i filmen, at man for alvor fatter, hvad det egentlig drejer sig om. Ministeriets første mand i marken, John Steed (spillet med tilpas stiv overlæbe og te-attituder af Ralph Fiennes), bliver sat på en sag af allerhøjeste prioritet: vejrforholdene i England er gået amok og ændrer sig fra høj solskin til isnende vinter på få minutter. Mistanken samler sig hurtigt om den ekcentriske videnskabsmillionær Sir August De Wynter (spillet med forbavsende ufarlighed af Sean Connery). For at stå lidt bedre rustet får Steed tilkendt eksperthjælp i form af den langhårede slikasparges Dr. Emma Peel (uimodståelige Uma Thurman), der har et par overraskelser gemt i ærmerne, blandt andet en mindre venlig dobbeltgænger, som arbejder for De Wynter. For naturligvis er det ham, der laver rav i den med sin avancerede vejrmaskine, og naturligvis vil han have en bunke penge af Ministeriet for at stoppe sine små eksperimenter. Men Steed og Peel stiller jo ikke op for bollemælk og får tilsidst sat tingene på plads.
Kon
Det lyder jo faretruende ordinært, og det er det desværre også. Der er ganske enkelt for mange velkendte Bond-referencer til, at man gider interessere sig for selve handlingen. Det er reelt set noget, man kan leve med, fordi det kan henvises til genrens stereotyper. Hvad der derimod er svære at tilgive, er dens mangel på originalitet i beskrivelsen af Steed og Peels forhold, med deres konstante antydninger af noget mere end bare professionelt samarbejde. Her er det så, at man igen må skyde på manuskriptforfatteren, der i stedet for en dialog med vid og bid, giver os anstrengte metaforer til overflod. Og det er synd, når man får stillet noget nær de perfekte skuespillere til rådighed.
Pro
Men så er det da godt, at der er andre ting, man kan savle over. Foruden Uma Thurman i sort læderantræk, så er filmens absolutte hovedatraktion et meget gennemført design. I flere scener tager denne overflod af stil totalt magten fra historien, og lur mig om det ikke er ganske bevidst. Når den første benovelse over det trendy udseende først har lagt sig, så står man desværre tilbage med historien, og den er godt nok for tynd.
19/11-2018
