Hvor er støvkluden?
2.0
Der er gået præcis tredive år siden, man på film første gang stiftede bekendtskab med perfektionisten, rengøringsfanatikeren og hypokonderen Felix Unger og hans sidestykke - gambleren, rodemikkelen og sportsidioten Oscar Madison. Nu er de gæve anti-helte hevet frem i rampelyset igen.
De to modsætninger havde ellers været lykkeligt adskilt i 17 år. Men da deres afkom skal giftes med hinanden, er de ulykkeligtvis tvunget til endnu engang at være sammen. Denne gang bliver det på turen fra en lufthavn i Californien og ud til den lille flække, hvor det romantiske bryllup skal finde sted. Men de to går hinanden på deres i forvejen flossede nerver, og så bliver den enorme Californiske ørken skueplads for Felix og Oscars lidt for søgte klovnerier. Således konfronteres den lokale sheriff flere gange med oldingene og deres fuldkommen langt ude oplevelser. Ikke noget at sige til at han konstant klør sig forundret i panden.
Meget støvede
Jack Lemmon og Walther Matthau har været makkerpar på film mange gange. Ti for at være helt nøjagtig. Og de klædte hinanden godt, de to gubber. Nu er de så endnu engang hevet ud af trofæskabet, og det tykke lag af støv er blevet pustet af for endnu engang at blive vist frem i en film, og det er både sørgeligt og ynkeligt (hvem sagde olsenbanden?). Men det skaber en del problemer. Meget af filmen er baseret på en uendelig række opstillede situationer, hvor Matthaus figur kan fyre en svada eller en on-liner af fra hoften. Eller hvor Lemmons figur igen kan sige "Fnaaa......Pnaaaaau" for at rense bihulerne. Det var morsomt i udgaven fra 1968 og det var morsomt første gang han igen gør det i toeren. Men at han gør det 3-4 gange demonstrerer med alt tydelighed at instruktøren mangler timing og fornemmelse for komedien. Havde manuskriptet været bare en kende mere subtilt, kunne man måske være overbærende, men det er det ikke. "Hvem støver af nu?" er ikke særskilt morsom: hovedrollerne er blevet alt for gamle til at være de påkrævede dynamiske elementer, de skal være, og historien er i det hele taget for opstavlet og søgt til nogensinde at blive den lårklaskende komedie, den var tænkt som.
De to modsætninger havde ellers været lykkeligt adskilt i 17 år. Men da deres afkom skal giftes med hinanden, er de ulykkeligtvis tvunget til endnu engang at være sammen. Denne gang bliver det på turen fra en lufthavn i Californien og ud til den lille flække, hvor det romantiske bryllup skal finde sted. Men de to går hinanden på deres i forvejen flossede nerver, og så bliver den enorme Californiske ørken skueplads for Felix og Oscars lidt for søgte klovnerier. Således konfronteres den lokale sheriff flere gange med oldingene og deres fuldkommen langt ude oplevelser. Ikke noget at sige til at han konstant klør sig forundret i panden.
Meget støvede
Jack Lemmon og Walther Matthau har været makkerpar på film mange gange. Ti for at være helt nøjagtig. Og de klædte hinanden godt, de to gubber. Nu er de så endnu engang hevet ud af trofæskabet, og det tykke lag af støv er blevet pustet af for endnu engang at blive vist frem i en film, og det er både sørgeligt og ynkeligt (hvem sagde olsenbanden?). Men det skaber en del problemer. Meget af filmen er baseret på en uendelig række opstillede situationer, hvor Matthaus figur kan fyre en svada eller en on-liner af fra hoften. Eller hvor Lemmons figur igen kan sige "Fnaaa......Pnaaaaau" for at rense bihulerne. Det var morsomt i udgaven fra 1968 og det var morsomt første gang han igen gør det i toeren. Men at han gør det 3-4 gange demonstrerer med alt tydelighed at instruktøren mangler timing og fornemmelse for komedien. Havde manuskriptet været bare en kende mere subtilt, kunne man måske være overbærende, men det er det ikke. "Hvem støver af nu?" er ikke særskilt morsom: hovedrollerne er blevet alt for gamle til at være de påkrævede dynamiske elementer, de skal være, og historien er i det hele taget for opstavlet og søgt til nogensinde at blive den lårklaskende komedie, den var tænkt som.
19/11-2018