Britisk Olsenbanden
4.0
John Boorman går succefuldt folk som Ken Loach og Mike Leigh i bedene med sin moderne Robin Hood historie "Forbrydergeneralen".
Den engelske instruktør John Boormans filmkarriere har mildest talt været broget, rangerende fra den flotte men rædselsfulde "The Emerald Forrest"(1985) over ligegyldigheder som "Beyond Rangoon" (1995) til mesterværkerne "Point Blank" (1967) og "Udflugt med døden" (1972). Det socialrealistiske har aldrig rigtigt ligget til Boorman, så det har han ladet Loach og Leigh om. Kun i "Hope and Glory", som er en skildring af krigens indtryk på en lille dreng, er der tendenser i den retning.
Det er derfor med stor forundring til følge, at man præsenteres for hans nyeste film "Forbrydergeneralen". Det er den sande historie om forbryderen Martin Cahill (Brendan Gleeson) og hans bande fra arbejderbyen Hollyfield, der skaber sig et ry som en moderne Robin Hood. Gennem nogle dristige og velgennemførte røverier samt en konstant løben om hjørner med det engelske politi, vinder de stor respekt blandet byens befolkning, og også en vis respekt hos den lokale politichef Ned Kenny (Jon Voight), der dog gerne så dem alle bag tremmer. Deres mere og mere grandiose eskapader får politiet til at etablere døgnovervågning. Samtidig er den ellers så fasttømrede bande så småt ved at gå i opløsning, da de begynder at snyde Cahill og tilsidst at angive ham. I et forsøg på at skaffe lidt penge, og latterliggøre dem, sælger han et falsk billede til IRA, der ikke tager let på at blive røvrendt og ender med at skyde ham på åben gade.
Fin forbryderfilm
Filmen er fortalt med en varme og en humor, der overgår alt hvad Boorman har lavet før. Beskrivelserne af både kuppene og de konstante politiundvigelser antager, i al deres opfindsomhed, næsten Olsenbande-karakter, uden filmen dog går hen og bliver rendyrket komedie. Samtidig præsenteres vi nemlig for Cahill som autoritetshaderen, der vil gøre næsten alt for at få etaterne ned med nakken. Denne mission ender med at blive en næsten sygeligt besættelse i hans liv og i sidste instans hans undergang.
Filmens personer er så nuancerede og vedkommende tegnet, at man næsten ikke kan undgå at blive engageret i dem og deres liv. Boorman har desuden allieret sig med en aldeles kompetent skuespiller stab, der spiller bragende godt. Specielt Gleeson, som Cahill, fremkalder med sit bamseagtige udseende, alt lige fra ynkelighed over sympati til respekt og ærefrygt.
Den knivskarpe balance mellem de meget morsomme indslag og Cahills personlige opløsning, behersker Boorman til fulde, fordi historien er god, og fordi han ganske enkelt er en fremragende instruktør.
Filmen er derfor en vinder på så godt som alle punkter, og en ofte både varm og morsom oplevelse man ikke må snyde sig selv for.
Den engelske instruktør John Boormans filmkarriere har mildest talt været broget, rangerende fra den flotte men rædselsfulde "The Emerald Forrest"(1985) over ligegyldigheder som "Beyond Rangoon" (1995) til mesterværkerne "Point Blank" (1967) og "Udflugt med døden" (1972). Det socialrealistiske har aldrig rigtigt ligget til Boorman, så det har han ladet Loach og Leigh om. Kun i "Hope and Glory", som er en skildring af krigens indtryk på en lille dreng, er der tendenser i den retning.
Det er derfor med stor forundring til følge, at man præsenteres for hans nyeste film "Forbrydergeneralen". Det er den sande historie om forbryderen Martin Cahill (Brendan Gleeson) og hans bande fra arbejderbyen Hollyfield, der skaber sig et ry som en moderne Robin Hood. Gennem nogle dristige og velgennemførte røverier samt en konstant løben om hjørner med det engelske politi, vinder de stor respekt blandet byens befolkning, og også en vis respekt hos den lokale politichef Ned Kenny (Jon Voight), der dog gerne så dem alle bag tremmer. Deres mere og mere grandiose eskapader får politiet til at etablere døgnovervågning. Samtidig er den ellers så fasttømrede bande så småt ved at gå i opløsning, da de begynder at snyde Cahill og tilsidst at angive ham. I et forsøg på at skaffe lidt penge, og latterliggøre dem, sælger han et falsk billede til IRA, der ikke tager let på at blive røvrendt og ender med at skyde ham på åben gade.
Fin forbryderfilm
Filmen er fortalt med en varme og en humor, der overgår alt hvad Boorman har lavet før. Beskrivelserne af både kuppene og de konstante politiundvigelser antager, i al deres opfindsomhed, næsten Olsenbande-karakter, uden filmen dog går hen og bliver rendyrket komedie. Samtidig præsenteres vi nemlig for Cahill som autoritetshaderen, der vil gøre næsten alt for at få etaterne ned med nakken. Denne mission ender med at blive en næsten sygeligt besættelse i hans liv og i sidste instans hans undergang.
Filmens personer er så nuancerede og vedkommende tegnet, at man næsten ikke kan undgå at blive engageret i dem og deres liv. Boorman har desuden allieret sig med en aldeles kompetent skuespiller stab, der spiller bragende godt. Specielt Gleeson, som Cahill, fremkalder med sit bamseagtige udseende, alt lige fra ynkelighed over sympati til respekt og ærefrygt.
Den knivskarpe balance mellem de meget morsomme indslag og Cahills personlige opløsning, behersker Boorman til fulde, fordi historien er god, og fordi han ganske enkelt er en fremragende instruktør.
Filmen er derfor en vinder på så godt som alle punkter, og en ofte både varm og morsom oplevelse man ikke må snyde sig selv for.
19/11-2018
