Manden der taler til hestesjæle og kvindehjerter
4.0
"Hestehviskeren" er en vellykket filmatisering af Nicolas Evans bestseller af samme navn. Faktisk ligger filmen hestehoveder foran bogen. Som både instruktør, skuespiller og hestehvisker sidder Robert Redford ganske sikkert i sadlen
Den succesrige og usympatiske New Yorker-redaktør Annie (Kristin Scott-Thomas) og advokaten Robert MacLean (Sam Neill) ser deres verden falde sammen den dag, deres 14-årige datter Grace (Scarlett Johansson) og hesten Pilgrim traumatiseres af en tragisk rideulykke. Grace mister sin bedste veninde og sit højre ben, Pilgrim mister sin forstand. Familien rådes til at lade hesten aflive, men mor Annie modsætter sig, fordi hun føler, at hestens helbredelse er uløseligt forbundet med datterens. Den stædige karrierekvinde finder frem til en såkaldt hestehvisker i Montana, der er kendt for at kunne hjælpe folk med problemheste. Men Tom Booker (Robert Redford) er ikke interesseret i at hjælpe, og Grace er ikke interesseret i at blive hjulpet. Det stopper dog ikke Annie, der er vant til at få sin vilje, så traileren læsses og kursen sættes mod 90ernes "vilde" vesten.
Velkommen til Marlboro-country
Midt i Guds eget land ser dramaet således ud til at have plads nok til at udfolde sig, og den amerikanske drøm får da også rig lejlighed til at galoppere frit omkring indenfor trivialgenrens store indhegninger.
Filmen er ikke alene et stykke solidt håndværk, der uden tvivl leverer varen. Den er også et bevis på, hvor fint bogens ånd kan overføres til det store lærred. Storslåede billeder af Montanas vidstrakte prærie akkompagneres af en velkomponeret underlægningsmusik, mens stort set alle skuespillere viser hvordan man arbejder professionelt. Men også netop kun professionelt, for gnisten mellem Scott-Thomas og Redford tændes aldrig rigtigt, og følelserne mellem dem forbliver en filmisk illusion. Omend en af de bedre.
Levende ord og levende billeder
De mange scener med Pilgrim (spillet af 4-5 forskellige heste) er fantastisk godt udført at fotografen Robert Richardson og klipperen Tom Rolf. Her er det tydeligt, at Redford virkelig elsker både sit land og sine heste. Mens bogen er en forvokset udgave af hestetriviallitteraturen, undgår filmen de mest klistrede klichéer. Det er tydeligt, at Redford har tænkt på bogens publikum, da overgangen til filmlærredet fandt sted. Derfor er filmens udformning og især slutning også en overraskelse i forhold til bogen, fordi den sætter bogens problematik i et andet lys. Filmen kan således både ses som en ulykkelig kærlighedshistorie, og som en (visuel) hyldest til en hastigt forsvindende del af den amerikanske kulturhistorie og vilde natur.
Cowboyen og den halve ranch
I et cowboyland hvor heste traditionelt er blevet tilredet på den brutale måde, man kender fra rodeoerne, er hestehviskerens opbygning af tillid mellem mand og hest revolutionerende. Buck Brannaman, der er en "rigtig" hestehvisker gav Redford gode råd og vrinsk under optagelserne for at gøre filmen så realistisk som muligt. Redford var faktisk så bidt af historien, at han købte rettighederne (for 3 millioner dollars) allerede inden Nicolas Evans havde skrevet bogen færdig. Med Buena Vista og Disney som økonomisk opbakning er det da heller ikke en overraskelse, at filmen med en god mængde vaseline på kameralinsen er lidt af et prinsen-på-den-hvide-hest-eventyr. Filmens publikum er derfor klart dem, der kan forholde sig til cowboymentaliteten i Midtvesten, romantik rundt om lejrbålet og et par vilde mustanger. Ellers er 2 timer og 45 minutter lang tid at bruge på ikke at blive forført.
Den succesrige og usympatiske New Yorker-redaktør Annie (Kristin Scott-Thomas) og advokaten Robert MacLean (Sam Neill) ser deres verden falde sammen den dag, deres 14-årige datter Grace (Scarlett Johansson) og hesten Pilgrim traumatiseres af en tragisk rideulykke. Grace mister sin bedste veninde og sit højre ben, Pilgrim mister sin forstand. Familien rådes til at lade hesten aflive, men mor Annie modsætter sig, fordi hun føler, at hestens helbredelse er uløseligt forbundet med datterens. Den stædige karrierekvinde finder frem til en såkaldt hestehvisker i Montana, der er kendt for at kunne hjælpe folk med problemheste. Men Tom Booker (Robert Redford) er ikke interesseret i at hjælpe, og Grace er ikke interesseret i at blive hjulpet. Det stopper dog ikke Annie, der er vant til at få sin vilje, så traileren læsses og kursen sættes mod 90ernes "vilde" vesten.
Velkommen til Marlboro-country
Midt i Guds eget land ser dramaet således ud til at have plads nok til at udfolde sig, og den amerikanske drøm får da også rig lejlighed til at galoppere frit omkring indenfor trivialgenrens store indhegninger.
Filmen er ikke alene et stykke solidt håndværk, der uden tvivl leverer varen. Den er også et bevis på, hvor fint bogens ånd kan overføres til det store lærred. Storslåede billeder af Montanas vidstrakte prærie akkompagneres af en velkomponeret underlægningsmusik, mens stort set alle skuespillere viser hvordan man arbejder professionelt. Men også netop kun professionelt, for gnisten mellem Scott-Thomas og Redford tændes aldrig rigtigt, og følelserne mellem dem forbliver en filmisk illusion. Omend en af de bedre.
Levende ord og levende billeder
De mange scener med Pilgrim (spillet af 4-5 forskellige heste) er fantastisk godt udført at fotografen Robert Richardson og klipperen Tom Rolf. Her er det tydeligt, at Redford virkelig elsker både sit land og sine heste. Mens bogen er en forvokset udgave af hestetriviallitteraturen, undgår filmen de mest klistrede klichéer. Det er tydeligt, at Redford har tænkt på bogens publikum, da overgangen til filmlærredet fandt sted. Derfor er filmens udformning og især slutning også en overraskelse i forhold til bogen, fordi den sætter bogens problematik i et andet lys. Filmen kan således både ses som en ulykkelig kærlighedshistorie, og som en (visuel) hyldest til en hastigt forsvindende del af den amerikanske kulturhistorie og vilde natur.
Cowboyen og den halve ranch
I et cowboyland hvor heste traditionelt er blevet tilredet på den brutale måde, man kender fra rodeoerne, er hestehviskerens opbygning af tillid mellem mand og hest revolutionerende. Buck Brannaman, der er en "rigtig" hestehvisker gav Redford gode råd og vrinsk under optagelserne for at gøre filmen så realistisk som muligt. Redford var faktisk så bidt af historien, at han købte rettighederne (for 3 millioner dollars) allerede inden Nicolas Evans havde skrevet bogen færdig. Med Buena Vista og Disney som økonomisk opbakning er det da heller ikke en overraskelse, at filmen med en god mængde vaseline på kameralinsen er lidt af et prinsen-på-den-hvide-hest-eventyr. Filmens publikum er derfor klart dem, der kan forholde sig til cowboymentaliteten i Midtvesten, romantik rundt om lejrbålet og et par vilde mustanger. Ellers er 2 timer og 45 minutter lang tid at bruge på ikke at blive forført.
19/11-2018
