Kratluskeren slår igen
1.0
Der er hverken hoved eller hale i Stefan Jarls selvhøjtidelige børneeventyr "Jeg er din kriger"
Det var sandsynligvis meningen, at svenske Stefan Jarls "Jeg er din kriger" skulle være en eventyrlig og dramatisk film for børn og voksne. Den skulle fortælle den spændende historie om en dreng, der lever alene i ødemarken og prøver at redde det døende miljø fra fæle mennesker. I stedet er filmen blevet en usandsynligt dårligt fortalt omgang nonsens.
Den vise indianer
"Jeg er din krigers" store problem er, at den ikke giver sig tid til at bygge personerne og baggrunden op: vi møder kammeraterne Kim (Robin Milldorff) og Edward (Viggo Lundberg), der leger ved en sø i skoven. Kim elsker dyr og kan ikke nænne at køre en fuglerede over, mens Edward har travlt og vil skynde sig hjem. Kim bliver tilbage, men styrter på sin cykel og falder i søen. Da han kommer op af vandet igen, står en gammel indianer (John Belindo) foran ham. Indianeren forærer Kim en bue, og giver ham opgaven at beskytte naturen, at være 'hans kriger'. Kim accepterer uden videre, og så er filmen sådan set i gang. Resten af historien handler om Kims forsøg på at overleve på indianervis i ødemarken, undgå at blive fundet af politiet og afstraffe de lede mennesker, der fanger små søde ræve og bygger en grim motorvej midt i skoven.
Filmen spiller på drengedrømmen om at være en stærk indianer, der kender naturens veje og kan klare sig uden de svage byboere. Tanken er vel, at vildmarksromantikken skal tiltrække de unge drenge og piger, mens det politisk korrekte budskab skal være forældrenes alibi. Men filmen søger aldrig på noget tidspunkt at give os et indblik i personen Kim, han er blot en dreng, der vader rundt i en skov og kigger på naturen. Hvad mener han fx om at skulle være udset til skovens beskytter, så han aldrig kan vende tilbage til forældrene? Er det en drøm han har gået med længe, fordi han føler sig utilpas i det trygge hjem? Hvordan er hans forældre som mennesker? Hvad er omkostningerne ved at leve i skoven? Har han mon lyst til at vende tilbage?
Absurde scener i bunkevis
"Jeg er din kriger" er blot en række isolerede scener, uden nogen logisk sammenhæng. Personerne er så dårligt fortalte, at man konstant undrer sig. Hvorfor gjorde han det? Hvad sker der nu? Hvor er de henne? Hvordan kan det lade sig gøre?
Et par eksempler: Efter at have fået sin bue og pil er Kims første velgerning at skræmme tre skovsvin væk fra søen. Men starter den lokale politimester sin eftersøgning ved søen? Nej han begynder selvfølgelig at lede i den modsatte ende af skoven. Hvorfor? Fordi ellers havde de fundet Kim med det samme, og filmen havde været slut.
Kim bygger sig en hytte ved søen. Den burde jo sådan set være nem nok at finde, men hvorfor er der ingen der finder den? Hvor stor er skoven? Hvor stor er søen? Er politiet på noget tidspunkt på sporet?
Kims kammerat Edward var den, der så ham sidst. Fortæller Edward til nogen, hvor de var henne? Tilsyneladende ikke, for der går et halvt år, før Kims fader finder Kims cykel, det sted hvor han efterlod den. Hvad mener Edward om Kims forsvinden? På et tidspunkt er han ved et usandsynligt tilfælde ude i skoven, da Kim straffer en krybskytte. Da Kim så kommer hjem sidder Edward i hytten. Skal vennerne nu have et opgør? Vil Edward gerne have en forklaring? Næh, Edward fælder en tåre, snøfter lidt, og går ud af hytten igen, mens Kim kigger efter ham med sit altid uudgrundelige blik.
Hvorfor græder Edward? Hvorfor forsvinder han ud af historien?
Indianeren fortæller Kim, at hvis han rammer månen med en pil, så kan han tale med dyrene. Det er da en sjov idé, men lykkes det nogensinde for Kim? Det glemmer filmen at fortælle os. Ligeledes forsvinder en indiansk pige, Kim har forelsket sig i, midt i filmen. Hvor blev hun af? Var hun alligevel ikke vigtig? En film bør ikke spilde sine tilskueres tid med anslag, der aldrig bliver til noget.
Miljøfascisme
Sådan fortsætter den absurde tomgang frem til en temmelig voldsom afslutning. Kim ender med uforsætligt at myrde en ondsindet politimand, men filmen opfatter tilsyneladende ikke drab som noget forkert. Manden have jo myrdet en spurv, så han fortjente det. At Kim selv har travlt med at dræbe fisk og skyde rådyr er åbenbart ikke noget problem - han skal jo leve af det. Filmen er tilsyneladende fortaler for den værste gang miljøfascime - at miljøet er vigtigere end mennesker.
Nuvel, det er da uretfærdigt, at ræve skal skydes for at give pels til overklassefruer, det kan vi da alle blive enige om. Og man bør rydde op efter sig på skovturen, javel. Motorveje er muligvis grimme og støjende, men ærligt talt, havde mennesket ikke udnytte sine evner til at undertvinge naturen, så havde civilisation ikke eksisteret. Sådan er det, og så kan Kims kloge indianer rende og hoppe.
"Jeg er din kriger" kunne være blevet en spændende historie om konflikten mellem drengedrømme og den virkelige verden. Men Stefan Jarl har med imponerende konsekvens truffet alle de forkerte valg: I stedet for at udvikle personerne vælger han minutlange poetiske natursekvenser, og i stedet for at følge bare et minimum af logik, træffer personerne konstant idiotiske beslutninger, så tåbelighederne kan fortsætte endnu et kvarter.
Det var sandsynligvis meningen, at svenske Stefan Jarls "Jeg er din kriger" skulle være en eventyrlig og dramatisk film for børn og voksne. Den skulle fortælle den spændende historie om en dreng, der lever alene i ødemarken og prøver at redde det døende miljø fra fæle mennesker. I stedet er filmen blevet en usandsynligt dårligt fortalt omgang nonsens.
Den vise indianer
"Jeg er din krigers" store problem er, at den ikke giver sig tid til at bygge personerne og baggrunden op: vi møder kammeraterne Kim (Robin Milldorff) og Edward (Viggo Lundberg), der leger ved en sø i skoven. Kim elsker dyr og kan ikke nænne at køre en fuglerede over, mens Edward har travlt og vil skynde sig hjem. Kim bliver tilbage, men styrter på sin cykel og falder i søen. Da han kommer op af vandet igen, står en gammel indianer (John Belindo) foran ham. Indianeren forærer Kim en bue, og giver ham opgaven at beskytte naturen, at være 'hans kriger'. Kim accepterer uden videre, og så er filmen sådan set i gang. Resten af historien handler om Kims forsøg på at overleve på indianervis i ødemarken, undgå at blive fundet af politiet og afstraffe de lede mennesker, der fanger små søde ræve og bygger en grim motorvej midt i skoven.
Filmen spiller på drengedrømmen om at være en stærk indianer, der kender naturens veje og kan klare sig uden de svage byboere. Tanken er vel, at vildmarksromantikken skal tiltrække de unge drenge og piger, mens det politisk korrekte budskab skal være forældrenes alibi. Men filmen søger aldrig på noget tidspunkt at give os et indblik i personen Kim, han er blot en dreng, der vader rundt i en skov og kigger på naturen. Hvad mener han fx om at skulle være udset til skovens beskytter, så han aldrig kan vende tilbage til forældrene? Er det en drøm han har gået med længe, fordi han føler sig utilpas i det trygge hjem? Hvordan er hans forældre som mennesker? Hvad er omkostningerne ved at leve i skoven? Har han mon lyst til at vende tilbage?
Absurde scener i bunkevis
"Jeg er din kriger" er blot en række isolerede scener, uden nogen logisk sammenhæng. Personerne er så dårligt fortalte, at man konstant undrer sig. Hvorfor gjorde han det? Hvad sker der nu? Hvor er de henne? Hvordan kan det lade sig gøre?
Et par eksempler: Efter at have fået sin bue og pil er Kims første velgerning at skræmme tre skovsvin væk fra søen. Men starter den lokale politimester sin eftersøgning ved søen? Nej han begynder selvfølgelig at lede i den modsatte ende af skoven. Hvorfor? Fordi ellers havde de fundet Kim med det samme, og filmen havde været slut.
Kim bygger sig en hytte ved søen. Den burde jo sådan set være nem nok at finde, men hvorfor er der ingen der finder den? Hvor stor er skoven? Hvor stor er søen? Er politiet på noget tidspunkt på sporet?
Kims kammerat Edward var den, der så ham sidst. Fortæller Edward til nogen, hvor de var henne? Tilsyneladende ikke, for der går et halvt år, før Kims fader finder Kims cykel, det sted hvor han efterlod den. Hvad mener Edward om Kims forsvinden? På et tidspunkt er han ved et usandsynligt tilfælde ude i skoven, da Kim straffer en krybskytte. Da Kim så kommer hjem sidder Edward i hytten. Skal vennerne nu have et opgør? Vil Edward gerne have en forklaring? Næh, Edward fælder en tåre, snøfter lidt, og går ud af hytten igen, mens Kim kigger efter ham med sit altid uudgrundelige blik.
Hvorfor græder Edward? Hvorfor forsvinder han ud af historien?
Indianeren fortæller Kim, at hvis han rammer månen med en pil, så kan han tale med dyrene. Det er da en sjov idé, men lykkes det nogensinde for Kim? Det glemmer filmen at fortælle os. Ligeledes forsvinder en indiansk pige, Kim har forelsket sig i, midt i filmen. Hvor blev hun af? Var hun alligevel ikke vigtig? En film bør ikke spilde sine tilskueres tid med anslag, der aldrig bliver til noget.
Miljøfascisme
Sådan fortsætter den absurde tomgang frem til en temmelig voldsom afslutning. Kim ender med uforsætligt at myrde en ondsindet politimand, men filmen opfatter tilsyneladende ikke drab som noget forkert. Manden have jo myrdet en spurv, så han fortjente det. At Kim selv har travlt med at dræbe fisk og skyde rådyr er åbenbart ikke noget problem - han skal jo leve af det. Filmen er tilsyneladende fortaler for den værste gang miljøfascime - at miljøet er vigtigere end mennesker.
Nuvel, det er da uretfærdigt, at ræve skal skydes for at give pels til overklassefruer, det kan vi da alle blive enige om. Og man bør rydde op efter sig på skovturen, javel. Motorveje er muligvis grimme og støjende, men ærligt talt, havde mennesket ikke udnytte sine evner til at undertvinge naturen, så havde civilisation ikke eksisteret. Sådan er det, og så kan Kims kloge indianer rende og hoppe.
"Jeg er din kriger" kunne være blevet en spændende historie om konflikten mellem drengedrømme og den virkelige verden. Men Stefan Jarl har med imponerende konsekvens truffet alle de forkerte valg: I stedet for at udvikle personerne vælger han minutlange poetiske natursekvenser, og i stedet for at følge bare et minimum af logik, træffer personerne konstant idiotiske beslutninger, så tåbelighederne kan fortsætte endnu et kvarter.
19/11-2018