Tre i en
2.0
Skæbnespil er et stemningsmættet drama, som desværre trækker i langdrag.
Vi er i 1930'ernes Boston i overklassemiljøet, hvor man kan betale sig fra alt - næsten. Ægteparret Eleanor og Arthur Barret (Madeleine Stowe og William Hurt) lever et lykkeligt og tilsyneladende ukompliceret liv i sus og dus. Han er stenrig forretningsmand, hun er forfatter og ivrig forkæmper for kvinders ligestilling. At hun sagtens kan det, fordi hun bliver forsørget af sin mand, er én af filmens pointer. Og det er måske netop Eleanors selvstændighed og kamp for ligerettighed der grundlæggende bliver ægteskabets ruin.
Barret er blandt byens spidser og er beundret af mange. Det eneste de mangler, er et barn, for Arthur er steril, og selv det kan de klare, med deres store indflydelse. Arthur hyrer en ung fremadstræbende mand, Roger, som af udseende og intellekt minder om ham selv. For formedes 25.000 $ - som vel snildt kan ganges med 10-20 i vor tids penge, skal Roger være Arthurs stedfortræder i ægtesengen og efter endt erotisk udfoldelse bør han forsvinde som dug for solen. Som det hidtil eneste i ægteparrets liv lykkes befrugtningen ikke i første forsøg. Arthur føjer sig for sin kone og Roger inviteres til at gentage proceduren måneden efter. Lige så langsom krakelerer overfladen; især for Eleonor som har mere mennskekendskab end sin mand. Da Eleanor endelig bliver gravid er Roger til gengæld blevet forelsket. I sin ungdommelige naivitet tror han, at han kan true den magtfulde Arthur ved at afsløre den lyssky aftale. Her er det rent dramatisk at spændingen stiger og rent filmisk at raffinementen daler.
Præsten Michael (Kenneth Branagh) introduceres for alvor. Han er desuden filmens gennemgående fortæller. Han er ny præst i kirken, og han bærer på en hemmelighed om familierelationerne i familien Barret, der får afgørende betydning for handlingen. Da Roger findes myrdet, tror Eleanor, at Arthur er gerningsmanden og i frustration vender hun sig mod Michael for hjælp. Mere skal ikke afsløres, det er synd for den lille bitte smule overraskelse, lad os kalde det en aha-oplevelse, som det ret forudsigelige plot trods alt byder på.
Filmens første halvdel fungerer fint. Historien er velfortalt og tempoet er astadigt og passer til hele stemningen og den overfladiske ro som bliver forbundet med overklassemiljøet. Personerne falder fint i karakter og der er oven i købet plads til både humor og underfundighed i mange scener. Let og elegant. Desværre forbliver starten kun gode intensioner, og resten af filmen trækker i langdrag og bliver, proportionalt med den dramatiske udvikling, mere og mere damebladsagtigt. Til sidst svælger filmen voldsomt i tungt følelsladede elementer, og pludselig er troværdighed og den glimrende miljøskildring nedprioriteret.
De tre hovedpersoner, Stowe, Hart og Branagh som alle er branche-giganter, arbejder intenst - og ikke forgæves - for at skabe en troværdig trekant. Der er, ihvert fald i starten, dybde i personerne og de tre skuespillere er hver især typer der passer til historiens tid og sted. Og så skal husveninden Syril, spillet af den ikke særlig kendte Blythe Danner, have en kæmpe klapsalve. Hun er helt i tiden ånd, som taget ud af en sort/hvid Hollywoodfilm fra 1930'erne. Skæbnespil - titlen er en uklar erstatning for den amerikaske titel The Proposition - er et stilistist flot og til tider ganske gribende drama. Havde instruktør Lesli Linka Glatter været mere konsekvent og strammet op i filmens anden del, var oplevelsen blevet mindre knaldroman og mere klassiker.
Vi er i 1930'ernes Boston i overklassemiljøet, hvor man kan betale sig fra alt - næsten. Ægteparret Eleanor og Arthur Barret (Madeleine Stowe og William Hurt) lever et lykkeligt og tilsyneladende ukompliceret liv i sus og dus. Han er stenrig forretningsmand, hun er forfatter og ivrig forkæmper for kvinders ligestilling. At hun sagtens kan det, fordi hun bliver forsørget af sin mand, er én af filmens pointer. Og det er måske netop Eleanors selvstændighed og kamp for ligerettighed der grundlæggende bliver ægteskabets ruin.
Barret er blandt byens spidser og er beundret af mange. Det eneste de mangler, er et barn, for Arthur er steril, og selv det kan de klare, med deres store indflydelse. Arthur hyrer en ung fremadstræbende mand, Roger, som af udseende og intellekt minder om ham selv. For formedes 25.000 $ - som vel snildt kan ganges med 10-20 i vor tids penge, skal Roger være Arthurs stedfortræder i ægtesengen og efter endt erotisk udfoldelse bør han forsvinde som dug for solen. Som det hidtil eneste i ægteparrets liv lykkes befrugtningen ikke i første forsøg. Arthur føjer sig for sin kone og Roger inviteres til at gentage proceduren måneden efter. Lige så langsom krakelerer overfladen; især for Eleonor som har mere mennskekendskab end sin mand. Da Eleanor endelig bliver gravid er Roger til gengæld blevet forelsket. I sin ungdommelige naivitet tror han, at han kan true den magtfulde Arthur ved at afsløre den lyssky aftale. Her er det rent dramatisk at spændingen stiger og rent filmisk at raffinementen daler.
Præsten Michael (Kenneth Branagh) introduceres for alvor. Han er desuden filmens gennemgående fortæller. Han er ny præst i kirken, og han bærer på en hemmelighed om familierelationerne i familien Barret, der får afgørende betydning for handlingen. Da Roger findes myrdet, tror Eleanor, at Arthur er gerningsmanden og i frustration vender hun sig mod Michael for hjælp. Mere skal ikke afsløres, det er synd for den lille bitte smule overraskelse, lad os kalde det en aha-oplevelse, som det ret forudsigelige plot trods alt byder på.
Filmens første halvdel fungerer fint. Historien er velfortalt og tempoet er astadigt og passer til hele stemningen og den overfladiske ro som bliver forbundet med overklassemiljøet. Personerne falder fint i karakter og der er oven i købet plads til både humor og underfundighed i mange scener. Let og elegant. Desværre forbliver starten kun gode intensioner, og resten af filmen trækker i langdrag og bliver, proportionalt med den dramatiske udvikling, mere og mere damebladsagtigt. Til sidst svælger filmen voldsomt i tungt følelsladede elementer, og pludselig er troværdighed og den glimrende miljøskildring nedprioriteret.
De tre hovedpersoner, Stowe, Hart og Branagh som alle er branche-giganter, arbejder intenst - og ikke forgæves - for at skabe en troværdig trekant. Der er, ihvert fald i starten, dybde i personerne og de tre skuespillere er hver især typer der passer til historiens tid og sted. Og så skal husveninden Syril, spillet af den ikke særlig kendte Blythe Danner, have en kæmpe klapsalve. Hun er helt i tiden ånd, som taget ud af en sort/hvid Hollywoodfilm fra 1930'erne. Skæbnespil - titlen er en uklar erstatning for den amerikaske titel The Proposition - er et stilistist flot og til tider ganske gribende drama. Havde instruktør Lesli Linka Glatter været mere konsekvent og strammet op i filmens anden del, var oplevelsen blevet mindre knaldroman og mere klassiker.
19/11-2018
