Autister til salg
2.0
"Rainman" hopper fra feelgood genren til action ditto
Eftersom film helst skal afspejle virkeligheden i større eller mindre grad, er det naturligt at Rusland og østblokken ikke mere er skurkene i de store Hollywood actionbaskere. Nu bliver materialet til the bad guys fundet i egne rækker inden for den amerikanske grænse. Sådan er det i hvert fald i "Kodenavn: Mercury" med Bruce Willis i hovedrollen som FBI-agenten Art Jeffries.
Simon (Miko Hughes), en lille autistisk drengs forældre findes døde. Er det mord/selvmord, eller er det regulær slagtning? Og hvor er drengen? De spørgsmål konfronteres Jeffries med, da han sættes på sagen. Det skal snart vise sig at mordene er tæt knyttede til det hemmelig regeringsbureau NSA (No Such Agency), der med Nicholas Kudrow (Alec Baldwin) i spidsen har udviklet den ultimative kodemaskine, Mercury. Og dog, for nørdafdelingen af kodeudviklere hos NSA skulle lige prøve en sidste test, og skrev derfor en besked i Mercury-kode i et opgaveblad. Lille Simon brød koden med det samme (det kan autister åbenbart). Nu er Kudrow den konsekvente type, der ikke lader sig skubbe af vejen af en lille splejs, så selvfølgelig er den eneste løsning at Simon skal udryddes. Kudrow skal bare lige igennem Art Jeffries først.
Ikke en Bruce Willis-film
Det gamle ved "Kodenavn: Mercury" er, at den præcis er så forudsigelig, som ovenstående giver indtryk af. Det nye er, at Bruce Willis har fået et par ekstra nuancer malet på sin ellers ret stereotype rolle. Før var han hårdslående, cool og fuld af korte smarte bemærkninger. Det er han også i "Kodenavn: Mercury", men han har fået følelser og ansvar, som han viser overfor Simon, og det klæder egentlig Willis' karakter ret godt. "Kodenavn: Mercury" er ikke en Bruce Willis film. Det er en Miko Hughes-film. Den lille knægt spiller fuldstændigt røven ud af bukserne. Rigtig ægte renvasket skuespil(talent), hvor Willis og Baldwin såmænd bare leverer hvad de stort set plejer. Filmener ok underholdende, men det bliver en kende for kedeligt, at hver gang Art Jeffries vender hovedet den anden vej, stikker Simon af. Det tema kunne snildt være varieret til publikums fordel.
Det kan godt være at hollywood mainstream film efter den kolde krigs ophør er tvunget til at finde gråtonede skurke i egne rækker, men er det ikke påfaldende at skurken alligevel hedder et russiskklingende navn?
Eftersom film helst skal afspejle virkeligheden i større eller mindre grad, er det naturligt at Rusland og østblokken ikke mere er skurkene i de store Hollywood actionbaskere. Nu bliver materialet til the bad guys fundet i egne rækker inden for den amerikanske grænse. Sådan er det i hvert fald i "Kodenavn: Mercury" med Bruce Willis i hovedrollen som FBI-agenten Art Jeffries.
Simon (Miko Hughes), en lille autistisk drengs forældre findes døde. Er det mord/selvmord, eller er det regulær slagtning? Og hvor er drengen? De spørgsmål konfronteres Jeffries med, da han sættes på sagen. Det skal snart vise sig at mordene er tæt knyttede til det hemmelig regeringsbureau NSA (No Such Agency), der med Nicholas Kudrow (Alec Baldwin) i spidsen har udviklet den ultimative kodemaskine, Mercury. Og dog, for nørdafdelingen af kodeudviklere hos NSA skulle lige prøve en sidste test, og skrev derfor en besked i Mercury-kode i et opgaveblad. Lille Simon brød koden med det samme (det kan autister åbenbart). Nu er Kudrow den konsekvente type, der ikke lader sig skubbe af vejen af en lille splejs, så selvfølgelig er den eneste løsning at Simon skal udryddes. Kudrow skal bare lige igennem Art Jeffries først.
Ikke en Bruce Willis-film
Det gamle ved "Kodenavn: Mercury" er, at den præcis er så forudsigelig, som ovenstående giver indtryk af. Det nye er, at Bruce Willis har fået et par ekstra nuancer malet på sin ellers ret stereotype rolle. Før var han hårdslående, cool og fuld af korte smarte bemærkninger. Det er han også i "Kodenavn: Mercury", men han har fået følelser og ansvar, som han viser overfor Simon, og det klæder egentlig Willis' karakter ret godt. "Kodenavn: Mercury" er ikke en Bruce Willis film. Det er en Miko Hughes-film. Den lille knægt spiller fuldstændigt røven ud af bukserne. Rigtig ægte renvasket skuespil(talent), hvor Willis og Baldwin såmænd bare leverer hvad de stort set plejer. Filmener ok underholdende, men det bliver en kende for kedeligt, at hver gang Art Jeffries vender hovedet den anden vej, stikker Simon af. Det tema kunne snildt være varieret til publikums fordel.
Det kan godt være at hollywood mainstream film efter den kolde krigs ophør er tvunget til at finde gråtonede skurke i egne rækker, men er det ikke påfaldende at skurken alligevel hedder et russiskklingende navn?
19/11-2018
