Mor er den bedste i verden
3.0
I Sydfrankrig bor en fattig mor og hendes syv børn. Hun er en god, engleblid mor, de er nogle glade børn. I Sydfrankrig bor en far, men ikke hos de syv børn og deres mor. Han er en enevældig og ufølsom tyran, der udnytter sine "hore-unger" som gratis arbejdskraft på sin gård og i marken. Det er ganske vist, jeg har det fra Sandrine Veyssets debut-spillefilm "Kommer der sne til jul?".
Lyder det bekendt? Der er et-eller-andet med syv og eventyr, ikke sandt? Og dværge, små hårdtarbejdende væsener. Og sne. Nå, "Kommer der sne til jul?" er ikke et eventyr i den gode gamle forstand. Den er, som man måske har udledt af beskrivelsen ovenfor, et livtag med dokumentarismen. Og dog, det er ikke noget tilfælde, at der er præcis syv små slaver. Det står ikke i dokumentar-reglerne, at mor absolut skal være mildheden og moderstyrken selv, trods det slidsomme liv i mudder og roer. Det er heller ikke dokumentarisk oplagt, at den diktatoriske far overhovedet ingen forsonende træk må have. Her er han ondskaben selv ("den onde stedfar") der ikke en gang går af vejen for at befamle sin ældste datter.
Hvad har vi? Eventyrets simple konflikter, enkle modstillinger, godt mod ondt, i et dokumenterende filmsprog, der går ligeså højt op i at skildre skylningen af radiser som hverdagens dramatik. Det gør det hele lidt gråt-i-gråt. Men det er da i det mindste sjældent man ser en sådan film. Det er unægteligt også lumsk kedeligt indimellem. Voila, dokumentarismens store dyd er jo, at den også affilmer det kedsommelige i livet. Det spørgsmål man som filmgænger må rejse er så : har jeg nok i mit eget livs døde vinkler eller har jeg plads til andres?
Hyldest til hverdagens heltinde
"Kommer der sne til jul?" er en konstaterende og ret kølig film, der viger bort fra at udfolde sit egentlige drama (hvorfor finder de sig i den tyranniske far?) for i stedet at følge årstidernes skiften og hvad det betyder for livet på landet. Det er ikke en film i familie med de engelske "social-realister" Mike Leigh og Ken Loach. Her er meget lidt drama og endnu mindre humor. Veysset har et helt andet sigte, hun vil beskrive forholdet mellem en mor og hendes børn. Dét er hun meget god til.
Dominique Reymond er et fund som den ukuelige mor, der trodsigt nægter atlade elendigheden gå ud over børnene. Altid kærlig og forstående, en engel der renser porrer og plukker tomater. Især samspillet med børnene er usædvanlig fint, naturligt og troværdigt. Når det er sagt må man vende sig mod filmens akilleshæl : faren, spillet af Daniel Duval. Lad gå, at han er skildret så endimensionalt, men det skurrer alt for ofte grusomt når han taler. Dialogen mellem ham og børnene/moren er ligeså postuleret og teatralsk som mor/børn samtalerne er ligefremme og ægte. Faren forstyrrer altså ikke bare på et reelt plan med sine hidsige ordrer og sin urimelighed, han irriterer også i Veyssets roligt afdæmpede beskrivelse af det nøjsomme liv. Han virker simpelthen karikeret.
Og så er vi jo tilbage i eventyrets univers. Plejer de ikke at ende godt? Så kommer der altså sne? Og hvad så bagefter? Forår, sommer, efterår. Arbejde, arbejde, arbejde.
Lyder det bekendt? Der er et-eller-andet med syv og eventyr, ikke sandt? Og dværge, små hårdtarbejdende væsener. Og sne. Nå, "Kommer der sne til jul?" er ikke et eventyr i den gode gamle forstand. Den er, som man måske har udledt af beskrivelsen ovenfor, et livtag med dokumentarismen. Og dog, det er ikke noget tilfælde, at der er præcis syv små slaver. Det står ikke i dokumentar-reglerne, at mor absolut skal være mildheden og moderstyrken selv, trods det slidsomme liv i mudder og roer. Det er heller ikke dokumentarisk oplagt, at den diktatoriske far overhovedet ingen forsonende træk må have. Her er han ondskaben selv ("den onde stedfar") der ikke en gang går af vejen for at befamle sin ældste datter.
Hvad har vi? Eventyrets simple konflikter, enkle modstillinger, godt mod ondt, i et dokumenterende filmsprog, der går ligeså højt op i at skildre skylningen af radiser som hverdagens dramatik. Det gør det hele lidt gråt-i-gråt. Men det er da i det mindste sjældent man ser en sådan film. Det er unægteligt også lumsk kedeligt indimellem. Voila, dokumentarismens store dyd er jo, at den også affilmer det kedsommelige i livet. Det spørgsmål man som filmgænger må rejse er så : har jeg nok i mit eget livs døde vinkler eller har jeg plads til andres?
Hyldest til hverdagens heltinde
"Kommer der sne til jul?" er en konstaterende og ret kølig film, der viger bort fra at udfolde sit egentlige drama (hvorfor finder de sig i den tyranniske far?) for i stedet at følge årstidernes skiften og hvad det betyder for livet på landet. Det er ikke en film i familie med de engelske "social-realister" Mike Leigh og Ken Loach. Her er meget lidt drama og endnu mindre humor. Veysset har et helt andet sigte, hun vil beskrive forholdet mellem en mor og hendes børn. Dét er hun meget god til.
Dominique Reymond er et fund som den ukuelige mor, der trodsigt nægter atlade elendigheden gå ud over børnene. Altid kærlig og forstående, en engel der renser porrer og plukker tomater. Især samspillet med børnene er usædvanlig fint, naturligt og troværdigt. Når det er sagt må man vende sig mod filmens akilleshæl : faren, spillet af Daniel Duval. Lad gå, at han er skildret så endimensionalt, men det skurrer alt for ofte grusomt når han taler. Dialogen mellem ham og børnene/moren er ligeså postuleret og teatralsk som mor/børn samtalerne er ligefremme og ægte. Faren forstyrrer altså ikke bare på et reelt plan med sine hidsige ordrer og sin urimelighed, han irriterer også i Veyssets roligt afdæmpede beskrivelse af det nøjsomme liv. Han virker simpelthen karikeret.
Og så er vi jo tilbage i eventyrets univers. Plejer de ikke at ende godt? Så kommer der altså sne? Og hvad så bagefter? Forår, sommer, efterår. Arbejde, arbejde, arbejde.
19/11-2018
