Tango Jalousie
3.0
Sally Potters "The Tango Lesson" er en lektion i kærlighed, en film om hvilke trin, kønnene træder i deres parringsdans.
Tangoen er Argentinas forførende nationaldans; i dens dramatiske trin fremstilles kærlighedens mystiske skuespil, her gnistrer den seksuelle magtkamp mellem mand og kvinde. Tangoen er på én gang kunst og liv, for der kræves både stor teknisk kontrol og umiddelbar hengivelse i dansen. Tangoen er ikke sexet, men snarere forførelsens formaliserede udtryk: den er skønhed.
Ingen svedige rosenknopper
Ligesom så mange andre gumpetunge nordeuropæere er den engelske filminstruktør Sally Potter tiltrukket af tangoens charme, så meget endda, at hun har lavet en film om det. Men da Potter er en original og personlig instruktør, er hendes "The Tango Lesson" dog fjernt fra Hollywoods svedige billede af tangoens hormonale puls: I "The Tango Lesson" er der ingen roser mellem tænderne, ingen dramatiske kast med hovedet, ingen "duft af kvinde". Og dog: selvom Potter kæmper mod Hollywoods skabeloner, er det lykkedes hende at få klemt et par inderlige 'latin lovers' og en portion sydamerikansk livsglæde ind i filmen. Resultatet er underholdende, flot og forførende, men får hen imod slutningen en tand for meget 'livsvisdom' og 'dybde'.
Selvbiografi eller film?
Sally Potter har sig selv i hovedrollen som sig selv, en midaldrende, single filminstruktør. Filmen møder hende midt i manuskriptskrivningsfasen til en ny film: Hun kæmper med et plot om tre fotomodeller der myrdes under højst mærkværdige omstændigheder, som vises med små meget flotte klip fra 'filmen i filmen'. Filmen skal vistnok udtrykke noget med skønhedens undertrykkelse, men Sally kan ikke få manuset til at fungere, og pengemændene (m/k) i Hollywood er ikke tilfredse: de synes det med mordene er fedt, men resten preller af på jakkesættene. Ved et tilfælde møder Sally tangomesteren Pablo Veron (spillet af ham selv) og tager en lektion hos ham.
Hun fascineres af den flotte latinamerikaner, men har endnu meget at lære, så da hendes lejlighed skal sættes i stand, ved hun, hvor hun skal hen: Argentina. Her får hun danset tango, så balkjolen står hende om ørerne, og kan vende tilbage som en ny kvinde: stilfuld og en mesterlig tangodanser: Pablo tiltrækkes nu af hende, og de indleder et forhold - men er det som lærer og elev eller som kærester? Skal man blande arbejde og privatliv? Det kan man måske kun, hvis man også vender forholdet rundt: så Sally begynder at planlægge en film med Pablo som tangodanser, så det nu er hans tur til at 'føres' af hende. Og den film er jo nok "The Tango Lesson". Men kan Pablo og Sally finde den rigtige balance mellem kønnenes poler, så de kan indgå i et ligeværdigt forhold?
En ganske særlig type
Sally Potter er en mærkværdig type, både som instruktør og skuespiller. Hendes seneste film var den mærkværdige "Orlando" (1992), der fulgte den samme persons liv gennem firehundrede år - først som mand og siden som kvinde. Hovedrollen blev perfekt spillet af den androgyne Tilda Swinton, og hun kunne faktisk også have spillet Sally i "The Tango Lesson", for de to kvinder ligner hinanden meget: Sally Potter er en uudgrundelig rødhåret og blodfattig kvinde med øjne, der udstråler lige dele fravær og intelligens. Hendes krop er spinkel og mandig, ikke lige frem nogen sexbombe. Men når hun først danser tango, så drages mændene til hende. Det postulerer filmen i hvert fald, og hun er da også ret god til at styre parketgulvet.
Det er svært at sige, hvor meget af filmen der er 'personlig', og hvor meget der er 'film'. Sally Potter som filminstruktør glider lige over i Potter som rolle i filmen. Derfor er der da også elementer i filmen, der er lidt svære at sluge: romancen med den drønflotte Pablo virker utroværdig, og filmen antyder da også, at han i starten kun underholder hende for at komme med i en film. Og netop fordi Potter selv er instruktør på filmen og selv spiller sig selv, virker hun da også en tand for selvforelsket. Hun er den misforståede kunstner, som føler og forstår, og hendes kvaler med kærligheden er åh så interessante.
Filmen fungerer bedst i den første halvdel, hvor den bestræber sig meget på at fortælle visuelt om filmskaberens kreative kvaler og tangoens fascination. Det gøres flot, og man får lyst til sporenstregs at fare hjem og slå op på de gule sider for at melde sig til tangoundervisning. Senere i filmen begynder Potter at tage sig selv og sit arbejde lidt for alvorligt, hun tilføjer en række religiøse træk, lader Pablo og Sally tale om Gud og Livet, og giver Pablo corny replikker som "Jeg valgte ikke tangoen. Tangoen valgte mig".
Samtidig er der mange sjove og smukke dansenumre, som heldigvis sætter liv i handlingen og giver filmen karakter. Potters leg med kønsrollerne fungerer fantastisk, når hun holder sig til visuelle udtryk, men når dialogen lige skal have de bageste rækker med, så bliver resultatet lidt krampagtigt: Det er præcis som med tangoen, man skal bare gøre det og ikke tænke så meget over det.
Tangoen er Argentinas forførende nationaldans; i dens dramatiske trin fremstilles kærlighedens mystiske skuespil, her gnistrer den seksuelle magtkamp mellem mand og kvinde. Tangoen er på én gang kunst og liv, for der kræves både stor teknisk kontrol og umiddelbar hengivelse i dansen. Tangoen er ikke sexet, men snarere forførelsens formaliserede udtryk: den er skønhed.
Ingen svedige rosenknopper
Ligesom så mange andre gumpetunge nordeuropæere er den engelske filminstruktør Sally Potter tiltrukket af tangoens charme, så meget endda, at hun har lavet en film om det. Men da Potter er en original og personlig instruktør, er hendes "The Tango Lesson" dog fjernt fra Hollywoods svedige billede af tangoens hormonale puls: I "The Tango Lesson" er der ingen roser mellem tænderne, ingen dramatiske kast med hovedet, ingen "duft af kvinde". Og dog: selvom Potter kæmper mod Hollywoods skabeloner, er det lykkedes hende at få klemt et par inderlige 'latin lovers' og en portion sydamerikansk livsglæde ind i filmen. Resultatet er underholdende, flot og forførende, men får hen imod slutningen en tand for meget 'livsvisdom' og 'dybde'.
Selvbiografi eller film?
Sally Potter har sig selv i hovedrollen som sig selv, en midaldrende, single filminstruktør. Filmen møder hende midt i manuskriptskrivningsfasen til en ny film: Hun kæmper med et plot om tre fotomodeller der myrdes under højst mærkværdige omstændigheder, som vises med små meget flotte klip fra 'filmen i filmen'. Filmen skal vistnok udtrykke noget med skønhedens undertrykkelse, men Sally kan ikke få manuset til at fungere, og pengemændene (m/k) i Hollywood er ikke tilfredse: de synes det med mordene er fedt, men resten preller af på jakkesættene. Ved et tilfælde møder Sally tangomesteren Pablo Veron (spillet af ham selv) og tager en lektion hos ham.
Hun fascineres af den flotte latinamerikaner, men har endnu meget at lære, så da hendes lejlighed skal sættes i stand, ved hun, hvor hun skal hen: Argentina. Her får hun danset tango, så balkjolen står hende om ørerne, og kan vende tilbage som en ny kvinde: stilfuld og en mesterlig tangodanser: Pablo tiltrækkes nu af hende, og de indleder et forhold - men er det som lærer og elev eller som kærester? Skal man blande arbejde og privatliv? Det kan man måske kun, hvis man også vender forholdet rundt: så Sally begynder at planlægge en film med Pablo som tangodanser, så det nu er hans tur til at 'føres' af hende. Og den film er jo nok "The Tango Lesson". Men kan Pablo og Sally finde den rigtige balance mellem kønnenes poler, så de kan indgå i et ligeværdigt forhold?
En ganske særlig type
Sally Potter er en mærkværdig type, både som instruktør og skuespiller. Hendes seneste film var den mærkværdige "Orlando" (1992), der fulgte den samme persons liv gennem firehundrede år - først som mand og siden som kvinde. Hovedrollen blev perfekt spillet af den androgyne Tilda Swinton, og hun kunne faktisk også have spillet Sally i "The Tango Lesson", for de to kvinder ligner hinanden meget: Sally Potter er en uudgrundelig rødhåret og blodfattig kvinde med øjne, der udstråler lige dele fravær og intelligens. Hendes krop er spinkel og mandig, ikke lige frem nogen sexbombe. Men når hun først danser tango, så drages mændene til hende. Det postulerer filmen i hvert fald, og hun er da også ret god til at styre parketgulvet.
Det er svært at sige, hvor meget af filmen der er 'personlig', og hvor meget der er 'film'. Sally Potter som filminstruktør glider lige over i Potter som rolle i filmen. Derfor er der da også elementer i filmen, der er lidt svære at sluge: romancen med den drønflotte Pablo virker utroværdig, og filmen antyder da også, at han i starten kun underholder hende for at komme med i en film. Og netop fordi Potter selv er instruktør på filmen og selv spiller sig selv, virker hun da også en tand for selvforelsket. Hun er den misforståede kunstner, som føler og forstår, og hendes kvaler med kærligheden er åh så interessante.
Filmen fungerer bedst i den første halvdel, hvor den bestræber sig meget på at fortælle visuelt om filmskaberens kreative kvaler og tangoens fascination. Det gøres flot, og man får lyst til sporenstregs at fare hjem og slå op på de gule sider for at melde sig til tangoundervisning. Senere i filmen begynder Potter at tage sig selv og sit arbejde lidt for alvorligt, hun tilføjer en række religiøse træk, lader Pablo og Sally tale om Gud og Livet, og giver Pablo corny replikker som "Jeg valgte ikke tangoen. Tangoen valgte mig".
Samtidig er der mange sjove og smukke dansenumre, som heldigvis sætter liv i handlingen og giver filmen karakter. Potters leg med kønsrollerne fungerer fantastisk, når hun holder sig til visuelle udtryk, men når dialogen lige skal have de bageste rækker med, så bliver resultatet lidt krampagtigt: Det er præcis som med tangoen, man skal bare gøre det og ikke tænke så meget over det.
19/11-2018