Lidenskab lagt på is
4.0
Portugiseren Joao César Moneiro har lavet filmen "Guds komedie" om en ismand som samler på pubeshår. Historien er selvsagt bizar, men også ganske foruroligende.
Film fra den Iberiske Halvø er ikke hverdagskost på disse breddegrader. Når snakken falder på netop dette emne, så er de første navne man nævner spanierne Luis Bunuel, som dog lavede de fleste af sine film i Mexico og Frankrig og Pedro Almodovar, der har opnået et vist ry for at være en grotesk og vanvittig filmmager. Disse tos produktion har været med til at give et billede af halvøens film som bizare, surrealistiske og meget morsomme. Men hvad med Spaniens naboland, Portugal - er deres film lige så mærkelige og på samme tid dragende? Sagen er, at det ved man ikke. Det er ret sjældent at man får lov til at få indblik i dette lidt svage filmlands udgydelser. Sidste gang var helt tilbage i februar 1991 hvor der blev afholdt portugisiske filmdage i det nu hedengangne Delta Bio. Ved den lejlighed blev der vist fem film, som var stærkt svingende i kvalitet, og her stiftede man også for første gang kendskab til instruktøren Joao César Monteiro og hans "Minder fra det gule hus". Det er en pervers lille film med megen sort humor. Den handler om en lille mand som trasker rundt i et trist Lisabon, hvor han bekæmper fnat og utøj og samler pigenes kønshår op.
Renlighed og pubeshår
Instruktøren har nu taget dette stærkt bizare plot op igen med "Guds komedie", og det er der kommet en stilren og insisterende film ud af. Inquirers* Anders Leifer skrev om "Minder fra det gule hus", at det var "en skøn, sær oplevelse" - og det samme kan man sige om fortsættelsen.
* Filmvidenskabs fagblad.
"Guds komedie" handler om isfabrikanten Joao de Deus, som bestyrer Paradis Is Café - en lille foretning med et par ansatte. Han er sygeligt optaget af hygiejnen, og tjekker jævnligt sine medarbejderes negle og arbejdstøj for snavs. Intet uvedkommende må få indflydelse på isens smag og aroma, mener vor ven. Han er nemlig stærkt religiøs på sin egen noget bemærkelsesværdige facon. De forskellige is' aromaer er kvintessensen af Gud; isens aroma og smag skaber kærlighed, i modsætning til politikere, som kun skaber splid i verden. Det er ikke enhver forundt at komme ind i Paradis og Joao vil verdens synder til livs; det gør han vha. sin sygelige renlighed og ved at skabe ganske særlige isvariationer.
Kærlighed, is og tislugt
Men på den anden side er han fascineret af indvolde og inkarneret samler af kvindelige kønshår. Han går jævnligt ned til markedspladsen for at se på, når slagteren flår de døde dyr og han har pubeshår-penpalls over hele verden, der sender ham de eftertragtede krøller. Dem sætter han så ind i sit samlehæfte - "Tankernes Bog" med kommentarer og data om hvor og hvornår de enkelte hår blev "plukket". Joaos renlighed står i grel kontrast til denne nærmest sexuelle fascination af skidt og lort, indvolde og tislugt, men han mener seriøst at fækalierne er lutrende, altså rensende i forsøget på at nå ind til Gud.
Denne fascination af menneskelige afsondringer hænger nemlig også nøje sammen med de ganske særlige isvariationer, der findes i Paradis Is Café. Uden at sige for meget, så er det disse efterladenskaber, som krydrer det store udvalg, og gør Joao de Deus' is til noget ganske særligt. Smagen og lugten af pis er lige prikken over i'et, hvis man vil lave en is, der kan skabe den harmoni og kærlighed som man kun finder i Paradiset.
Lyder det perverst? Det er det sandelig også.
Joao César Moneiro har nemlig lavet en ultraminimal film med næsten ingen handling, men med masser af groteske og sorte optrin. Sammenligningen med Bunuel og Almodovar er ikke så tosset, da udstillingen af et bonert samfund og den perverse fascination af sexuelle randområder også er at finde hos disse to koryfæer i filmhistorien. Men der er sandelig andet og mere at hente i "Guds komedie". Vi har her at gøre med et stykke filmkunst, der på en stilsikker måde vil fortælle os historien om en mand med de aller-aller-bedste hensigter, men som bliver misforstået af et småligt og sexuelt hæmmet samfund.
Frastødende og dragende på samme tid
Derudover er der kraftige henvisninger til en portugisisk helgen med det samme navn som vor helt, Joao de Deus. Han vandrede rundt i middelalderen og gjorde gode gerninger så store, at de ikke fandtes lige. Men han var tigger og uuddannet, så derfor fik han pænt tøj på, for bedre at passe ind i rollen som en Guds tjener. Lige som vor helt blev denne helgen socialiseret, og hans vidtløftige tanker inddæmmet af det etablerede samfund; derved mistede han sin kraft. Hovedpersonen i "Guds komedie" laver godt nok is med en noget utraditionel smag, og hans sexuelle præferencer går i retning af det knapt så tilladelige, men han gør det for at skabe harmoni og kærlighed - det er ikke tilfældigt at hans isbutik hedder Paradis Is Café. Hans allernærmeste forstår ham og nyder godt af hans gerninger, mens resten af omgivelserne frastødes og straffer ham.
"Guds komedie" er en film, der ganske givet vil få mange mennesker til at væmmes; nogle vil måske fascineres, mens andre igen vil drages ind i det bizare univers. Ligegyldig er den eddermaneme ikke.
Film fra den Iberiske Halvø er ikke hverdagskost på disse breddegrader. Når snakken falder på netop dette emne, så er de første navne man nævner spanierne Luis Bunuel, som dog lavede de fleste af sine film i Mexico og Frankrig og Pedro Almodovar, der har opnået et vist ry for at være en grotesk og vanvittig filmmager. Disse tos produktion har været med til at give et billede af halvøens film som bizare, surrealistiske og meget morsomme. Men hvad med Spaniens naboland, Portugal - er deres film lige så mærkelige og på samme tid dragende? Sagen er, at det ved man ikke. Det er ret sjældent at man får lov til at få indblik i dette lidt svage filmlands udgydelser. Sidste gang var helt tilbage i februar 1991 hvor der blev afholdt portugisiske filmdage i det nu hedengangne Delta Bio. Ved den lejlighed blev der vist fem film, som var stærkt svingende i kvalitet, og her stiftede man også for første gang kendskab til instruktøren Joao César Monteiro og hans "Minder fra det gule hus". Det er en pervers lille film med megen sort humor. Den handler om en lille mand som trasker rundt i et trist Lisabon, hvor han bekæmper fnat og utøj og samler pigenes kønshår op.
Renlighed og pubeshår
Instruktøren har nu taget dette stærkt bizare plot op igen med "Guds komedie", og det er der kommet en stilren og insisterende film ud af. Inquirers* Anders Leifer skrev om "Minder fra det gule hus", at det var "en skøn, sær oplevelse" - og det samme kan man sige om fortsættelsen.
* Filmvidenskabs fagblad.
"Guds komedie" handler om isfabrikanten Joao de Deus, som bestyrer Paradis Is Café - en lille foretning med et par ansatte. Han er sygeligt optaget af hygiejnen, og tjekker jævnligt sine medarbejderes negle og arbejdstøj for snavs. Intet uvedkommende må få indflydelse på isens smag og aroma, mener vor ven. Han er nemlig stærkt religiøs på sin egen noget bemærkelsesværdige facon. De forskellige is' aromaer er kvintessensen af Gud; isens aroma og smag skaber kærlighed, i modsætning til politikere, som kun skaber splid i verden. Det er ikke enhver forundt at komme ind i Paradis og Joao vil verdens synder til livs; det gør han vha. sin sygelige renlighed og ved at skabe ganske særlige isvariationer.
Kærlighed, is og tislugt
Men på den anden side er han fascineret af indvolde og inkarneret samler af kvindelige kønshår. Han går jævnligt ned til markedspladsen for at se på, når slagteren flår de døde dyr og han har pubeshår-penpalls over hele verden, der sender ham de eftertragtede krøller. Dem sætter han så ind i sit samlehæfte - "Tankernes Bog" med kommentarer og data om hvor og hvornår de enkelte hår blev "plukket". Joaos renlighed står i grel kontrast til denne nærmest sexuelle fascination af skidt og lort, indvolde og tislugt, men han mener seriøst at fækalierne er lutrende, altså rensende i forsøget på at nå ind til Gud.
Denne fascination af menneskelige afsondringer hænger nemlig også nøje sammen med de ganske særlige isvariationer, der findes i Paradis Is Café. Uden at sige for meget, så er det disse efterladenskaber, som krydrer det store udvalg, og gør Joao de Deus' is til noget ganske særligt. Smagen og lugten af pis er lige prikken over i'et, hvis man vil lave en is, der kan skabe den harmoni og kærlighed som man kun finder i Paradiset.
Lyder det perverst? Det er det sandelig også.
Joao César Moneiro har nemlig lavet en ultraminimal film med næsten ingen handling, men med masser af groteske og sorte optrin. Sammenligningen med Bunuel og Almodovar er ikke så tosset, da udstillingen af et bonert samfund og den perverse fascination af sexuelle randområder også er at finde hos disse to koryfæer i filmhistorien. Men der er sandelig andet og mere at hente i "Guds komedie". Vi har her at gøre med et stykke filmkunst, der på en stilsikker måde vil fortælle os historien om en mand med de aller-aller-bedste hensigter, men som bliver misforstået af et småligt og sexuelt hæmmet samfund.
Frastødende og dragende på samme tid
Derudover er der kraftige henvisninger til en portugisisk helgen med det samme navn som vor helt, Joao de Deus. Han vandrede rundt i middelalderen og gjorde gode gerninger så store, at de ikke fandtes lige. Men han var tigger og uuddannet, så derfor fik han pænt tøj på, for bedre at passe ind i rollen som en Guds tjener. Lige som vor helt blev denne helgen socialiseret, og hans vidtløftige tanker inddæmmet af det etablerede samfund; derved mistede han sin kraft. Hovedpersonen i "Guds komedie" laver godt nok is med en noget utraditionel smag, og hans sexuelle præferencer går i retning af det knapt så tilladelige, men han gør det for at skabe harmoni og kærlighed - det er ikke tilfældigt at hans isbutik hedder Paradis Is Café. Hans allernærmeste forstår ham og nyder godt af hans gerninger, mens resten af omgivelserne frastødes og straffer ham.
"Guds komedie" er en film, der ganske givet vil få mange mennesker til at væmmes; nogle vil måske fascineres, mens andre igen vil drages ind i det bizare univers. Ligegyldig er den eddermaneme ikke.
19/11-2018