Vendsyssels smukkeste stjerne
4.0
Det er så dansk, at det næsten ikke er til at bære.
I et lillebysamfund, et sted i Vendsyssel, hvor vinteren sætter sit klamme, kolde præg på gader og stræder, himmel og hav, bor Rosa sammen med sin far.
Hun er 13 år, en svær alder for både hende og hendes omgivelser. På de fleste områder er hun en helt almindelig teenager. Forelsket i klassens førende fyr, irriteret på sin forvirrede alene-far og uvenner med klassens smarte pige. Helt almindeligt lyder det og helt almindelig skal det være. Bortset fra at Rosa har et synligt handicap - en benprotese.
Clausens lilleby
På baggrund af Jens Peder Larsens bog "En loppe kan også Gø" har Erik Clausen skrevet manuskriptet, og i netop Clausens hænder er filmatiseringen både afslappet og humoristisk. Emnet er både tabubelagt og tungt, men behandles legende let og naturligt.
Rosas handicap er ikke et pinligt element som pakkes ind eller undgåes, men derimod filmens omdrejningspunkt. Protesen er den fysiske genstand, som giver handlingen de små nødvendige skub. Det er ikke noget egentlig drama, for dagligdagen er ikke specielt dramatisk. Rosa passer sin skole, synger i kor og er bud hos byens eneste købmand, og filmen slentrer afsted i samme astadige tempo, som minutter, timer og dage gør det i den lille by. Hun er en stærk og selvstændig pige, som Christina Brix Christensen spiller med stor engagement. Et nuanceret portræt som kommer rundt i mange hjørner af teenageårenes komplicerede stunder. Ud over det indblik vi får ved at følge hende i dagligdagen, skildres hendes tanker og indre liv i flotte, usentimentale drømmesekvenser. Et udemærket indblik i en ung piges verden, der bevæger sig ud over ungdomsfilmens temaer og virkemidler og formår at blive generel og vigtig for flere generationer.
Atmosfære
Filmens virkelige force er miljøskildringen og det særdeles farverige persongalleri. Handlingen er selvfølgelig ikke uvæsenlig, men fungerer mest som vores guide på vej rundt i nærmiljøet, en hjælpende hånd så vi opsøger lige præcis de interessante skæve eksistenser, der er så dejlig danske. Eller i hvert fald Clausens bud på den danske mentalitet eller leverpostejfarvethed. Typerne er mange og udover de til tider stereotype teenagere: smart dreng, tyk dreng, køn pige og kæk pige, kommer vi indenfor hos en gamle søulk (Erik Clausen), som Rosa holder lidt øje med.
Han bor alene med sin hamster, iøvrigt et lille væsen med afgørende betydning og hovedrolle filmens absolut mest kostelige scene, der foregår i byens bedemandsforretning.
Hos den lille købmand (Leif Sylvester Petersen) kæmpes en noget afslappet kamp mod holdbarhedsstempler og byens supermarked, og i Rosas eget hjem tuller faderen (Niels Hausgaard) rundt og hygger sig med at male egnens landskaber. Han er til tider åndsfraværende, med alligevel Rosas store støtte. Niels Hausgaard er intet mindre end vidunderlig som faderen - bag det verdensfjerne ydre, er en bestemt og vedholdende person, som ikke kan væltes af pinden.
I en af scenerne, kommer et københavnerpar til byen og vil købe lidt lokal kunst. Det er både overspillet og underspillet på samme tid, og både københavnerne og nordjyden hænges kærligt ud. Hausgaards uimponerethed står i fineste kontrast til parrets pseudo-intellektuelle kunst-feinschmeckeri.
Denne gennemgående jydske afslappethed er portræteret med stor præcision og kender man til Vendsyssel eller lille-by-miljøer generelt, er genkendelsens glæde overvældende. Erik Clausen og Stellan Olsson, instruktøren som ikke må glemmes, har skabt et skønt værk, som rammer en superdansk befolkningsgruppe lige på kornet. Clausen viser, at han kender til andet end den københavnske arbejderklasse, og Stellan Olsson har tilsyneladende også indblik i danskhedens væsen, og så er han, forbavsende nok, en glimrende personinstruktør.
I et lillebysamfund, et sted i Vendsyssel, hvor vinteren sætter sit klamme, kolde præg på gader og stræder, himmel og hav, bor Rosa sammen med sin far.
Hun er 13 år, en svær alder for både hende og hendes omgivelser. På de fleste områder er hun en helt almindelig teenager. Forelsket i klassens førende fyr, irriteret på sin forvirrede alene-far og uvenner med klassens smarte pige. Helt almindeligt lyder det og helt almindelig skal det være. Bortset fra at Rosa har et synligt handicap - en benprotese.
Clausens lilleby
På baggrund af Jens Peder Larsens bog "En loppe kan også Gø" har Erik Clausen skrevet manuskriptet, og i netop Clausens hænder er filmatiseringen både afslappet og humoristisk. Emnet er både tabubelagt og tungt, men behandles legende let og naturligt.
Rosas handicap er ikke et pinligt element som pakkes ind eller undgåes, men derimod filmens omdrejningspunkt. Protesen er den fysiske genstand, som giver handlingen de små nødvendige skub. Det er ikke noget egentlig drama, for dagligdagen er ikke specielt dramatisk. Rosa passer sin skole, synger i kor og er bud hos byens eneste købmand, og filmen slentrer afsted i samme astadige tempo, som minutter, timer og dage gør det i den lille by. Hun er en stærk og selvstændig pige, som Christina Brix Christensen spiller med stor engagement. Et nuanceret portræt som kommer rundt i mange hjørner af teenageårenes komplicerede stunder. Ud over det indblik vi får ved at følge hende i dagligdagen, skildres hendes tanker og indre liv i flotte, usentimentale drømmesekvenser. Et udemærket indblik i en ung piges verden, der bevæger sig ud over ungdomsfilmens temaer og virkemidler og formår at blive generel og vigtig for flere generationer.
Atmosfære
Filmens virkelige force er miljøskildringen og det særdeles farverige persongalleri. Handlingen er selvfølgelig ikke uvæsenlig, men fungerer mest som vores guide på vej rundt i nærmiljøet, en hjælpende hånd så vi opsøger lige præcis de interessante skæve eksistenser, der er så dejlig danske. Eller i hvert fald Clausens bud på den danske mentalitet eller leverpostejfarvethed. Typerne er mange og udover de til tider stereotype teenagere: smart dreng, tyk dreng, køn pige og kæk pige, kommer vi indenfor hos en gamle søulk (Erik Clausen), som Rosa holder lidt øje med.
Han bor alene med sin hamster, iøvrigt et lille væsen med afgørende betydning og hovedrolle filmens absolut mest kostelige scene, der foregår i byens bedemandsforretning.
Hos den lille købmand (Leif Sylvester Petersen) kæmpes en noget afslappet kamp mod holdbarhedsstempler og byens supermarked, og i Rosas eget hjem tuller faderen (Niels Hausgaard) rundt og hygger sig med at male egnens landskaber. Han er til tider åndsfraværende, med alligevel Rosas store støtte. Niels Hausgaard er intet mindre end vidunderlig som faderen - bag det verdensfjerne ydre, er en bestemt og vedholdende person, som ikke kan væltes af pinden.
I en af scenerne, kommer et københavnerpar til byen og vil købe lidt lokal kunst. Det er både overspillet og underspillet på samme tid, og både københavnerne og nordjyden hænges kærligt ud. Hausgaards uimponerethed står i fineste kontrast til parrets pseudo-intellektuelle kunst-feinschmeckeri.
Denne gennemgående jydske afslappethed er portræteret med stor præcision og kender man til Vendsyssel eller lille-by-miljøer generelt, er genkendelsens glæde overvældende. Erik Clausen og Stellan Olsson, instruktøren som ikke må glemmes, har skabt et skønt værk, som rammer en superdansk befolkningsgruppe lige på kornet. Clausen viser, at han kender til andet end den københavnske arbejderklasse, og Stellan Olsson har tilsyneladende også indblik i danskhedens væsen, og så er han, forbavsende nok, en glimrende personinstruktør.
19/11-2018