Stressende sødsuppe
2.0
En skønne dag kommer der sikkert en kærlighedskomedie, der vil tage arven op efter Da Harry mødte Sally og Søvnløs i Seattle.
Sidste år var forventninger høje til filmen "Tid til kærlighed" med Michelle Pfeiffer og Robert Redford i de romantiske hovedroller. Jeg blev slemt skuffet over den langtrukne halvtynde historie med to professionelle skuespillere i glat fremførelse af de store følelsers dilemma: job og/eller kærlighed. Igen her til foråret kan man se Michelle Pfeiffer som kærlighedshungrende selvstændig karrierekvinde over for "Skadestuen"s George Clooney, der også var med i Rodriguez' skøre gyserkomedie "From Dusk to Dawn".
Hurtig romantik
Det er absolut Pfeiffers hjemmebane, når kærligheden har trange kår, og besværlighederne står i kø for at forhindre de elskende i at få og nå hinanden. Hvem har ikke sukket over "Frankie og Johnny" eller "Uskyldens år"? Eller spundet over Catwoman? Men desværre når "En skønne dag" ikke op i nærheden af hverdagens romantik i "Frankie og Johnny" eller romantikkens tragedie i "Uskyldens år". Figurerne er ikke nær så interessante, og historien ikke halvt så fantastisk. Det går for stærkt med at fylde producenternes bankkonti. Fik jeg nævnt at Michelle Pfeiffer er medproducent?
Stres i biffen
Den enlige bitre karrierekvinde Melanie Parker med sønnen Sammy kommer for sent til en skoleudflugt, fordi superjournalisten Jack Taylor uventet skal passe sin datter Maggie og derfor ikke er klar over, at Melanie egentlig skulle følge både Sammy og Maggie afsted. Melanie mener, at Jacks nonchalante dalren er en typisk eksmands-holdning til livet som fader. Hun er nemlig blevet slemt skuffet af sin eksmand, der er trommeslager og bruger turnélivet som undskyldning for sit manglende ansvar overfor sønnen. Tilgengæld er Jack jo slet ikke sådan - hele tiden!
Både Melanie og Jack befinder sig pludselig i en catch 22 situation. Begge er ved at miste jobbet og har lynende travlt med at redde den skrantende karriere samtidigt med at de skal passe de to børn. På skift overlades de to poder til de stressede mobiltelefonerende voksne, der hele tiden "ikke har tid lige nu". Melanies seje enlig-kvinde-stil fascinerer Jack, som Melanie selvfølgelig synes er skøn. Det er George Clooney jo! Men jeg går ikke i biografen for at blive stresset. Allerhøjest lidt anspændt af et godt plot med gys og gru, men ikke rundtosset med åndenød af at se en moderne kærlighedskomedie. Dengang i 1938, da Kathrine Hepburn distræt fordrejede hovedet på Cary Grant i "Han, hun og leoparden" ("Bringing Up Baby"), dengang forvekslingskomedien endnu var ny og spændende, da fungerede slapstick'en. Og jeg er da godt klar over, at i "En skønne dag" skal de nostalgiske virkemidler være med til at skabe rammen om den klassiske historie. Men det virker påklistret og gør intet for plottet.
Overfladisk forudsigelighed
Når de første forventninger er dunstet af melder kedsomheden sig og tilsidst det smågnavne mavesure opstød, når den ene forudsigelighed afløser den anden plathed. Det regner i New York, men ræk Michelle Pfeiffer et lommespejl og en læbestift på bagsædet af en gul taxi, og hun vil straks fremtrylle et nybobbet hår med spotless teint og perfekt eyeliner om de mandelformede øjne. Og i hendes mest afgørende øjeblik, ja, så frasiger hun sig den sikre karriere-røvslikker-rolle og vælger moderrollen med bævende stemme og våde øjne. "Vælg mig, fordi jeg nu styrter gennem byen, så min søn når sin fodboldkamp!" Yeah, right!
Historien i "En skønne dag" er poppet moderne til det ulideligt overfladiske. Ærgerligt, når vi sidder så mange i plyssæderne og venter spændt på nye kult-kærligheds-komedier, vi kan citere, som vi har gjort og gør med "Da Harry mødte Sally". Åh, gad jeg bare lige knuge et lommetørklæde, når de kysser hinanden første gang?! Ja, hvis "de" ellers rørte noget i mig.
Sidste år var forventninger høje til filmen "Tid til kærlighed" med Michelle Pfeiffer og Robert Redford i de romantiske hovedroller. Jeg blev slemt skuffet over den langtrukne halvtynde historie med to professionelle skuespillere i glat fremførelse af de store følelsers dilemma: job og/eller kærlighed. Igen her til foråret kan man se Michelle Pfeiffer som kærlighedshungrende selvstændig karrierekvinde over for "Skadestuen"s George Clooney, der også var med i Rodriguez' skøre gyserkomedie "From Dusk to Dawn".
Hurtig romantik
Det er absolut Pfeiffers hjemmebane, når kærligheden har trange kår, og besværlighederne står i kø for at forhindre de elskende i at få og nå hinanden. Hvem har ikke sukket over "Frankie og Johnny" eller "Uskyldens år"? Eller spundet over Catwoman? Men desværre når "En skønne dag" ikke op i nærheden af hverdagens romantik i "Frankie og Johnny" eller romantikkens tragedie i "Uskyldens år". Figurerne er ikke nær så interessante, og historien ikke halvt så fantastisk. Det går for stærkt med at fylde producenternes bankkonti. Fik jeg nævnt at Michelle Pfeiffer er medproducent?
Stres i biffen
Den enlige bitre karrierekvinde Melanie Parker med sønnen Sammy kommer for sent til en skoleudflugt, fordi superjournalisten Jack Taylor uventet skal passe sin datter Maggie og derfor ikke er klar over, at Melanie egentlig skulle følge både Sammy og Maggie afsted. Melanie mener, at Jacks nonchalante dalren er en typisk eksmands-holdning til livet som fader. Hun er nemlig blevet slemt skuffet af sin eksmand, der er trommeslager og bruger turnélivet som undskyldning for sit manglende ansvar overfor sønnen. Tilgengæld er Jack jo slet ikke sådan - hele tiden!
Både Melanie og Jack befinder sig pludselig i en catch 22 situation. Begge er ved at miste jobbet og har lynende travlt med at redde den skrantende karriere samtidigt med at de skal passe de to børn. På skift overlades de to poder til de stressede mobiltelefonerende voksne, der hele tiden "ikke har tid lige nu". Melanies seje enlig-kvinde-stil fascinerer Jack, som Melanie selvfølgelig synes er skøn. Det er George Clooney jo! Men jeg går ikke i biografen for at blive stresset. Allerhøjest lidt anspændt af et godt plot med gys og gru, men ikke rundtosset med åndenød af at se en moderne kærlighedskomedie. Dengang i 1938, da Kathrine Hepburn distræt fordrejede hovedet på Cary Grant i "Han, hun og leoparden" ("Bringing Up Baby"), dengang forvekslingskomedien endnu var ny og spændende, da fungerede slapstick'en. Og jeg er da godt klar over, at i "En skønne dag" skal de nostalgiske virkemidler være med til at skabe rammen om den klassiske historie. Men det virker påklistret og gør intet for plottet.
Overfladisk forudsigelighed
Når de første forventninger er dunstet af melder kedsomheden sig og tilsidst det smågnavne mavesure opstød, når den ene forudsigelighed afløser den anden plathed. Det regner i New York, men ræk Michelle Pfeiffer et lommespejl og en læbestift på bagsædet af en gul taxi, og hun vil straks fremtrylle et nybobbet hår med spotless teint og perfekt eyeliner om de mandelformede øjne. Og i hendes mest afgørende øjeblik, ja, så frasiger hun sig den sikre karriere-røvslikker-rolle og vælger moderrollen med bævende stemme og våde øjne. "Vælg mig, fordi jeg nu styrter gennem byen, så min søn når sin fodboldkamp!" Yeah, right!
Historien i "En skønne dag" er poppet moderne til det ulideligt overfladiske. Ærgerligt, når vi sidder så mange i plyssæderne og venter spændt på nye kult-kærligheds-komedier, vi kan citere, som vi har gjort og gør med "Da Harry mødte Sally". Åh, gad jeg bare lige knuge et lommetørklæde, når de kysser hinanden første gang?! Ja, hvis "de" ellers rørte noget i mig.
19/11-2018
