Dream on, Shakespeare
2.0
Den nye indspilning af Shakespeares "En skærsommernats drøm" er tro, træg og tandløs. Tro mod det firehundrede år gamle skuespil, men den ellers skønne kærlighedskomedie er alt for lang og ligegyldig ved indgangen til år 2000.
Da oprinde tiden, eders legemes spejl at slukke
Hengiven indre virkelighed og glemsel
For drøm og eventyr oplukke
En fager verden af ynde og skræmsel
Pyyyhh... træt? Det vil du i hvert fald være efter den nyeste episode af: Shakespeare i 90'erne. "En skærsommernats drøm" er det seneste forsøg på at tackle gamle William, der har måtte lægge ryg til adskillige mere eller mindre heldige fortolkninger gennem de sidste ti år. Men Michael Hoffmans film er den chokolade-mint, man ikke kan synke, ikke mindst fordi det tager ham to stive timer at få de rette kærester parret. Michael Hoffman har blandt andet lavet "En skønne dag" (96), en romantisk komedie, der lige som "En skærsommernats drøm", har Michelle Pfeiffer i en hovedrolle.
Fædre og frydefulde forviklinger
Hermia (Anna Friel) elsker Lysander (Dominic West), der elsker Hermia, som skal giftes med Demitrius (Christian Bale), der er en værre en og som Hermias bedste veninde, Helena (Calista Flockhart), er forelsket i. Men Hermias far, den gammeldags Egeus (Bernard Hill), håndhæver traditionen og vil ikke ændre på den beslutning, han har taget om, at hans datter skal giftes med Demitrius. Vil hun ikke som sin far, må hun gå i kloster. Og det koster. For så er det slut med kærligheden og ikke mindst de mere kødelige sider af den sag.
Egeus opsøger hertugen, Theseus (David Strathairn), der forbereder bryllup med sin elskede Hippolyta (Sophie Marceau), og hvis palads oser af aktivitet. Hertugen bifalder Egeus' beslutning, og derfor vælger Hermia at stikke af med Lysander i nattens mulm og mørke. Helena er den eneste, der kender til parrets flugtplaner. Og fordi hun er så skrupforelsket i Demitrius, der ikke gengælder hendes kærlighed, fortæller hun ham om Hermias og Lysanders hensigter for at vinde hans gunst. Han farer efter det fortvivlede par, og Helena farer efter ham. De lander alle i skoven, hvor også en teatertrup har forvildet sig ud.
Skuespillerne er en håndfuld håndværkere fra byen med den primadonna-nykkede væver, Nick Bottom (Kevin Kline) i spidsen. De er draget ud for i ro og mag at øve et stykke, som de, i skarp konkurrence med ildslugere og andet gøgl, vil forsøge at få lov til at underholde hertugparret med ved brylluppet.
Men i skoven lever andet end snegle og biller. Her hersker alfekongen, Oberon (Rupert Everett) og alfedronningen, Titania (Michelle Pfeiffer) i deres skønne eventyrunivers, der emmer af overmodne blomster og frugter; af guld, glimmer og spindelvæv, som associerer til et vanitas stilleben. Alferegenternes kærlighedsliv er - ligesom menneskenes - ikke lige til at sætte på en formel. Oberon ønsker at spille sin dronning et puds. Og med hjælp fra håndlangeren Puk (Stanley Tucci), kvinders forfængelighed og en helt særlig tryllesaft, opstår kærlighedsforviklingerne, der ikke kun får konsekvenser for Titania.
Kedelig og ganske uerotisk
Den gamle komedie foregår i Toscana og er opdateret til for hundrede år siden. På det tidspunkt var cyklen og grammofonpladespilleren nymoderne, og begge dele bliver der gjort flittigt brug af som rekvisitter. Især cyklen har stor betydning. Den stakkels uelskede Helena slæber rundt på et uhåndterligt monstrum af en tohjuler. Lige så uhåndterlig og besværlig som hendes udsigt til at vinde sin udkårnes kærlighed. Samtidig fungerer cyklen som et transportmiddel. Og ikke mindst som civilisationens teknologiske fremskridt, der måske medvirker til at afværge eventyrvæsnernes forgængelighed.
Men komedie og komedie. Det er kæberne, snarere end mavemusklerne, der trænger til afspænding efter filmen. Og det på trods af, at rollebesætningen består af flere komikere. Humoren er plat og tørt liderlig. Dog ikke sex og bestemt ikke erotik, dertil er det ganske simpelt for udtalt. Tonen slås allerede an i startscenerne, hvor forberedelserne til hertugens bryllup er i fuld gang. Her er heftig aktivitet omkring bugnende borde med saftigt kød og svulmende tomater. Og de unge pars hurtige afklædning efter at være nået til skoven, hvor Hermia og Helena mudderbryder i den bare særk. For ikke at nævne Titanias evne til at begejstre sin fortryllede elsker.
Michelle Pfeiffer er den perfekte alfedronning, smuk, stærk og nymfet. Everett, et udmærket bud på en småfeminin alfekonge. Og Kline er faktisk rigtig god som væveren, der via skuespillet forsøger at lægge afstand til sit temmelig ulykkelige ægteskab. Derimod er de unge elskende knapt så interessante. Mændene er noget blodfattige og Flockhart spiller sin egen succes, Ally McBeal (fra Tv-serien "Ally"), hvilket hun naturligvis er den bedste til.
Find dog på noget selv
Der er flere gode eksempler på, hvordan Shakespeares skuespil ikke blot bliver simple gengivelser, eksempelvis "Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde" ('90) af Tom Stoppard og John Maddens "Shakespeare in Love" ('98). Men spørgsmålet er, hvad vi overhovedet skal med endnu en omskrivning af Shakespeares skuespil - og især den her. Selvfølgelig er det sjovt, at vi bliver skøre i bolden, når vi forelsker os, men det er ikke særlig spændende at få en firehundrede år gammel historie fortalt, som om den kun er hundrede. Og Hoffmans film er et tydeligt eksempel på, at det ikke er nok at have en god historie, hvis man ikke kan fortælle den interessant. Man får lyst til at råbe ham højt ind i øret, at han da for helvede godt kunne have fundet på noget selv.
Da oprinde tiden, eders legemes spejl at slukke
Hengiven indre virkelighed og glemsel
For drøm og eventyr oplukke
En fager verden af ynde og skræmsel
Pyyyhh... træt? Det vil du i hvert fald være efter den nyeste episode af: Shakespeare i 90'erne. "En skærsommernats drøm" er det seneste forsøg på at tackle gamle William, der har måtte lægge ryg til adskillige mere eller mindre heldige fortolkninger gennem de sidste ti år. Men Michael Hoffmans film er den chokolade-mint, man ikke kan synke, ikke mindst fordi det tager ham to stive timer at få de rette kærester parret. Michael Hoffman har blandt andet lavet "En skønne dag" (96), en romantisk komedie, der lige som "En skærsommernats drøm", har Michelle Pfeiffer i en hovedrolle.
Fædre og frydefulde forviklinger
Hermia (Anna Friel) elsker Lysander (Dominic West), der elsker Hermia, som skal giftes med Demitrius (Christian Bale), der er en værre en og som Hermias bedste veninde, Helena (Calista Flockhart), er forelsket i. Men Hermias far, den gammeldags Egeus (Bernard Hill), håndhæver traditionen og vil ikke ændre på den beslutning, han har taget om, at hans datter skal giftes med Demitrius. Vil hun ikke som sin far, må hun gå i kloster. Og det koster. For så er det slut med kærligheden og ikke mindst de mere kødelige sider af den sag.
Egeus opsøger hertugen, Theseus (David Strathairn), der forbereder bryllup med sin elskede Hippolyta (Sophie Marceau), og hvis palads oser af aktivitet. Hertugen bifalder Egeus' beslutning, og derfor vælger Hermia at stikke af med Lysander i nattens mulm og mørke. Helena er den eneste, der kender til parrets flugtplaner. Og fordi hun er så skrupforelsket i Demitrius, der ikke gengælder hendes kærlighed, fortæller hun ham om Hermias og Lysanders hensigter for at vinde hans gunst. Han farer efter det fortvivlede par, og Helena farer efter ham. De lander alle i skoven, hvor også en teatertrup har forvildet sig ud.
Skuespillerne er en håndfuld håndværkere fra byen med den primadonna-nykkede væver, Nick Bottom (Kevin Kline) i spidsen. De er draget ud for i ro og mag at øve et stykke, som de, i skarp konkurrence med ildslugere og andet gøgl, vil forsøge at få lov til at underholde hertugparret med ved brylluppet.
Men i skoven lever andet end snegle og biller. Her hersker alfekongen, Oberon (Rupert Everett) og alfedronningen, Titania (Michelle Pfeiffer) i deres skønne eventyrunivers, der emmer af overmodne blomster og frugter; af guld, glimmer og spindelvæv, som associerer til et vanitas stilleben. Alferegenternes kærlighedsliv er - ligesom menneskenes - ikke lige til at sætte på en formel. Oberon ønsker at spille sin dronning et puds. Og med hjælp fra håndlangeren Puk (Stanley Tucci), kvinders forfængelighed og en helt særlig tryllesaft, opstår kærlighedsforviklingerne, der ikke kun får konsekvenser for Titania.
Kedelig og ganske uerotisk
Den gamle komedie foregår i Toscana og er opdateret til for hundrede år siden. På det tidspunkt var cyklen og grammofonpladespilleren nymoderne, og begge dele bliver der gjort flittigt brug af som rekvisitter. Især cyklen har stor betydning. Den stakkels uelskede Helena slæber rundt på et uhåndterligt monstrum af en tohjuler. Lige så uhåndterlig og besværlig som hendes udsigt til at vinde sin udkårnes kærlighed. Samtidig fungerer cyklen som et transportmiddel. Og ikke mindst som civilisationens teknologiske fremskridt, der måske medvirker til at afværge eventyrvæsnernes forgængelighed.
Men komedie og komedie. Det er kæberne, snarere end mavemusklerne, der trænger til afspænding efter filmen. Og det på trods af, at rollebesætningen består af flere komikere. Humoren er plat og tørt liderlig. Dog ikke sex og bestemt ikke erotik, dertil er det ganske simpelt for udtalt. Tonen slås allerede an i startscenerne, hvor forberedelserne til hertugens bryllup er i fuld gang. Her er heftig aktivitet omkring bugnende borde med saftigt kød og svulmende tomater. Og de unge pars hurtige afklædning efter at være nået til skoven, hvor Hermia og Helena mudderbryder i den bare særk. For ikke at nævne Titanias evne til at begejstre sin fortryllede elsker.
Michelle Pfeiffer er den perfekte alfedronning, smuk, stærk og nymfet. Everett, et udmærket bud på en småfeminin alfekonge. Og Kline er faktisk rigtig god som væveren, der via skuespillet forsøger at lægge afstand til sit temmelig ulykkelige ægteskab. Derimod er de unge elskende knapt så interessante. Mændene er noget blodfattige og Flockhart spiller sin egen succes, Ally McBeal (fra Tv-serien "Ally"), hvilket hun naturligvis er den bedste til.
Find dog på noget selv
Der er flere gode eksempler på, hvordan Shakespeares skuespil ikke blot bliver simple gengivelser, eksempelvis "Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde" ('90) af Tom Stoppard og John Maddens "Shakespeare in Love" ('98). Men spørgsmålet er, hvad vi overhovedet skal med endnu en omskrivning af Shakespeares skuespil - og især den her. Selvfølgelig er det sjovt, at vi bliver skøre i bolden, når vi forelsker os, men det er ikke særlig spændende at få en firehundrede år gammel historie fortalt, som om den kun er hundrede. Og Hoffmans film er et tydeligt eksempel på, at det ikke er nok at have en god historie, hvis man ikke kan fortælle den interessant. Man får lyst til at råbe ham højt ind i øret, at han da for helvede godt kunne have fundet på noget selv.
19/11-2018
