Candyfloss
2.0
Med sin version af Victor Hugos "Les Misérables" viser Bille August sig desværre endnu engang fra sin glatpolerede og kedelige side.
Hvis man med et ord skal karakterisere Bille Augusts Hollywoodkarriere, vil "frustrerende" være ganske velvalgt. Før sin emigration havde han vist sit indiskutable talent på egen jord med film som "Honningmåne"(1978), "Zappa"(1983) og "Tro, håb og kærlighed"(1984). Men på trods af at hans Hollywood eventyr har resulteret i mere storslåede, ekstravagante og stjernebesatte film, er de blevet tandløse og kedelige følelsesdyner, der lukker sig hermetisk om tilskueren og luller ham i søvn.
Episk Bille
Tager man Augusts briller på, er det ikke svært at se, hvad der har tiltrukket ham ved Victor Hugos roman om bodsgængeren Jean Valjean. Den tidligere straffefange Valjean (Liam Neeson) har valgt at hellige sit liv til det gode og er blevet en respekteret og vellidt borgmester i byen Vigau. Han har specielt taget sig kærligt af den syge og fattige Fantine (Uma Thurman), hvis datter Cosette er i pleje hos en pengegrisk familie. Denne fredfyldte tilværelse får dog en ende, da den nye retskafne politimester Javert (Geoffrey Rush) dukker op. Det viser sig, at han har været Valjeans fangevogter, og han skyer ingen midler for at afsløre Jeans fortid. Efter at Fantine dør, flygter Valjean fra Vigau og tager Cosette med sig. De søger tilflugt i et parisisk nonnekloster, hvor Cosette (Clair Danes) efterhånden vokser sig smuk og længes efter livet uden for klostrets murer; ikke mindst fordi hun har fået et godt øje til rebellen Marius (Hans Matheson). Men Valjeans onde ånd Javert er nu blevet politiinspektør i Paris, og han er ikke manden, der glemmer gammelt nag. Med de indledende øvelser til den franske revolution som baggrund, vælger Valjean at tage den endelige konfrontation med Javert.
Tamme præstationer
Denne følelsesladede og episke historie er tydeligvis vand på Bille Augusts filmmølle, og der er da også kommet en pæn og nydelig film ud af det. Men, mon dieu, hvor er det kedsommeligt. Det hele emmer af en latent mangel på saft og kraft, der kan skabe bare et minimum af interesse for figurerne. Det lykkes kun for Geoffrey Rush at skabe en tålelig Javert, mens Liam Neeson, der endnu engang er sat til at spille de smås beskytter, åbenlyst kører på rutinen. Og værre står det til med kvinderne. Uma Thurman leverer en af sin karrieres mest ligegyldige præstationer, mens Clair Danes næsten konstant er et irritationsmoment.
Bille August har transformeret Victor Hugos klassiker til en stor følelsesmæssig candyfloss, der er flot at se på men ikke smager af noget som helst
Hvis man med et ord skal karakterisere Bille Augusts Hollywoodkarriere, vil "frustrerende" være ganske velvalgt. Før sin emigration havde han vist sit indiskutable talent på egen jord med film som "Honningmåne"(1978), "Zappa"(1983) og "Tro, håb og kærlighed"(1984). Men på trods af at hans Hollywood eventyr har resulteret i mere storslåede, ekstravagante og stjernebesatte film, er de blevet tandløse og kedelige følelsesdyner, der lukker sig hermetisk om tilskueren og luller ham i søvn.
Episk Bille
Tager man Augusts briller på, er det ikke svært at se, hvad der har tiltrukket ham ved Victor Hugos roman om bodsgængeren Jean Valjean. Den tidligere straffefange Valjean (Liam Neeson) har valgt at hellige sit liv til det gode og er blevet en respekteret og vellidt borgmester i byen Vigau. Han har specielt taget sig kærligt af den syge og fattige Fantine (Uma Thurman), hvis datter Cosette er i pleje hos en pengegrisk familie. Denne fredfyldte tilværelse får dog en ende, da den nye retskafne politimester Javert (Geoffrey Rush) dukker op. Det viser sig, at han har været Valjeans fangevogter, og han skyer ingen midler for at afsløre Jeans fortid. Efter at Fantine dør, flygter Valjean fra Vigau og tager Cosette med sig. De søger tilflugt i et parisisk nonnekloster, hvor Cosette (Clair Danes) efterhånden vokser sig smuk og længes efter livet uden for klostrets murer; ikke mindst fordi hun har fået et godt øje til rebellen Marius (Hans Matheson). Men Valjeans onde ånd Javert er nu blevet politiinspektør i Paris, og han er ikke manden, der glemmer gammelt nag. Med de indledende øvelser til den franske revolution som baggrund, vælger Valjean at tage den endelige konfrontation med Javert.
Tamme præstationer
Denne følelsesladede og episke historie er tydeligvis vand på Bille Augusts filmmølle, og der er da også kommet en pæn og nydelig film ud af det. Men, mon dieu, hvor er det kedsommeligt. Det hele emmer af en latent mangel på saft og kraft, der kan skabe bare et minimum af interesse for figurerne. Det lykkes kun for Geoffrey Rush at skabe en tålelig Javert, mens Liam Neeson, der endnu engang er sat til at spille de smås beskytter, åbenlyst kører på rutinen. Og værre står det til med kvinderne. Uma Thurman leverer en af sin karrieres mest ligegyldige præstationer, mens Clair Danes næsten konstant er et irritationsmoment.
Bille August har transformeret Victor Hugos klassiker til en stor følelsesmæssig candyfloss, der er flot at se på men ikke smager af noget som helst
19/11-2018