Det nordiske lys
4.0
Det norske forfatter Knut Hamsun - berygtet for sit samarbejde med tyskerne under 2. verdenskrig - er hovedpersonen i denne skandinaviske storfilm
"Hamsun" er én af de dyreste skandinaviske produktioner nogensinde. Den er produceret af Nordisk Film, i samarbejde med Svensk Filmindustri, norske Merkur Film og både danske, svenske og norske tv-stationer og filminstituter. Der er tale om et multi-samarbejde med et budget på ikke mindre end 37 mill. danske kroner.
Hvad man ikke kan lade være med at bemærke, er det faktum, at "Hamsun" egner sig utrolig godt til det brede publikum og måske især det brede udland. "Hamsun" lægger så stor vægt på de formelle historiske og biografiske detaljer, at man kunne mistænke idémændende bag, for at reklamere for Hamsun, snarere end fortælle hans historie. Dette også set i lyset af den store interesse der iøvrigt er for digteren i disse tider, med genoptryk af både Thorkild Hansen og Marie Hamsuns bøger om Hamsun.
Film som er tiltænkt det store publikum, og som oplyser og underholder, mere end rammer og involverer følelsesmæssigt, har ofte en karakteristisk glathed og ufarlighed over sig. Sådan en film er "Hamsun", og det er da også udmærket at stifte bekendtskab med den nordiske digterkonges liv.
Ægteksabskonflikt på nazistisk baggrund
På baggrund af Thorkild Hansens bog "Processen mod Hamsun" fortælles historien om det opslidende forhold mellem Hamsun (Max von Sydow) og hans kone Marie (Ghita Nørby), med vægt på årene 1935 til 1952. Uden spring i tid eller andre ikke-kronologiske dikkedarer, følger vi parret fra de, af hver deres grund, sympatiserer med Hitler og de nazistiske idéer. Marie føler efter mange års ægteskab med den fjerne og indelukkede Hamsun, at hun har spildt sit liv, og især det skuespiltalent hun ikke fik mulighed for at bruge. Nazismen retfærdiggør hendes status som Hamsuns kone og mor til deres fire børn. Desuden ser Marie en mulighed for at bruge sit talent som oplæser af Hamsuns bøger og får derigennem lidt af den opmærksomhed, hun ikke får fra Hamsun selv.
Hamsun derimod, er tilhænger af dele af nazismens idéer, men tager stærkt afstand fra Hitlers raceudrydelsestrang. Hvad han ikke opdager, primært fordi han er halvdøv og til tider åndsfraværende, er at han bliver stærkt udnyttet af nazisterne. De ser ham som forbindelsesled til den norske befolkning og Skandinavien iøvrigt. At Hamsun istedet bliver opfattet som landsforræder kan næppe undre nogen og det bliver starten på lige præcis den proces mod Hamsun, som er filmens ramme. "Hamsun" tildeler, måske uretfærdigt, Marie skylden for Hamsuns upopularitet. Hun fremstilles som den mest griske efter succes og trods Hamsuns direkte nazistiske synspunkter, er det ham, vi har mest ondt af. Hamsun og Marie svinger i løbet af deres 40 år lange ægteskab mellem at hade og savne hinanden, og filmen lader stå åbent, om det er kærlighed eller afhængighed, der genforener dem til sidst.
Veltilberedt glathed
Trods "Hamsun"s glatte ikke-eksperimenterende stil, er der flotte filmiske øjeblikke at glæde sig over. Naturen og det nordiske lys er en pittoresk kulise. Som bekendt mødtes Hamsun med Hitler, og dét møde er smukt gengivet med panoramiske billeder fra de Berlinske lokaliteter. Slow-motion er efterhånden et udvandet virkemiddel, men det fungerer når Hamsun og Hitler nærmer sig hinanden og udveksler et skæbnesvangert håndtryk. Mødet udvikler sig helt goddag-mand-økseskaft'sk, hvilket i det hele taget er karakteristisk for Hamsuns omgang med mennesker.
Med navne som Max von Sydow og Ghita Nørby er skuespilpræstationerne "selvfølgelig" i top. Max von Sydow, som faktisk ligner Hamsun, er ikke mindre end genial. Hans høje ranglede skikkelse og stive, klodsede bevægelser skriger på medfølelse. Han er stædig, hysterisk, men også elskelig, og von Sydow spiller ham med ubesværet intensitet.
"Hamsun" er oplysende underholdning, som desværre mangler Hamsuns egne lyriske udtryk.
"Hamsun" er én af de dyreste skandinaviske produktioner nogensinde. Den er produceret af Nordisk Film, i samarbejde med Svensk Filmindustri, norske Merkur Film og både danske, svenske og norske tv-stationer og filminstituter. Der er tale om et multi-samarbejde med et budget på ikke mindre end 37 mill. danske kroner.
Hvad man ikke kan lade være med at bemærke, er det faktum, at "Hamsun" egner sig utrolig godt til det brede publikum og måske især det brede udland. "Hamsun" lægger så stor vægt på de formelle historiske og biografiske detaljer, at man kunne mistænke idémændende bag, for at reklamere for Hamsun, snarere end fortælle hans historie. Dette også set i lyset af den store interesse der iøvrigt er for digteren i disse tider, med genoptryk af både Thorkild Hansen og Marie Hamsuns bøger om Hamsun.
Film som er tiltænkt det store publikum, og som oplyser og underholder, mere end rammer og involverer følelsesmæssigt, har ofte en karakteristisk glathed og ufarlighed over sig. Sådan en film er "Hamsun", og det er da også udmærket at stifte bekendtskab med den nordiske digterkonges liv.
Ægteksabskonflikt på nazistisk baggrund
På baggrund af Thorkild Hansens bog "Processen mod Hamsun" fortælles historien om det opslidende forhold mellem Hamsun (Max von Sydow) og hans kone Marie (Ghita Nørby), med vægt på årene 1935 til 1952. Uden spring i tid eller andre ikke-kronologiske dikkedarer, følger vi parret fra de, af hver deres grund, sympatiserer med Hitler og de nazistiske idéer. Marie føler efter mange års ægteskab med den fjerne og indelukkede Hamsun, at hun har spildt sit liv, og især det skuespiltalent hun ikke fik mulighed for at bruge. Nazismen retfærdiggør hendes status som Hamsuns kone og mor til deres fire børn. Desuden ser Marie en mulighed for at bruge sit talent som oplæser af Hamsuns bøger og får derigennem lidt af den opmærksomhed, hun ikke får fra Hamsun selv.
Hamsun derimod, er tilhænger af dele af nazismens idéer, men tager stærkt afstand fra Hitlers raceudrydelsestrang. Hvad han ikke opdager, primært fordi han er halvdøv og til tider åndsfraværende, er at han bliver stærkt udnyttet af nazisterne. De ser ham som forbindelsesled til den norske befolkning og Skandinavien iøvrigt. At Hamsun istedet bliver opfattet som landsforræder kan næppe undre nogen og det bliver starten på lige præcis den proces mod Hamsun, som er filmens ramme. "Hamsun" tildeler, måske uretfærdigt, Marie skylden for Hamsuns upopularitet. Hun fremstilles som den mest griske efter succes og trods Hamsuns direkte nazistiske synspunkter, er det ham, vi har mest ondt af. Hamsun og Marie svinger i løbet af deres 40 år lange ægteskab mellem at hade og savne hinanden, og filmen lader stå åbent, om det er kærlighed eller afhængighed, der genforener dem til sidst.
Veltilberedt glathed
Trods "Hamsun"s glatte ikke-eksperimenterende stil, er der flotte filmiske øjeblikke at glæde sig over. Naturen og det nordiske lys er en pittoresk kulise. Som bekendt mødtes Hamsun med Hitler, og dét møde er smukt gengivet med panoramiske billeder fra de Berlinske lokaliteter. Slow-motion er efterhånden et udvandet virkemiddel, men det fungerer når Hamsun og Hitler nærmer sig hinanden og udveksler et skæbnesvangert håndtryk. Mødet udvikler sig helt goddag-mand-økseskaft'sk, hvilket i det hele taget er karakteristisk for Hamsuns omgang med mennesker.
Med navne som Max von Sydow og Ghita Nørby er skuespilpræstationerne "selvfølgelig" i top. Max von Sydow, som faktisk ligner Hamsun, er ikke mindre end genial. Hans høje ranglede skikkelse og stive, klodsede bevægelser skriger på medfølelse. Han er stædig, hysterisk, men også elskelig, og von Sydow spiller ham med ubesværet intensitet.
"Hamsun" er oplysende underholdning, som desværre mangler Hamsuns egne lyriske udtryk.
19/11-2018
