At holde mørket i skak
3.0
Med "Manden, som ikke ville dø" leverer Torben Skjødt Jensen en skæbnesvanger eksistentialistisk fortælling i et forførende, smukt billedsprog
"Døden er kold - kold som Gud," siger Adrian Palmberg. Han er manden, som ikke vil dø.
Dramaet starter ved århundredeskiftet, hvor den stærkt religiøst opdragede Adrian Palmberg (Lars Simonsen) vokser op i Vestjylland. Han stifter familie på sin barndomsegn, og alt ånder tilsyneladende idyl på det lille landsted, indtil hans kone og søn på mystisk vis omkommer ved en brand. Adrian er ladt tilbage med den hemmelighedsfulde husholderske Esther, og hans verden bryder sammen. I kampen for at forstå den uretfærdige Guds handlinger bliver Adrians livsprojekt at holde døden fra livet. Og i rå og ubarmhjertige naturomgivelser udspilles hans fatale kamp for at blive udødelig.
Overmenneske eller galning?
Adrian vender sig mod gravens mørke i bogstaveligste forstand. Afskærmet fra Guds øje burer han sig inde i en sammentømret kasse, hvor hverken lys eller liv kan nå ham. For han må "holde mørket i skak". Adrians Gud har svigtet ham, og hans stærke kristne tro afløses af troen på at være udødelig -at kunne få livet til at vinde over døden. Veldrejede, smukke drømmeagtige sekvenser underbygger Adrians følelsesmæssige kamp for at besejre døden. Fortid og nutid blandes - for både Adrian og tilskueren, og der stilles spørgsmålstegn ved Adrians styrke og anderledes tro. Troen på at være udødelig. Er han overmenneskelig og udødelig, eller er han blot bindegal? Vi følger Adrians kamp og vrede mod døden op til nutiden, hvor hans omgivelser undervejs giver sit bud på denne anderledes eksistens.
Den visuelle kraft
I "Manden, som ikke ville dø" portrætteres en livslang og smertefuld sorgbearbejdning, hvor temaer som religion, vrede og fri vilje skildres i et fantastisk sort/hvidt filmisk univers. Og i kraft af filmens fotografiske renhed og underliggende eksistentielle tema kan der trækkes linier tilbage til den danske films forfader Carl Th. Dreyers filmiske univers. Fortællingen er dog på ingen måde en tungsindig fortælling, for instruktøren har tilsat filmuniverset et nutidigt præg, som letter fortællingens sørgmodige omdrejningspunkt. Og vi lever og føler med Adrians ulykkelige skæbne, som helt igennem spilles stærkt af Lars Simonsen.
En stilren spillefilmsdebut
Filmen leverer dog et underfundigt genreskred. Fra at starte ud i et smukt og alvorsfuldt Dreyer-agtigt univers svinger fortællingen pludselig over til at være satirisk. Det letter fortællingen og er et befriende krydderi for tilskueren. Men filmens storslåede og dybtfølte budskab må underkaste sig en til overflod mere postmodernistisk overflade og galskab, hvor helheden går tabt. Desuden ville en mere gennemført bearbejdning af sproget op gennem årtierne have været ønskelig, for det virker flere gange for moderne i forhold til sin tid. På trods af filmens genreforvirring lever den dog flot i det forførerisk smukke billedunivers. De rå og øde billeder af de forblæste vestjyske sletter eksponerer følelserne ud på lærredet og drager tilskueren. Sammenholdt med den gennemarbejdede lyssætning, som underbygger filmens stemningsfuldhed og underliggende sorg, har Torben Skjødt Jensen leveret en billedmæssigt meget stilren spillefilmsdebut.
"Døden er kold - kold som Gud," siger Adrian Palmberg. Han er manden, som ikke vil dø.
Dramaet starter ved århundredeskiftet, hvor den stærkt religiøst opdragede Adrian Palmberg (Lars Simonsen) vokser op i Vestjylland. Han stifter familie på sin barndomsegn, og alt ånder tilsyneladende idyl på det lille landsted, indtil hans kone og søn på mystisk vis omkommer ved en brand. Adrian er ladt tilbage med den hemmelighedsfulde husholderske Esther, og hans verden bryder sammen. I kampen for at forstå den uretfærdige Guds handlinger bliver Adrians livsprojekt at holde døden fra livet. Og i rå og ubarmhjertige naturomgivelser udspilles hans fatale kamp for at blive udødelig.
Overmenneske eller galning?
Adrian vender sig mod gravens mørke i bogstaveligste forstand. Afskærmet fra Guds øje burer han sig inde i en sammentømret kasse, hvor hverken lys eller liv kan nå ham. For han må "holde mørket i skak". Adrians Gud har svigtet ham, og hans stærke kristne tro afløses af troen på at være udødelig -at kunne få livet til at vinde over døden. Veldrejede, smukke drømmeagtige sekvenser underbygger Adrians følelsesmæssige kamp for at besejre døden. Fortid og nutid blandes - for både Adrian og tilskueren, og der stilles spørgsmålstegn ved Adrians styrke og anderledes tro. Troen på at være udødelig. Er han overmenneskelig og udødelig, eller er han blot bindegal? Vi følger Adrians kamp og vrede mod døden op til nutiden, hvor hans omgivelser undervejs giver sit bud på denne anderledes eksistens.
Den visuelle kraft
I "Manden, som ikke ville dø" portrætteres en livslang og smertefuld sorgbearbejdning, hvor temaer som religion, vrede og fri vilje skildres i et fantastisk sort/hvidt filmisk univers. Og i kraft af filmens fotografiske renhed og underliggende eksistentielle tema kan der trækkes linier tilbage til den danske films forfader Carl Th. Dreyers filmiske univers. Fortællingen er dog på ingen måde en tungsindig fortælling, for instruktøren har tilsat filmuniverset et nutidigt præg, som letter fortællingens sørgmodige omdrejningspunkt. Og vi lever og føler med Adrians ulykkelige skæbne, som helt igennem spilles stærkt af Lars Simonsen.
En stilren spillefilmsdebut
Filmen leverer dog et underfundigt genreskred. Fra at starte ud i et smukt og alvorsfuldt Dreyer-agtigt univers svinger fortællingen pludselig over til at være satirisk. Det letter fortællingen og er et befriende krydderi for tilskueren. Men filmens storslåede og dybtfølte budskab må underkaste sig en til overflod mere postmodernistisk overflade og galskab, hvor helheden går tabt. Desuden ville en mere gennemført bearbejdning af sproget op gennem årtierne have været ønskelig, for det virker flere gange for moderne i forhold til sin tid. På trods af filmens genreforvirring lever den dog flot i det forførerisk smukke billedunivers. De rå og øde billeder af de forblæste vestjyske sletter eksponerer følelserne ud på lærredet og drager tilskueren. Sammenholdt med den gennemarbejdede lyssætning, som underbygger filmens stemningsfuldhed og underliggende sorg, har Torben Skjødt Jensen leveret en billedmæssigt meget stilren spillefilmsdebut.
19/11-2018