Flyd fluidum, flyd
4.0
Filmatiseringen af den svenske forfatter P. O. Enquists bog om "Magnetisørens femte vinter" er velspillet og velkomponeret
I 1809 vælter en flok russiske soldater over isen til den nordsvenske by Umeå. Fire dage senere trækker de sig efter en misforståelse sig tilbage. Efter soldaternes hårdhændede behandling mister lægens datter lysten til at se.
I dette isolerede småby samfund i det nordlige Sverige, har instruktøren Morten Henriksen skabt en medrivende, velkomponeret fortælling med store skuespilpræstationer.
Ti år senere ankommer en gådefuld fremmed til Umeå. Han forsøger for femte gang at skabe sig et nyt liv og vinde samfundets respekt og anseelse. Han helbreder folk ved hjælp af magnetismens kraft og får deres stivnede fluidum til at flyde. Den tvivlsomme profession har bragt ham fra Paris over Wien, Berlin og København til Nordsverige. Alle steder er han flygtet over hals og hoved fra anklager om kvaksalveri og trusler om døden.
Rembrandts palet
Allerede fra det øjeblik magnetisøren Meisner træder ind på lærredet, adskiller han sig den lille bys beboere. Han fryser ikke i den bidende kulde, og bærer som den eneste person i filmen den røde farve. Resten af personer må ligesom i Shekhar Kapurs "Elizabeth" (1998) holde sig til Rembrandts palet af sorte, rødbrune, gyldne og gule farver. Alle andre farver er holdt ud af filmen. Men den kontrollerede overflade overtager aldrig kraften fra fortællingens kerne.
Magnetisøren befinder sig konstant udspændt mellem succes og fiasko. Succes betyder hæder og prinsessen og det halve kongerige. Fiasko betyder døden. Der er aldrig langt mellem succes og fiasko. Og hans patienters velbefindende er tæt forbundet med hans fortsatte succes.
Blændende Lemmeke
Filmen er en skandinavisk samproduktion, og det samme gælder for skuespillerne. Den norske skuespiller Robert Skjærstad ("Junk Mail") spiller magnetisørens norske tjener. Den svenske skuepiller Rolf Lassgård ("Jægerne") spiller byens overlæge, der lader sig rive med af magnetisøren, som spilles blændende af Ole Lemmeke.
Lemmekes nærmest messende tale, hans skarpslebne ansigt og diabolske øjne gør sig perfekt til rollen som en mand, der lever livet på grænsen. Lægens datter, hvis skæbne nærmest flyder sammen med magnetisørens, spilles af det unge svenske talent Johanna Sällström.
"Magnetisørens femte vinter" bliver til tider forudsigelig, og man savner et alibi for at skulle være vidne til en historie, som måske ikke er vanvittig relevant i dag, Men den bæres oppe af blændende skuespilspræstationer og formår alligevel at virke medrivende.
I 1809 vælter en flok russiske soldater over isen til den nordsvenske by Umeå. Fire dage senere trækker de sig efter en misforståelse sig tilbage. Efter soldaternes hårdhændede behandling mister lægens datter lysten til at se.
I dette isolerede småby samfund i det nordlige Sverige, har instruktøren Morten Henriksen skabt en medrivende, velkomponeret fortælling med store skuespilpræstationer.
Ti år senere ankommer en gådefuld fremmed til Umeå. Han forsøger for femte gang at skabe sig et nyt liv og vinde samfundets respekt og anseelse. Han helbreder folk ved hjælp af magnetismens kraft og får deres stivnede fluidum til at flyde. Den tvivlsomme profession har bragt ham fra Paris over Wien, Berlin og København til Nordsverige. Alle steder er han flygtet over hals og hoved fra anklager om kvaksalveri og trusler om døden.
Rembrandts palet
Allerede fra det øjeblik magnetisøren Meisner træder ind på lærredet, adskiller han sig den lille bys beboere. Han fryser ikke i den bidende kulde, og bærer som den eneste person i filmen den røde farve. Resten af personer må ligesom i Shekhar Kapurs "Elizabeth" (1998) holde sig til Rembrandts palet af sorte, rødbrune, gyldne og gule farver. Alle andre farver er holdt ud af filmen. Men den kontrollerede overflade overtager aldrig kraften fra fortællingens kerne.
Magnetisøren befinder sig konstant udspændt mellem succes og fiasko. Succes betyder hæder og prinsessen og det halve kongerige. Fiasko betyder døden. Der er aldrig langt mellem succes og fiasko. Og hans patienters velbefindende er tæt forbundet med hans fortsatte succes.
Blændende Lemmeke
Filmen er en skandinavisk samproduktion, og det samme gælder for skuespillerne. Den norske skuespiller Robert Skjærstad ("Junk Mail") spiller magnetisørens norske tjener. Den svenske skuepiller Rolf Lassgård ("Jægerne") spiller byens overlæge, der lader sig rive med af magnetisøren, som spilles blændende af Ole Lemmeke.
Lemmekes nærmest messende tale, hans skarpslebne ansigt og diabolske øjne gør sig perfekt til rollen som en mand, der lever livet på grænsen. Lægens datter, hvis skæbne nærmest flyder sammen med magnetisørens, spilles af det unge svenske talent Johanna Sällström.
"Magnetisørens femte vinter" bliver til tider forudsigelig, og man savner et alibi for at skulle være vidne til en historie, som måske ikke er vanvittig relevant i dag, Men den bæres oppe af blændende skuespilspræstationer og formår alligevel at virke medrivende.
19/11-2018
