Klinkevalsen danser ikke helt i takt
3.0
Det måtte jo komme - filmatiseringen af succesforfatteren Jane Aamunds bøger. Den første af slagsen hedder "Klinkevals", baseret på bogen om Aamunds stærke og selvstændige farmor. Filmen træder dog ikke valsen helt så sikkert som bogen.
"Klinkevals" er hvad man kunne kalde dette års store, danske film. Den er brygget over en kendt og elsket succesroman, pakket med kendte skuespillere og er en del af tilbuddet i Biografklub Danmark. Derfor er det ærgerligt, at den ikke når de højder, der er lagt i kakkelovnen til.
Det er historien om den smukke, viljestærke og fattige Juliane Jensen (Mette Lisby) på 1880'ernes Christianshavn. Hun kæmper for at forsørge sine to børn, mens manden Simon (Lars Simonsen) er indlagt på Skt. Hans sindssygehospital. Juliane vil så gerne have det som sine søstre, Josefine (Bodil Jørgensen) og Frederikke (Sanne Grangaard), der begge er gift med succesfulde håndværkere (Kristian Halken og Thomas Eje), og da Simon bliver udskrevet, ser det ud til at kunne lykkes. Samtidig efterstræbes Juliane af den unge socialist Otto (Pelle Koppel), og inden længe må Juliane vælge mellem sin syge mand og Otto.
Stand Up i korset
Valget af Mette Lisby til den altdominerende hovedrolle er interessant, idet vi kun kender hende som stand-up komiker og tv-vært. Men her har instruktør Hans Kristensen set rigtigt, for Mette Lisby kan spille skuespil. Hun er rap i replikken og har selv de karaktertræk og den stærke personlighed, som Juliane har. Det skinner igennem, og Juliane fremstår som en meget egenrådig og stærk person, som ikke viger tilbage for at styre andres liv for at få, hvad hun vil have. Som modspil til Mette Lisby ses Lars Simonsen som hendes syge mand. Og ingen kan, som Lars Simonsen, være lidende. Vi så det i "Tro, håb og kærlighed" ('84) og senest i "Barbara" ('97). Og hans dvælende hundeøjne er næsten ikke tørre i denne film. Det er også ham, der sidder inde med filmen mest ufrivilligt komiske replik: "Juliane, du er så levende, og jeg har næsten været død!"
Til at hamle op med Juliane ser vi Otto, spillet at Pelle Koppel. Han er ikke dårlig som det nærmeste, dansk film kan komme på en latinlover og en ildsjæl, der kan hamle op med Juliane. Alle rollerne i filmen står meget skarpt tegnet, og ingen falder igennem, bortset fra Sebastians lidt for sukkersøde filmmusik.
Underligt uafsluttet
Problemet med "Klinkevals" er blot, at den vil genfortælle hele Jane Aamunds bog, med det resultat, at der, ud over historien om stærke Juliane og hendes kærlighed her i livet, begyndes på en masse små historier og udenomsfortællinger, som ikke afrundes og fortælles færdigt. Det gør, at når filmen slutter, sidder man og venter på en rulletekst, der siger "fortsættelse følger", for den kan da ikke slutte her. Det endelige indtryk af "Klinkevals" bliver derfor en anelse ujævnt, som om den ikke kan følge de takter, den selv har lagt op til. Derfor bliver det kun til tre øjne til "Klinkevals".
"Klinkevals" er hvad man kunne kalde dette års store, danske film. Den er brygget over en kendt og elsket succesroman, pakket med kendte skuespillere og er en del af tilbuddet i Biografklub Danmark. Derfor er det ærgerligt, at den ikke når de højder, der er lagt i kakkelovnen til.
Det er historien om den smukke, viljestærke og fattige Juliane Jensen (Mette Lisby) på 1880'ernes Christianshavn. Hun kæmper for at forsørge sine to børn, mens manden Simon (Lars Simonsen) er indlagt på Skt. Hans sindssygehospital. Juliane vil så gerne have det som sine søstre, Josefine (Bodil Jørgensen) og Frederikke (Sanne Grangaard), der begge er gift med succesfulde håndværkere (Kristian Halken og Thomas Eje), og da Simon bliver udskrevet, ser det ud til at kunne lykkes. Samtidig efterstræbes Juliane af den unge socialist Otto (Pelle Koppel), og inden længe må Juliane vælge mellem sin syge mand og Otto.
Stand Up i korset
Valget af Mette Lisby til den altdominerende hovedrolle er interessant, idet vi kun kender hende som stand-up komiker og tv-vært. Men her har instruktør Hans Kristensen set rigtigt, for Mette Lisby kan spille skuespil. Hun er rap i replikken og har selv de karaktertræk og den stærke personlighed, som Juliane har. Det skinner igennem, og Juliane fremstår som en meget egenrådig og stærk person, som ikke viger tilbage for at styre andres liv for at få, hvad hun vil have. Som modspil til Mette Lisby ses Lars Simonsen som hendes syge mand. Og ingen kan, som Lars Simonsen, være lidende. Vi så det i "Tro, håb og kærlighed" ('84) og senest i "Barbara" ('97). Og hans dvælende hundeøjne er næsten ikke tørre i denne film. Det er også ham, der sidder inde med filmen mest ufrivilligt komiske replik: "Juliane, du er så levende, og jeg har næsten været død!"
Til at hamle op med Juliane ser vi Otto, spillet at Pelle Koppel. Han er ikke dårlig som det nærmeste, dansk film kan komme på en latinlover og en ildsjæl, der kan hamle op med Juliane. Alle rollerne i filmen står meget skarpt tegnet, og ingen falder igennem, bortset fra Sebastians lidt for sukkersøde filmmusik.
Underligt uafsluttet
Problemet med "Klinkevals" er blot, at den vil genfortælle hele Jane Aamunds bog, med det resultat, at der, ud over historien om stærke Juliane og hendes kærlighed her i livet, begyndes på en masse små historier og udenomsfortællinger, som ikke afrundes og fortælles færdigt. Det gør, at når filmen slutter, sidder man og venter på en rulletekst, der siger "fortsættelse følger", for den kan da ikke slutte her. Det endelige indtryk af "Klinkevals" bliver derfor en anelse ujævnt, som om den ikke kan følge de takter, den selv har lagt op til. Derfor bliver det kun til tre øjne til "Klinkevals".
19/11-2018
