En mand fra det forrige århundrede
4.0
Erik Clausens nye romantiske folkekomedie "Slip hestene løs" giver et forelsket portræt af et Københavnerkvarter og af en svunden arbejderkultur - peppet op med en gang store lidenskaber.
Erik Clausen spiller selv hovedrollen i sin nye film "Slip hestene løs" som vinduespudseren Bent A. Pedersen, en tidligere bokser med kvikke bemærkninger og et ukueligt sind. Bent kan ikke holde ud at være derhjemme, hvor konen (Britta Lillesøe) frygtsomt flygter ind i operaens verden sammen med den voksne, mentalt handicappede søn, Thor (Thomas Novotny), der hverken kan blive bokser eller vinduespudser. Af lede ved familien har Bent lejet sig ind hos sin ældre ven og medhjælper Sigfred (Elith 'Nulle' Nykjær).
En dag bliver sidespejlet på Bents nye bil smadret af en dreng på cykel (Ricky Vends), og så har vi balladen. Bent opsøger drengen for at få hans far til at betale regningen, men det viser sig i stedet at være hans skrøbelige, men kønne, enlige mor, Vibeke (Marianne Frost), der kommer til at betale. Sigfred kalder Bent en nærigrøv, og for at rette op på skaden giver han sig til at pudse moderens snavsede vinduer, hvilket ender med en sludder i vindueskarmen. Da sønnens cykel samtidig bliver stjålet, ser Bent sit snit til at hjælpe familien, og efterhånden trækkes flere tråde mellem den sårbare alenemor og den friske vinduespudser. I forelskelsen lys begynder Bent at tage sit liv op til revision, og det går op for ham, at verden på mange måder ikke er, som han troede.
Arbejderen
Bent er en fri natur, der ikke har ladet sig tryne af et strømlinet samfund. Vibeke mener, han er sådan én, der altid klarer sig, og synes, han virker som en fra det forrige århundrede. Det lyder som en rigtig Clausen-rolle, og ja, det er den gode gamle arbejderkultur, der portrætteres her. Bent tilhører den uddøende arbejderrace, som på samme tid er mere naturlig end det stive advokatmiljø og mere beleven end den amagerkanske ungdomskultur. Men selv om Clausen gennem Bent A. Pedersens udviklingshistorie opstiller et positivt modbillede til tidens herskende værdier, viser han også, at Bents værdier er utidssvarende og sammen med arbejderkulturen må gennemgå forandringer.
På den ene side har Bents patriarkalske personlighed været kvælende for omgivelserne, idet alle, der står ham nær, er reduceret til pjok, som først begynder at stråle, da han fjerner sig fra dem. På den anden side lærer Bent, at havregrøden og den jordbundne slagfærdighed ikke altid slår til, for det sidste og vigtigste stykke vej til kvindens (og publikums) hjerte går i filmen gennem finkulturelle opera-arier. Hvor Clausen i sin seneste film, "Tango" (1997) rejste fra system-Danmark til Sydamerika for at finde de store lidenskaber, er det i "Slip hestene løs" Italien, der repræsenterer passionerne. Med opera-arierne åbner filmen for en lidenskab og pathos, der normalt ikke er plads til i den socialrealistiske tradition, og den giver en indrømmelse til den finkultur, som arbejderkulturen altid har stået i modsætning til.
Opbyggelig, men medrivende
"Slip hestene løs" er på mange måder en typisk Clausen-film, der ønsker at trække tæppet væk under borgerskabets forventninger og meninger. Det betyder, at det smukke ikke skal komme for godt i gang, før det plat skal hives ned på jorden, og at skuespillerne nogle gange for direkte udtaler instruktørens budskaber. Men ligesom Bent har Erik Clausen indset, at ikke alt, hvad der kan rives ned, skal rives ned, og med den nyfundne pathos har han skabt en medrivende film. De københavnske steder er ofte en fryd i fotografen Dirk Brüels smukke billeder, og filmens parodiske skildring af bestemte tendenser og typer i det danske samfundsliv lykkes. Man mærker, at typerne er skildret med kærlighed og ikke hængt ud til spot og hån, og i de hyppige skift mellem Bents drømme og hans virkelige liv, er der en dybfølt sympati med de drømme og selvbilleder - sande eller fejlagtige - som giver mening til livet.
Erik Clausen spiller selv hovedrollen i sin nye film "Slip hestene løs" som vinduespudseren Bent A. Pedersen, en tidligere bokser med kvikke bemærkninger og et ukueligt sind. Bent kan ikke holde ud at være derhjemme, hvor konen (Britta Lillesøe) frygtsomt flygter ind i operaens verden sammen med den voksne, mentalt handicappede søn, Thor (Thomas Novotny), der hverken kan blive bokser eller vinduespudser. Af lede ved familien har Bent lejet sig ind hos sin ældre ven og medhjælper Sigfred (Elith 'Nulle' Nykjær).
En dag bliver sidespejlet på Bents nye bil smadret af en dreng på cykel (Ricky Vends), og så har vi balladen. Bent opsøger drengen for at få hans far til at betale regningen, men det viser sig i stedet at være hans skrøbelige, men kønne, enlige mor, Vibeke (Marianne Frost), der kommer til at betale. Sigfred kalder Bent en nærigrøv, og for at rette op på skaden giver han sig til at pudse moderens snavsede vinduer, hvilket ender med en sludder i vindueskarmen. Da sønnens cykel samtidig bliver stjålet, ser Bent sit snit til at hjælpe familien, og efterhånden trækkes flere tråde mellem den sårbare alenemor og den friske vinduespudser. I forelskelsen lys begynder Bent at tage sit liv op til revision, og det går op for ham, at verden på mange måder ikke er, som han troede.
Arbejderen
Bent er en fri natur, der ikke har ladet sig tryne af et strømlinet samfund. Vibeke mener, han er sådan én, der altid klarer sig, og synes, han virker som en fra det forrige århundrede. Det lyder som en rigtig Clausen-rolle, og ja, det er den gode gamle arbejderkultur, der portrætteres her. Bent tilhører den uddøende arbejderrace, som på samme tid er mere naturlig end det stive advokatmiljø og mere beleven end den amagerkanske ungdomskultur. Men selv om Clausen gennem Bent A. Pedersens udviklingshistorie opstiller et positivt modbillede til tidens herskende værdier, viser han også, at Bents værdier er utidssvarende og sammen med arbejderkulturen må gennemgå forandringer.
På den ene side har Bents patriarkalske personlighed været kvælende for omgivelserne, idet alle, der står ham nær, er reduceret til pjok, som først begynder at stråle, da han fjerner sig fra dem. På den anden side lærer Bent, at havregrøden og den jordbundne slagfærdighed ikke altid slår til, for det sidste og vigtigste stykke vej til kvindens (og publikums) hjerte går i filmen gennem finkulturelle opera-arier. Hvor Clausen i sin seneste film, "Tango" (1997) rejste fra system-Danmark til Sydamerika for at finde de store lidenskaber, er det i "Slip hestene løs" Italien, der repræsenterer passionerne. Med opera-arierne åbner filmen for en lidenskab og pathos, der normalt ikke er plads til i den socialrealistiske tradition, og den giver en indrømmelse til den finkultur, som arbejderkulturen altid har stået i modsætning til.
Opbyggelig, men medrivende
"Slip hestene løs" er på mange måder en typisk Clausen-film, der ønsker at trække tæppet væk under borgerskabets forventninger og meninger. Det betyder, at det smukke ikke skal komme for godt i gang, før det plat skal hives ned på jorden, og at skuespillerne nogle gange for direkte udtaler instruktørens budskaber. Men ligesom Bent har Erik Clausen indset, at ikke alt, hvad der kan rives ned, skal rives ned, og med den nyfundne pathos har han skabt en medrivende film. De københavnske steder er ofte en fryd i fotografen Dirk Brüels smukke billeder, og filmens parodiske skildring af bestemte tendenser og typer i det danske samfundsliv lykkes. Man mærker, at typerne er skildret med kærlighed og ikke hængt ud til spot og hån, og i de hyppige skift mellem Bents drømme og hans virkelige liv, er der en dybfølt sympati med de drømme og selvbilleder - sande eller fejlagtige - som giver mening til livet.
19/11-2018
