Menage à Trois
4.0
Ricardo Francos både dystre og poetiske film, "Lykkestjernen", er en ofte gribende beretning om et noget kompliceret kærlighedsforhold.
Den noget tillukkede og impotente slagter Rafael (Antonio Resines) får sin ellers så ordnede tilværelse væltet omkuld, da han en aften hjælper luderen Marina (Maribel Verdú) fra at blive banket af sin alfons Daniel (Jordi Mollá). Han tager hende til sig, og de forelsker sig efterhånden i hinanden. Så stærk bliver hans kærlighed, at han endda vedgår sig det barn hun skal have med Daniel, som ikke vil kendes ved det. Problemerne opstår, da Daniel, efter en længere fængselsstraf, pludselig dukker op, og skaber uro i familie livet, da han flytter ind hos dem. Det viser sig at Marina stadig er forelsket i ham, fordi hun kender ham som den meget sølle og ubehjælpelige eksistens han i virkeligheden er. Rafael ved ikke hvordan han skal takle situationen, og bedre bliver det ikke, da han opdager, at de har været i seng sammen. Efterhånden som det går op for ham, at han altså må dele hende med Daniel, udvikler der sig et venskab mellem de to mænd. Da Daniel endnu engang ryger i fængsel mister han sin mø- /manddom og får AIDS. Rafael sørger for at han ender sine dage hjemme hos ham og Marina, der tynget af sorg og medlidenhed tilsidst skyder ham.
Klassisk tragedie
Det er en både dyster og tragisk kærlighedsfilm Franco her har begået. Den opnår, specielt tilsidst, en atmosfære af klassisk tragedie hvilket gør den til et både gribende og næsten ophøjet melodrama. Franco mister aldrig grebet om hvor han vil hen med sin historie, og tilskueren mister derfor ikke på noget tidspunkt interessen. Det skyldes ikke mindst at personerne konstant er vedkommende, og deres handlinger virker naturlige i forhold til de dilemmaer, de stilles overfor.
Nuanceret spil
De tre skuespillere yder hver deres til at filmen bliver så vellykket som den er. Specielt Antonio Resines får de små nuancer frem, og agerer lige dele frustration, jalousi og ubetinget kærlighed. Den smukke Maribel Verdú er et perfekt valg til rollen som den splittede Marina, mens det kniber lidt mere med Jordi Mollá. Hans påtagede friskfyr type, bliver sine steder for karikeret og anstrengende, men han formår dog at skabe en vis sympati omkring figuren tilsidst. Det skal dog siges at det bestemt heller ikke er den mest taknemmelige rolle i verden.
Ser man på filmens noget tunge tema er det måske ikke den mest oplagte sommerfilm, men som en klog mand engang burde have sagt: "Årstiden influerer ikke på gode film".
Den noget tillukkede og impotente slagter Rafael (Antonio Resines) får sin ellers så ordnede tilværelse væltet omkuld, da han en aften hjælper luderen Marina (Maribel Verdú) fra at blive banket af sin alfons Daniel (Jordi Mollá). Han tager hende til sig, og de forelsker sig efterhånden i hinanden. Så stærk bliver hans kærlighed, at han endda vedgår sig det barn hun skal have med Daniel, som ikke vil kendes ved det. Problemerne opstår, da Daniel, efter en længere fængselsstraf, pludselig dukker op, og skaber uro i familie livet, da han flytter ind hos dem. Det viser sig at Marina stadig er forelsket i ham, fordi hun kender ham som den meget sølle og ubehjælpelige eksistens han i virkeligheden er. Rafael ved ikke hvordan han skal takle situationen, og bedre bliver det ikke, da han opdager, at de har været i seng sammen. Efterhånden som det går op for ham, at han altså må dele hende med Daniel, udvikler der sig et venskab mellem de to mænd. Da Daniel endnu engang ryger i fængsel mister han sin mø- /manddom og får AIDS. Rafael sørger for at han ender sine dage hjemme hos ham og Marina, der tynget af sorg og medlidenhed tilsidst skyder ham.
Klassisk tragedie
Det er en både dyster og tragisk kærlighedsfilm Franco her har begået. Den opnår, specielt tilsidst, en atmosfære af klassisk tragedie hvilket gør den til et både gribende og næsten ophøjet melodrama. Franco mister aldrig grebet om hvor han vil hen med sin historie, og tilskueren mister derfor ikke på noget tidspunkt interessen. Det skyldes ikke mindst at personerne konstant er vedkommende, og deres handlinger virker naturlige i forhold til de dilemmaer, de stilles overfor.
Nuanceret spil
De tre skuespillere yder hver deres til at filmen bliver så vellykket som den er. Specielt Antonio Resines får de små nuancer frem, og agerer lige dele frustration, jalousi og ubetinget kærlighed. Den smukke Maribel Verdú er et perfekt valg til rollen som den splittede Marina, mens det kniber lidt mere med Jordi Mollá. Hans påtagede friskfyr type, bliver sine steder for karikeret og anstrengende, men han formår dog at skabe en vis sympati omkring figuren tilsidst. Det skal dog siges at det bestemt heller ikke er den mest taknemmelige rolle i verden.
Ser man på filmens noget tunge tema er det måske ikke den mest oplagte sommerfilm, men som en klog mand engang burde have sagt: "Årstiden influerer ikke på gode film".
19/11-2018