Ceremonien

Kogevask og jagtgeværer

Veteranen Claude Chabrols "Ceremonien" er en grusom historie om to psykopaters fatale møde med en pæn, borgerlig familie.

Sophie Bonhomme (Sandrine Bonnaire) er en kvinde omkring de tredive. Hun er analfabet og har ingen uddannelse, men forsøger at skjule problemet. Sophie ansættes hos familien Leliévre, der besidder en større landejendom udenfor Paris. Sophie er indadvendt og pligtopfyldende, men har ikke megen omgang med den både sympatiske og nedladende fabrikant-familie. De tror hende lettere debil og istedet knytter hun skæbnesvangre bånd med den lokale postassistent Jeanne (Isabelle Huppert), en særpræget og næsten manisk person med en mørk fortid. Sophies neurotiske angst for at nogen skal afsløre hendes mangler, tvinger hende til nogle tåbelige konfrontationer med familien Leliévre, og hun fyres med god grund. Da familien Leliévre samles næste aften, for at nyde en tv-opera, bryder de to sociale tilfælde ind i huset og leger med husfaderens jagtgeværer. Hvad der herefter sker, lader vi stå hen i det uvisse.

Psykopaternes hofportrættør
Den 66-årige Claude Chabrol har gennem hele sin karriere spiddet borgerskabets nedgang med krimigenrens nålestik. Han har i film som "Slagteren" (1970) og "Dyret skal dø" (1969) skildret psykopatiske personer, som på overfladen besidder stor ro og nøgternhed, men gemmer på hemmeligheder og ubændig vrede. Chabrol har en stor og ujævn produktion bag sig, men "Ceremonien" er klart i den bedre ende. Den er en filmatisering af Ruth Rendell's krimi "A Judgement in Stone", en bog af en forfatter som passer perfekt til Chabrols projekt.

Distancen skaber drama
Chabrol arbejder med en betragtende og tilbageholdt stil uden de store dramatiske penselstrøg. Hans varemærke er den psykologiske anspændthed og uro, det faretruende i tilsyneladende normale situationer. Det lykkes til fulde i samarbejdet med Huppert og Bonnaire, der mestrer fremstillingen af troværdige psykopater. Sophie og Jeanne er usympatiske, pinlige og uberegnelige, men aldrig fremmede eller overdrevne. Karakterudviklingen skrider frem med en isnende logik og konsekvens, og har flere nuancer end et handlingsreferat umiddelbart afslører. Chabrol spiller ikke på krimigenrens sædvanlige overraskelser og plotdrevninger, men på en meget langtstrakt suspense: Hvornår sker katastrofen?

Antydningens kunst?
Mens man ikke kan beskylde Chabrol for at overdramatisere, kan man heller ikke kalde ham subtil: Utallige er de gange hvor Sophie fanges i en klemme, og det næsten afsløres, at hun er analfabet; utallige er de gange hvor vi ser hende sætte sig bevidstløst foran fjernsynet for at se dårlige quizshows og høre popmusik, mens familien nedenunder lytter til klassisk musik. Alligevel fungerer disse temmeligt åbenlyse gentagelser af konflikterne, fordi "Ceremonien" bevarer en rytme i fortællingen, hvor de i andre sammenhænge irriterende vink med vognstænger føjer deres til skæbnefortællingen: Katastrofen sker fordi den må ske.

"Ceremonien" er en distanceret, følelseskold og grusom film, men den kryber i al sin ubehagelighed ind under huden. Det lykkes at skabe en sådan sympati for den helt igennem almindelige familie Leliévre, at deres undergang piner. "Ceremonien" gennemfører sit projekt med bravour, men én ting har slået mig: Hvad i alverden hentyder titlen til?