Skal - skal ikke?
5.0
Kærligheden og parforholdets svære kunst er omdrejningspunkterne i en ny fransk film
Den franske instruktør Christian Vincent har lavet adskillige film, siden han blev færdiguddannet som instruktør og klipper på den franske filmskole i 1982. Og flere af dem, de fleste kortfilm, har vundet priser på forskellige festivaler. Alligevel er det muligvis først med sin sjette film - "Adskillelsen", der er baseret på Dan Francks bestseller - at han også vinder et større publikums hjerter. Og det endda med en film om noget så sørgeligt som et parforholds afslutning. For lad det være sagt allerede nu: "Adskillelsen" er noget af det bedste, der har kunnet ses i biografen i år. Hver genre har naturligvis sine årlige toppere, og inden for den tungere, mere tankevækkende franske films, er Vincents lille, enkle sag et klart bud på en hitter.
Noget af det sværeste for den, der vil skrive en historie, er nemlig, at han altid må forsøge at udnytte sine dramatiske elementer maksimalt. Engang brugte den danske dramatiker Ulla Ryum et helt almindeligt hønseæg som en fin illustration af problemet. Inde under den skrøbelige skal indeholder ægget kun to komponenter: En hvide og en blomme. Samlet udgør de én ting, nemlig ægget, men så snart man giver sig til at adskille de to, opstår dramatikken per omgående. Skal de ende som æggekage eller omelet? Som fine, tynde pandekager med sukker på eller som en smagsforladt marengs? Alt afhænger af, hvordan man udnytter disse to enkle ting. Hvad man udsætter dem for undervejs, hvordan man opfatter dem fra starten, og hvilke smagsstoffer der tilsættes under tilberedningen.
Årsagen til denne kulinariske udredning skal findes i de dramatiske talenter, der er på spil på alle niveauer i "Adskillelsen". Christian Vincent og Dan Franck har i fællesskab skilt et eksistentielt og socialt æg i dets to elementære bestanddele - en mand og en kvinde, en åben person og en lukket, et afklaret menneske og et frustreret. Sådan et æg indeholder jo alle livets muligheder - i hvert fald indtil skallen knækker. Hovedpersonerne i filmen, Pierre (spillet af Daniel Auteuil med de tætsiddende øjne) og Anne (den æggehvide Isabelle Huppert), som har boet sammen i mange år, er handlingens grundlæggende elementer, et lille familieæg. Og det interessante er nu, hvor mange dramatiske muligheder, de vil udfolde - når adskillelsen sætter igennem.
Den lille adskillelse
Det hele begynder i en biograf, hvor Pierre - i et af filmens dramatiske øjeblikke - rækker ud efter sin elskede Annes hånd . Anne trækker irriteret hånden til sig, og det er i dette sekund, der går hul på parforholdets ellers så trygge skal. Og så er omeletten ellers igang... Hjemme begynder de to nu knap så elskende at skændes. Pierre vil have en forklaring på afvisningen, men Anne forbigår den vigtige, følelsesmæssige hændelse. Forbigåelsen forøger imidlertid spændingen imellem de to, for der skete jo rent faktisk noget vigtigt. Den lille adskillelse pegede på en meget større. Den var symbolsk. Og ganske rigtigt. Kort tid efter afslører Anne, at hun er forelsket i en anden mand.
Til Annes store fortrydelse gør Pierre bare slet ikke noget ved det. Ikke andet, end at blive ked af det. Og det er filmens anden dramatiske finte: Fra filmens start ser vi med Pierres øjne, og derfor møder vi heller ikke på noget tidspunkt det tredje element - elskeren, som knækker skallen. Spørgsmålet er så, hvordan kan det overhovedet bliver dramatisk? To mennesker, det ene er et svin imod det andet, men det andet er tilsyneladende ligeglad... Meget dramatisk, eller hyr?
Det kan blive ganske overordentligt dramatisk, skulle jeg hilse og sige. Det, der sker, er nemlig, at Anne bliver rasende på Pierre. Hendes sidespring er en desperat handling, der skal få ham til at rette sig mod hende igen. Hun "nyder elskerens opmærksomhed og interesse," siger hun et sted i filmen. En bemærkning, som reelt er direkte henvendt til Pierre. Men - stik mod alle forventninger viser han hende i stedet al den respekt, han kan mønstre. Respekt for hendes frie valg. Og udviklingen i intrigen bliver derfor noget anderledes og - alt andet lige - meget mere tragisk, end man med nogen rimelighed kunne forvente.
Den store dybde
Med til det samlede opbud af dramatiske talenter i Vincents genistreg hører naturligvis også de to hovedrolleindehavere Auteuil og Huppert. De formår begge at vride en helt ufattelig mængde følelser ud af selv de mest banale forehavender.
Det er denne stadige fokus på det enkle, det basale, der gør "Adskillelsen" så god. Billederne bærer ikke præg af megen subtil teknik. Det er snarere indholdet i billederne - eksempelvis instruktørens intense diskussion af nutidens kønsroller - der skal udvikle sig til noget komplekst. Ved at udnytte de mest basale dramatiske elementer fuldt ud, opnår den franske instruktør nemlig en nærmest uhyrlig, menneskelig dybde.
Kun, hvis man aldrig har været forelsket, vil man kunne se "Adskillelsen", uden at ens følelser bliver pisket igennem... Man forlader nærmest salen som en soufflé. Man er konstant ved at falde sammen i sin egen skrøbelighed, mens man vakler imellem kærlighedens to desparate muligheder: Skal? - Skal ikke?
Den franske instruktør Christian Vincent har lavet adskillige film, siden han blev færdiguddannet som instruktør og klipper på den franske filmskole i 1982. Og flere af dem, de fleste kortfilm, har vundet priser på forskellige festivaler. Alligevel er det muligvis først med sin sjette film - "Adskillelsen", der er baseret på Dan Francks bestseller - at han også vinder et større publikums hjerter. Og det endda med en film om noget så sørgeligt som et parforholds afslutning. For lad det være sagt allerede nu: "Adskillelsen" er noget af det bedste, der har kunnet ses i biografen i år. Hver genre har naturligvis sine årlige toppere, og inden for den tungere, mere tankevækkende franske films, er Vincents lille, enkle sag et klart bud på en hitter.
Noget af det sværeste for den, der vil skrive en historie, er nemlig, at han altid må forsøge at udnytte sine dramatiske elementer maksimalt. Engang brugte den danske dramatiker Ulla Ryum et helt almindeligt hønseæg som en fin illustration af problemet. Inde under den skrøbelige skal indeholder ægget kun to komponenter: En hvide og en blomme. Samlet udgør de én ting, nemlig ægget, men så snart man giver sig til at adskille de to, opstår dramatikken per omgående. Skal de ende som æggekage eller omelet? Som fine, tynde pandekager med sukker på eller som en smagsforladt marengs? Alt afhænger af, hvordan man udnytter disse to enkle ting. Hvad man udsætter dem for undervejs, hvordan man opfatter dem fra starten, og hvilke smagsstoffer der tilsættes under tilberedningen.
Årsagen til denne kulinariske udredning skal findes i de dramatiske talenter, der er på spil på alle niveauer i "Adskillelsen". Christian Vincent og Dan Franck har i fællesskab skilt et eksistentielt og socialt æg i dets to elementære bestanddele - en mand og en kvinde, en åben person og en lukket, et afklaret menneske og et frustreret. Sådan et æg indeholder jo alle livets muligheder - i hvert fald indtil skallen knækker. Hovedpersonerne i filmen, Pierre (spillet af Daniel Auteuil med de tætsiddende øjne) og Anne (den æggehvide Isabelle Huppert), som har boet sammen i mange år, er handlingens grundlæggende elementer, et lille familieæg. Og det interessante er nu, hvor mange dramatiske muligheder, de vil udfolde - når adskillelsen sætter igennem.
Den lille adskillelse
Det hele begynder i en biograf, hvor Pierre - i et af filmens dramatiske øjeblikke - rækker ud efter sin elskede Annes hånd . Anne trækker irriteret hånden til sig, og det er i dette sekund, der går hul på parforholdets ellers så trygge skal. Og så er omeletten ellers igang... Hjemme begynder de to nu knap så elskende at skændes. Pierre vil have en forklaring på afvisningen, men Anne forbigår den vigtige, følelsesmæssige hændelse. Forbigåelsen forøger imidlertid spændingen imellem de to, for der skete jo rent faktisk noget vigtigt. Den lille adskillelse pegede på en meget større. Den var symbolsk. Og ganske rigtigt. Kort tid efter afslører Anne, at hun er forelsket i en anden mand.
Til Annes store fortrydelse gør Pierre bare slet ikke noget ved det. Ikke andet, end at blive ked af det. Og det er filmens anden dramatiske finte: Fra filmens start ser vi med Pierres øjne, og derfor møder vi heller ikke på noget tidspunkt det tredje element - elskeren, som knækker skallen. Spørgsmålet er så, hvordan kan det overhovedet bliver dramatisk? To mennesker, det ene er et svin imod det andet, men det andet er tilsyneladende ligeglad... Meget dramatisk, eller hyr?
Det kan blive ganske overordentligt dramatisk, skulle jeg hilse og sige. Det, der sker, er nemlig, at Anne bliver rasende på Pierre. Hendes sidespring er en desperat handling, der skal få ham til at rette sig mod hende igen. Hun "nyder elskerens opmærksomhed og interesse," siger hun et sted i filmen. En bemærkning, som reelt er direkte henvendt til Pierre. Men - stik mod alle forventninger viser han hende i stedet al den respekt, han kan mønstre. Respekt for hendes frie valg. Og udviklingen i intrigen bliver derfor noget anderledes og - alt andet lige - meget mere tragisk, end man med nogen rimelighed kunne forvente.
Den store dybde
Med til det samlede opbud af dramatiske talenter i Vincents genistreg hører naturligvis også de to hovedrolleindehavere Auteuil og Huppert. De formår begge at vride en helt ufattelig mængde følelser ud af selv de mest banale forehavender.
Det er denne stadige fokus på det enkle, det basale, der gør "Adskillelsen" så god. Billederne bærer ikke præg af megen subtil teknik. Det er snarere indholdet i billederne - eksempelvis instruktørens intense diskussion af nutidens kønsroller - der skal udvikle sig til noget komplekst. Ved at udnytte de mest basale dramatiske elementer fuldt ud, opnår den franske instruktør nemlig en nærmest uhyrlig, menneskelig dybde.
Kun, hvis man aldrig har været forelsket, vil man kunne se "Adskillelsen", uden at ens følelser bliver pisket igennem... Man forlader nærmest salen som en soufflé. Man er konstant ved at falde sammen i sin egen skrøbelighed, mens man vakler imellem kærlighedens to desparate muligheder: Skal? - Skal ikke?
19/11-2018
