Belgiernes Sexliv

Belgiernes sexliv - og hva' så?

Den belgiske provokatør og instruktør Jan Bucquoy, debuterer med denne film om instruktørens eget sexliv - blottet for provokation.

Det er ikke altid, at man lige kan forstå, hvorfor man ikke bryder sig om en given film. Man har på fornemmelsen at der findes nogle rigtigt gode argumenter - men som er svære at sætte ord på.

Sådan havde jeg det, lige da jeg havde set "Belgiernes Sexliv". En klar følelse af, at det var en forglemmelig oplevelse, som jeg netop havde tilbragt 85 minutter af mit liv på, sad solidt plantet i mit mellemgulv. Men hvordan kan en film om sex være ligegyldig eller enddog tilnærmelsesvis kedelig?

Se ved et tilfælde læste jeg i en bog om dramaturgi(*) og pludselig ..... så kom det til mig - årsagen - hvorfor jeg ikke havde kastet mig rundt i sædet i latterkramper eller nikkende havde genkendt og genfølt noget som helst sammen med figurerne på lærredet. Forudsætning for identifikation er, at der sker noget, at figurerne befinder sig i en situation som appelerer til handling, og at de agerer. Det er ikke nok at figurerne taler om deres følelser eller tænker på deres handlinger.

Buquoy's sexhistorie
Jan Bucquoy får sin første seksuelle erfaring med en mand, finder sin moster og sin far døde, bliver gift med en kvinde, får to børn, og får suttet pik så blodet sprøjter, uden at jeg oplevede ham føle noget - endsige udvikle sig og forandre sig ved sine erfaringer. Da han pludselig annoncerer ændring kommer det total uanmeldt i forhold til det uanfægtede fjæs han stiller op filmen igennem. Ikke fordi der nødvendigvis skal være føøøølelser i en film om sex (hvor mange pornofilm har grædende kvinder eller selvransagende mænd?), men når nu det ikke kun handler om sex ...... Og når nu film også er om at kunne identificere sig med føøøølelser og ikke kun tale, så ......

Selvbiografi uden meta.
Igennem hele filmen ligger der som en rød tråd, at Buquoy er i gang med at skrive en roman og snart forstår man, at det netop er romanen om hans seksuelle historie. Metaplanet bidrager dog ikke med fantastiske stilfægterier, men ender i stedet som endnu en forudsigelighed.

Instruktøren Jan Bucquoy har lavet en selvbiografisk film - at dømme ud fra hovedpersonens navn - om sine første 28 år med vægt på hans seksuelle erfaringer. Der er altså ikke tale om alle belgiers sexliv endsige en dokumentarfilm. Men filmen kommer godt rundt i sexhistoriens forskellige epoker i de nævnte 28 år. Fra barndommens uforstand til (den voksne?) mands erfaringer med kvinder.

Den fortalte film
Desværre bliver en stor del af filmen båret af Bucqouy's fortællerstemme - hvilket jeg ikke kan fordrage - og det som skulle være komiske kommentarer, ender i nøgterne observationer. Her er det, at det talte og det tænkte kommer ind. Her er det at der sker for lidt og tales for meget!
Forbavsende nok fortælles der om hans seksuelle historie og vi ser en masse forskellige partnere uden at det bliver tilnærmelsesvis erotisk, ophidsende eller frækt. Men OK; hvor sjovt er det at høre/se om andres partnere: "Så var jeg sammen med ham og så havde jeg gruppesex med hende og ham. En overgang pettede jeg med hende, mens jeg boede sammen med ham." Det er for kedeligt!

Uprovokerende provokatør
I Belgien regnes Jan Buqouy som lidt af en provokatør - noget i nærheden af vores egen Jens Jørgen Thorsen - så overraskende nok er hans film pæn og almindelig, både hvad angår stil og indhold. En stor del af filmen er fortalt i totalbilleder uden kamerabevægelser, hvilket uværgeligt ender med et stillestående udtryk. Hvis ikke indholdet kan leve op til sin titel så burde stilen i det mindste ha' været lidt utraditionel.

Sex forarger ikke mig
Måske kan en stor del af min harme over "Belgiernes Sexliv" tilskrives, at jeg bor i landet der frigav pornoen først, og at nøgne bryster og snak om sex ikke revolutionerer eller forarger nævneværdigt - mere. Det kan også skyldes at det handler om en mands seksuelle erfaringer - og jeg som kvinde selvfølgelig har nogle andre - som ikke er specielt vilde tiderne taget i betragtning.

Måske vil en mand nær de 50 synes "Belgiernes Sexliv" er sjov, fordi han selv "har været der", men for mit vedkommende kom hverken humoren eller sexscenerne, der er filmens centrale omdrejningspunkter, aldrig derind, hvor oplevelserne bliver gemt, husket og mindet.

(*) Bogen, der referes til, er Trine Breums "Film, Fortælling og Forførelse", fra forlaget Fry